Samfund

Glade læger og sygeplejersker siger farvel til produktivitetskrav

Regeringen opgiver nu kravet om to procent mere produktivitet i sundhedsvæsenet hvert år. Det vækker glæde på hospitalerne.

For blot en måned siden sendte kliniklederne på Rigshospitalet et åbent brev til sundhedsminister Ellen Trane Nørby om, at grænsen er nået for, hvor mange besparelser hospitalet kan klare.

I dag meddelte regeringen så, at man har lavet en aftale med Dansk Folkeparti om, at det produktivitetskrav på to procent årligt, som hospitalerne har skullet leve op til i årevis, bliver fjernet næste år.

Og den melding vækker glæde på Rigshospitalet.

- Det, synes jeg, er fantastisk. Jeg oplever, at vi bliver hørt. Og jeg synes, det er en rigtig god start på en forhåbentlig længere proces. En dialog med regionen og med politikerne inde på Christiansborg, hvor vi kan arbejde mod et fælles mål, siger oversygeplejerske Sidsel Jessen.

Hun er ledende oversygeplejerske på Intensiv Terapiklinik og en af medunderskriverne på det åbne brev til sundhedsministeren.

'Garantier og penge skal følges ad'

På Anæstesi- og Operationsklinikken er klinikchef og overlæge Jakob Trier Møller lige så glad for den politiske aftale på Christiansborg.

- Vi har leveret flere og flere operationer og bedøvelser hvert år. Det har været i orden i en årrække. Vi har kunnet effektivisere og toptune den produktion, vi har på denne afdeling. Men nu begynder det efterhånden at knibe. En operation tager den tid, en operation tager, siger han.

Derfor byder han et farvel til det faste, årlige produktivitetskrav meget velkommen:

- Det vil være godt. Men de skal også tænke på, at når de giver garantier, er de nødt til også at stille midler til rådighed. Ellers hænger det ikke sammen. Vi ser i dag et misforhold mellem de garantier, som man politisk giver, og de muligheder, vi har for at leve op til garantierne i sundhedsvæsenet, siger klinikchef Jakob Trier Møller.

'En skjult besparelse'

Det er ikke kun på Rigshospitalet, sundhedspersonalet er glade for dagens melding fra Christiansborg. Lægeforeningen siger, at man er "begejstret" over dagens politiske nyhed.

-Vi er glade for, at politikerne har lyttet til læger og andre sundhedsprofessionelles kritik af, hvordan produktivitetskravet forringer kvaliteten af behandling og pleje, og at de oplever det som en skjult besparelse, der går ud over patienterne. Det er meget positivt, at der er politisk vilje til at droppe det, siger Andreas Rudkjøbing, der er formand for Lægeforeningen.