DAB-signal slukkes og erstattes med et nyt

DAB-radioer af ældre dato bliver ubrugelige efter midnat lørdag. Nyere modeller skal genindstilles.

Mellem 200.000 og 400.000 DAB-radioer bliver ubrugelige søndag.

Hvad er DAB?

DAB er en forkortelse for Digital Audio Broadcasting og er, som navnet antyder, en digital teknologi i modsætning til FM (Frekvensmodulation), der er analog.

Modsat FM-radio kan man med DAB udsende flere kanaler på samme frekvens. Dermed er der plads til flere radiostationer med DAB.

Samtidig er det muligt at mindske støj forårsaget af påvirkning mellem de forskellige kanaler. I displayet på en DAB-radio vil man desuden kunne få flere informationer om, hvad man lytter til.

Kilde: Slots- og Kulturstyrelsen

Ved midnat skifter radiosignalet nemlig fra det gamle DAB-radio til DAB+, og det betyder, at mange danskere med gamle DAB-radioer ikke kan tage signalet.

Ændringen sker som et led i medieaftalen, som flere folketingspartier indgik i 2015.

Selvom en stor del af de danske radiolyttere bliver ramt, vil det nye signal kun kræve en genindstilling af kanalerne for andre, forklarer Tobias Enné, talsperson for kampagnesekretariatet Mere Radio.

- Hvis man vågner op i morgen tidlig (søndag morgen, red.) og ikke får lyd ud af sin DAB-radio, er det også relativt let at få lyden tilbage igen. Yngre modeller efter 2012 skal blot genindstille kanalerne for at få lyden tilbage, siger han.

DAB+-radioer bliver revet væk

I Elgiganten i Odense er Daniella Kempfs på jagt efter en ny DAB-radio. Hun har ellers en velfungerede DAB-radio stående derhjemme - men radioen kan ikke modtage det nye signal.

Hun er derfor nødt til at skifte til en radio med DAB+.

- Det er smadderærgerligt. Den virker virkelig fint, men jeg kan bare ikke bruge den til noget mere, siger hun.

I butikken har Magnus Nørgaard, som er AV-ansvarlig, også mærket til den kommende ændring på radiosignalet. Flere kunder er opmærksomme på, at de fra den 1. oktober ikke kan tage signalet på deres gamle DAB-radio, og derfor er der efterspørgsel på nyere varianter.

- De (radioer med DAB+, red.) bliver revet væk fra hylderne, og vi kan næsten ikke nå at få nok hjem, siger han.

12 nye kanaler

Det nye radiosignal giver plads til 12 nye kanaler heriblandt BBC World Service, Ekstra Bladet Radio og Radio Klassisk.

Den svenskejede virksomhed Digital Radio Teracom, der bestyrer de 12 ledige radiopladser, er meget tilfreds med, at Ekstra Bladet og BBC ønsker at sende radio til danskerne.

- Vi er rigtig, rigtig glade for, at vi har kunnet få de to aftaler på plads, siger Martin Løbel, direktør for Digital Radio Teracom, til Ritzau.

- For BBC's vedkommende understreger det, at en udenlandsk aktør vil ind på det danske marked, at radio som platform er interessant.