Samfund

Ny paskontrol indføres lørdag - kan give lange ventetider i Københavns Lufthavn

- Kom i god tid, hvis du skal rejse til enten USA, England, Tyrkiet eller Thailand, lyder opfordringen fra både politi og lufthavn.

Fra lørdag den 7. oktober indfører politiet i Københavns Lufthavn en ny og skærpet grænsekontrol, hvis man som rejsende skal flyve uden for Schengen-området.

Schengen-landene

Følgende 22 EU-lande er fuldt med i Schengen-samarbejdet:

Belgien, Danmark, Estland, Finland, Frankrig, Grækenland, Holland, Italien, Letland, Litauen, Luxembourg, Malta, Polen, Portugal, Slovakiet, Slovenien, Spanien, Sverige, Tjekkiet, Tyskland, Ungarn og Østrig.

Ud over EU-landene deltager Norge, Island, Schweiz og Liechtenstein også, så i alt 26 lande er indbefattet af samarbejdet.

Den praktiske del af Schengen-samarbejdet indebærer blandt andet en ophævelse af personkontrollen ved de indre grænser.

Kilde: Eu.dk

Den skærpede grænsekontrol er et krav fra EU og gælder, hvis den kommende destination går til for eksempel England, USA, Thailand, Tyrkiet eller andre lande, der ligger uden for det europæiske Schengen-samarbejde.

De nye regler trådte i kraft i resten af Danmarks havne og lufthavne allerede den 15. september, men gælder først fra den 7. oktober i Københavns Lufthavn.

Gå i god tid ud til gaten og find passet frem, så fumletiden nedbringes

Kasper Hyllested, pressechef Københavns Lufthavn

Pas skal scannes

I praksis vil man få tjekket sit pas grundigere. Det vil både blive scannet og kontrolleret i politiets og andre relevante EU-databaser.

Kontrollen skal sikre politiet et endnu mere fintmasket net i forsøget på at forebygge organiseret, grænseoverskridende kriminalitet. Det skriver politiet på Twitter.

Den øgede paskontrol vil fra lørdag den 7. oktober uundgåeligt skabe længere kø ved paskontrollen i Københavns Lufthavn.

Politiet har derfor indsat ekstra mandskab, der skal sikre, at køen til paskontrollen i lufthavnen bliver så kort som mulig. Men politiet erkender samtidig, at der vil være risiko for kødannelse i perioder.

Opfordringen lyder derfor til de rejsende om at komme i lufthavnen i så god tid som muligt.

Varsler længere køer

TV 2 har talt med Københavns Lufthavn om den nye situation.

Pressechef for Københavns Lufthavn, Kasper Hyllested, siger, at man i samarbejde med politiet har knoklet for at få den nye, skærpede paskontrol til at glide så let som muligt. Men han erkender også, at de nye regler vil skabe kø.

- Vi gør alt, hvad vi kan, for det ikke skal være en negativ oplevelse for de rejsende. Men vi varsler længere køer, for vi har aldrig prøvet det her tidligere. Alle sejl er sat til, så vi kan klare os igennem, også i travle perioder som efterårsferien, siger Kasper Hyllested.

Pressechefen fortæller, at Københavns Lufthavn har etableret ekstra pasbokse, så politiet kan have flere til at tjekke de rejsendes pas. Derudover har lufthavnen allokeret mere personale, der kan hjælpe folk hurtigere frem til paskontrollen.

Sidst, men ikke mindst, har Københavns Lufthavn opdateret sin app, så man som rejsende kan følge sit fly og se ventetid til paskontrollen.

Forudser en times længere ventetid

Trods de mange forberedelser vil der uundgåeligt opstå forlænget rejsetid i lufthavnen. Det erkender pressechefen.

Hvor meget længere ventetid skal man cirka regne med?

- Vi ved ikke præcis hvor længe, men beregninger viser, at der i peakperioder kan være op til en halv times længere ventetid for afrejsende - og op til en time for ankommende til Københavns Lufthavn, fortæller Kasper Hyllested.

Derfor lyder der et par simple råd til de rejsende fra pressechefen:

- Gå i god tid ud til gaten og følg med i, hvor lang køen er. Find passet frem med billedsiden opad, inden du kommer frem til køen, så fumletiden nedbringes. På denne måde kommer alle hurtigere igennem paskontrollen.

Ifølge Kasper Hyllested er den gennemsnitlige fumletid med et pas 30 sekunder, selve paskontrollen tager i gennemsnit 20 sekunder.

Påvirker mere end hver fjerde rejsende

Den nye, skærpede paskontrol vil komme til at påvirke cirka otte millioner rejsende ind og ud af Schengen om året.

Dermed vil mere end hver fjerde rejsende blive berørt, da Københavns Lufthavn årligt betjener omkring 30 millioner rejsende, fortæller pressechefen.

Der vil ikke være nogen ændringer for rejser inden for Schengen-området.

Mellem de 26 europæiske lande føres der generelt ikke paskontrol, men denne kan dog indføres midlertidigt ved terrorangreb og lignende tilspidsede situationer.