Blottede sit liv på tv: Her ser han for første gang sig selv som misbruger
Magnus Juncher har ikke rørt alkohol, siden han kom i behandling for et år siden. Nu har han et opråb til andre.
Når det var værst, kunne Magnus Juncher førhen drikke tre flasker spiritus om dagen. Men i dag - præcis et år efter TV 2-programmet 'Misbrug' blev optaget - er der sket rigtig meget.
- Det er ubehageligt at se, hvor langt ude jeg var og høre de ting, jeg sagde. Jeg snakkede så hårdt til Katharina. Det var jo hende, det gik udover, når jeg havde det dårligt, siger Magnus Juncher, da han første gang ser optagelserne af sig selv.
I programmet kæmper han med et massivt alkoholmisbrug og en skjult vrede, der til sidst driver ham så langt ud, at han frygter at slå sin kæreste ihjel.
Misbruget kom, efter Magnus i 2007 mistede en kammerat i Afghanistan, hvor han var udsendt som soldat.
Ved at drikke fandt han ud af, at han kunne flygte fra sorgen og vreden. Men i september 2016 sagde hans familie og kæreste stop.
De ville ikke længere se på, at han ødelagde sig selv for øjnene af dem. Derfor gav de ham et ultimatum om at gå behandling eller miste kontakten til dem.
Sådan går det Magnus i dag
Valget fik Magnus Juncher i barndomshjemmet i Lejre, hvor hans familie og kæreste gennem tre breve fortalte, hvad misbruget gjorde ved dem.
Da han i dag genser episoden, hvor hans daværende kæreste Katharina bryder sammen af lettelse over beslutningen, genkalder der sig flere følelser.
- Det var forfærdeligt. Hun kunne jo ikke mere, siger Magnus Juncher og tøver.
- Men det er samtidig også rigtig rart at se, hvor langt ude jeg var. Jeg har jo ikke mærket efter. Det gjorde jeg først, da jeg kom i døgnbehandling.
Undervejs i behandlingen valgte Magnus Juncher at slå op med Katharina. Her gik det nemlig op for ham, hvor meget alkoholen og deres parforhold var viklet sammen, og hvis han skulle ud af misbruget, var det nødvendigt at bryde deres forhold.
Et år senere har Magnus Juncher stadig ikke rørt alkohol, og han bor i dag sammen med sin nye kæreste i et hus i Nordsjælland.
Traumerne fra Afghanistan og Irak spøger stadig, og han er fortsat sygemeldt med posttraumatisk stresssyndrom (PTSD). Forskellen fra dengang er dog, at han nu tør drømme og sætte mål for fremtiden. Næste skridt er, at han skal være leder på et kursus for veteransoldater.
- Jeg er lykkelig. Jeg har aldrig været mere lykkelig - selv på de dårlige dage, siger han.
Katharina: Jeg har fået det godt
Ligesom for Magnus Juncher har det også været overvældende for 29-årige Katharina Andersen at se hele forløbet igen.
Især når hun genser de scener, hvor hun er slidt op af sin kærestes misbrug, kommer der mange følelser frem.
- Da jeg så mig selv i programmet, kan jeg huske, at jeg tænkte: "Hold op, hvor er det synd for den lille pige", siger hun.
Katharina Andersen er i dag flyttet hjem til Aarhus, hvor hun også boede, før hun mødte Magnus. Her har hun fået ro på sit liv, og selvom det har været en hård proces at komme videre, er hun igen landet.
Derfor er hun heller ikke længere i tvivl om, at det var den rigtige beslutning at gå hver til sit.
- Jeg står et sted i mit liv nu, som jeg ikke troede på for et år siden. Jeg har det godt. Jeg tør leve med alt, hvad det indebærer, og det er det bedste, jeg kunne bede om, siger hun.
Der er ikke én rigtig løsning
Både Magnus og Katharina håber på, at programmet kan være med til at hjælpe andre misbrugere eller pårørende, der står i deres situation.
- Ingen fortjener at leve under de vilkår, der er i et liv med misbrug. Men det kan være svært selv at sige stop, siger Katharina Andersen.
Det samme oplever Magnus Juncher, der i dag ikke kan forestille sig, at alkohol igen skal være en del af ham.
- Det, der virkede for mig, var ikke at betragte mit misbrug som et problem, men som en løsning på mit problem. For misbrug er en fantastisk løsning. Den er desværre bare kortsigtet, og den har en masse konsekvenser, som giver flere problemer, siger Magnus Juncher.
Hans opfordring til andre i samme situation er derfor at turde tro på, at man kan komme ud af misbruget.
- Jeg tror ikke, at der er én rigtig løsning, der virker til alle. Men jeg er sikker på, uden tvivl faktisk, at der er én løsning, der virker for dig, hvis du tør at udforske dig selv og se indad.
Du kan se hele programmet 'Misbrug' om Magnus og Katharina på TV 2 PLAY.