Myndigheder advarer mod livsfarlig behandlingsform - én person er død
Mindst fire patienter har det seneste år oplevet, at lungerne klappede sammen efter akupunkturbehandling. Én døde.
Erling Møllehave døde den 13. juli, da hans lunger klappede sammen efter akupunkturbehandling med nålestik i brystet hos en alternativ behandler i Holbæk. Yderligere tre danske patienter – heraf to mindreårige – har inden for det seneste års tid fået punkteret deres lunger efter akupunkturbehandling i brystet. De overlevede, fordi de, da de fik det dårligt efter behandlingen, søgte lægehjælp i tide.
Det skriver Jyllands-Posten.
Sagerne får nu Styrelsen for Patientsikkerhed til at advare mod behandlingsformen, som blandt andet bruges til at dulme smerter samt hikke og stakåndethed hos kræftpatienter.
- Sagerne viser, at det potentielt er livsfarligt, hvis man ikke passer på ved akupunkturbehandling på brystkassen. Det er så alvorligt, at vi må advare om de risici, der er for, at en nål punkterer en eller begge lunger, så de klapper sammen, siger Karsten Bech, overlæge og sektionschef i Styrelsen for Patientsikkerhed, til Jyllands-Posten.
Under skærpet tilsyn
I to af de fire sager har styrelsen nu sat to fysioterapeuter under skærpet tilsyn og forbudt dem at foretage brystakupunktur uden, der er en læge til stede. Men styrelsen kan ikke reagere på tilsvarende vis over for en alternativ behandler fra Holbæk og en massør fra Herlev. Da de ikke er autoriserede sundhedspersoner, er de ikke underlagt styrelsens tilsyn og sanktionsmuligheder.
Overlæge på Vejle Sygehus Jan Lindebjerg og Dansk Medicinsk Akupunktur Selskab kritiserer det manglende tilsyn, og at det alene er op til de alternative behandleres brancheforeninger at føre kontrol og behandle klagesager.
- Brancheforeningerne kan ikke sikre reel forbrugerbeskyttelse og patientsikkerhed, siger Jan Lindebjerg, som også mener, at kun læger bør have tilladelse til at udføre brystakupunktur.
Formand afviser
Praktiserende Akupunktørers formand, Henrik Reinholdt, afviser, at der er brug for tilsyn. Foreningens medlemmer har gennemgået mere akupunkturuddannelse end myndighedernes minimumskrav, påpeger han.
På grund af den manglende mulighed for selv at gribe ind over for den alternative behandler og massøren har styrelsen i stedet politianmeldt de to.
Det er sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) tilfreds med. Hun kalder de fire sager 'dybt tragiske.'
- Jeg vil nu høre Styrelsen for Patientsikkerhed, om de er udtryk for en mere generel problemstilling, siger ministeren til Jyllands-Posten.