Ny app skal gøre det lettere for hjemløse at finde hjælp
I app'en kan hjemløse på et kort hurtigt finde ud af, hvor de eksempelvis kan finde et sted at sove eller få mad.
Hus Forbi og foreningen Fundamentet har skabt en ny app til smartphones, der skal hjælpe hjemløse og udsatte med hurtigt at finde ud af, hvor de kan få hjælp.
Det fortæller sekretariatsleder i Hus Forbi Rasmus Wexøe Kristensen. I app'en kan hjemløse på et kort hurtigt finde ud af, hvor de eksempelvis kan finde et sted at sove eller få mad.
Men også eksempelvis dyrlæger der hjælper at tilse udsattes kæledyr.
- Der er rigtigt mange tilbud til hjemløse rundt om i Danmark, og der er rigtigt mange hjemløse. Men det er ikke altid, at de kan finde hinanden.
- Når man står på gaden, så er ens liv ofte meget kaotisk. Og så mangler man et værktøj til at finde ud af, hvor man kan få hjælp, siger Rasmus Wexøe Kristensen.
Trykte guides misvisende
Han fortæller, at der tidligere har været mange trykte kort, der kunne hjælpe hjemløse. Men problemet er, at de steder og organisationer, der hjælper, hele tiden forandrer sig. Derfor bliver trykte guides hurtigt misvisende.
- Der kommer nye steder, nye åbningstider eller nye kontakter, siger sekretariatslederen.
Samtidig håber Hus Forbi på, at app'en kan blive en hjælp til dem, der hjælper hjemløse. De kan bruge app'en til få et overblik over, hvor de kan sende de hjemløse hen.
At der er tale om en app til smartphones er ikke et problem ifølge Rasmus Wexøe Kristensen.
- De fleste hjemløse har faktisk en smartphone. En smartphone er et fantastisk redskab, ikke mindst hvis man bor på gaden.
- Skal man have alt, hvad man ejer, i en rygsæk eller en skuldertaske, så er en smartphone et genialt redskab.
- Og man kan købe brugte smartphones til meget overkommelige priser, siger Rasmus Wexøe Kristensen.
App'en hedder Udsat i Danmark og er tilgængelig fra søndag.
Rasmus Wexøe Kristensen opfordrer personer og organisationer, der hjælper hjemløse, til at oprette sig i app'en, så den kan blive bedst mulig for brugerne.