Samfund

Fødevarestyrelsen advarer mod rullepølse med listeria

Har du indtaget Listeria er der blandt andet risiko for kortvarig diarré eller influenzalignende symptomer.

Virksomheden Kolberg Kød kalder et parti kødpålæg tilbage efter fund af bakterien listeria i varen.

Det oplyser Fødevarestyrelsen.

Der er tale om skiveskåret rullepølse, som er blevet omkring den 13. til 19. september. Produktet var mindst holdbar til den 19. september, men hvis nogen har et parti liggende i fryseren, bør det smides ud.

- Rådet er at levere produktet tilbage til butikken, hvor det er købt, eller at kassere det, skriver Fødevarestyrelsen.

Kolberg Kød har en slagterbutik i Slagelse. Derudover leverer slagteriet kød til restauranter, efterskoler, kantiner og storkøkkener. Slagteren er en lokal slagter, så advarslen gælder både private forbrugere samt større aftagere.

Risiko for influenza

Listeria er en miljøbakterie, som kan gemme sig i produktionsmiljøer i fødevarevirksomheder. 

Ifølge Fødevarestyrelsen kan bakterien i en fødevare ofte være tegn på, at varen ikke har været varmet nok op, så de naturlige listeriabakterier har overlevet. Listeriabakterier dør nemlig ved en varmebehandling til 75 grader.

Hvis du skulle have indtaget en skiveskåret rullepølse med listeria, er der risiko for kortvarig diarré eller influenzalignende symptomer. Er du gravid, er der risiko for, at du kan smitte det ufødte barn. Det kan føre til en abort eller fødsel af et barn med blodforgiftning og/eller meningitis.

Dog er det sjældent, at sunde og raske mennesker bliver smittet med listeria, oplyser Fødevarestyrelsen.

Normalt bliver cirka 50 personer syge af listeria om året, når der ikke er større sygdomsudbrud. I 2014 var der eksempelvis 92 syge, hvoraf de 41 skyldtes et større sygdomsudbrud fra rullepølse.