Anklaget for vold mod anbragte børn: - Jeg står til ridderkorset

- Jeg er jo ikke den eneste, det er sket for.

Nogenlunde sådan lød ordene. Amal Hassna havde lige fortalt journalisten Rikke Dyrberg om sin tid i Norge, hvor hun som 13-årig blev anbragt i næsten ti måneder imod sin vilje. Og hvad værre var, så fortalte hun, at manden, der arrangerede anbringelsen, havde været voldelig mod hende.

Han hed Ole B. Nielsen, var tidligere mekaniker og drev nu Vildmarksprojektet, som stod for at anbringe danske børn i udlandet.

Men nu sagde Amal altså, at flere børn havde fået samme behandling af Ole B. Nielsen. Det lød utroligt. For hvis det var rigtigt, hvorfor havde ingen så reageret og anmeldt Ole B. Nielsen til politiet?

Det var udgangspunktet i januar, da jeg (Ketil Alstrup Johansen) sammen med Rikke Dyrberg begyndte at undersøge sagen. Rikke havde året før lavet en dokumentar med Amal og hendes to søstre, der viste, hvordan Slagelse Kommune ignorerede en række underretninger om, at pigerne var udsat for vold og seksuelle overgreb i en plejefamilie.

Se også

Søstrenes mor blev dræbt - så blev de anbragt i 'helvede'

Planen var egentlig, at vi blot ville lave en enkelt dokumentar. Den skulle handle om de tre søstres barndom i tiden, efter at Slagelse Kommune havde fjernet dem fra vold og sexovergreb hos plejefaren. Søstrenes papirer viste nemlig, at kommunen også i årene efter denne anbringelse svigtede Amal, Sapran og Nanna. Et af de værste svigt var, at de tillod Amals ulovlige anbringelse i Norge.

Se også

Først blev de anbragt i Helvede - så splittede kommunen søstrene op og svigtede dem igen

Men da Amal fortæller, at hun langt fra er det eneste danske barn, der har været anbragt i Norge med voldsomme oplevelser til følge, begynder vi at overveje at lave endnu en dokumentar.

For hvis det var rigtigt, at flere andre børn havde været anbragt ulovligt i udlandet via Ole B. Nielsen, og at de også havde oplevet vold, så var det jo med stor sandsynlighed ikke kun Slagelse Kommune, der havde svigtet udsatte børn. Der kunne være tale om et langt større myndighedssvigt, som blev nødt til at blive afdækket.

“Jeg har skullet rette alle mine unge ind”

Sagerne er alle omkring 10 år gamle, og der var fra begyndelsen ikke mange spor at gå efter. Men Amal havde kontakt til en anden pige, som hun havde mødt i Norge. Vi finder frem til hende og har valgt at kalde hende Selma, da hun kun vil medvirke anonymt. Vi kender naturligvis hendes rigtige navn.

- Jeg er kommet videre fra dengang, og jeg synes bare, det er meget rart, at jeg ikke skal sættes i bås, og at jeg ikke skal genkendes for det her, for jeg er ikke kun det her, fortæller hun i dag.

Selma fortæller os en historie om Ole B. Nielsen, som lyder endnu grovere, end det Amal har fortalt. Hun var 13 år gammel i marts 2007, da hun uden varsel blev hentet fra sit hjem. Det var hendes mor, der havde bedt kommunen om at iværksætte en frivillig anbringelse af Selma, da forholdet mellem mor og datter var meget dårligt.

Selma beskriver, at Ole B. Nielsen under transporten til hendes nye plejeforældrene i Sverige havde opført sig mærkeligt. Han var begyndt at tale grimt og nedværdigende til hende.

- Jeg ville ende som en luder, der suttede en pik for en Rød Cecil på Istedgade. Ingen vil have mig, og ingen vil tro på mig, hvis jeg siger det, fortæller hun.

Ifølge Selma drejede han ned ad en øde skovvej, og hun gik i panik. For hvem var den her mand, som hun sad helt alene med et ukendt sted i Sverige?

- I desperation tager jeg rattet og drejer sådan til venstre hårdt ned, fordi jeg tænkte, hvis den drejer ned i sådan en grøft, så kan jeg løbe, husker hun.

Men Ole B. Nielsen reagerede hurtigt. Han rettede bilen op, og stoppede den. En længere seance udspillede sig nu. Ole B. Nielsen smadrede Selmas telefon, da han smed den ud af vinduet. Og ligesom Amal fortæller Selma, at Ole B. Nielsen pressede hende ned i bunden af bilen, mens han råbte ad hende. Til sidst tog han kvælertag på hende, så det sortnede for hendes øjne.

- Og så kigger han mig bare i øjnene, og så slipper han og siger: "Er du færdig nu? Hører du efter nu? Jeg har skullet rette alle mine unge ind," fortæller Selma.

Derefter kørte de videre mod plejeforældrene, og Selma fik at vide, at hvis hun sagde noget om det, så ville han komme og fjerne hende og køre hende til det nordlige Norge.

Alt dette var jo Selmas påstand, og hun ville kun medvirke anonymt, så det var ikke nok til, at vi kunne viderebringe så alvorlige anklager. Men vi fik Selmas samtykke til at søge aktindsigt i hendes sag.

Her kunne vi se, at Københavns Kommune havde lavet en aftale med firmaet Ambolten om Selmas anbringelse, og at hun skulle igennem en “observation/ferie og motivationsperiode” i Sverige/Norge. Prisen var 124.000 kroner per måned.

Ejeren af firmaet Ambolten var Thorleif Rasmussen, og han hyrede Ole B. Nielsen til at udføre anbringelsen. Der står intet i kontrakten om de svenske plejeforældre, som Selma blev anbragt hos.

Sandheden kommer altid frem

Da vi går Selmas papirer igennem, finder vi en statusrapport, som Thorleif Rasmussen har skrevet om Selma den 30. april 2007. I rapporten står følgende:

”Køreturen er vores første pædagogiske værksted, hvor kontakt og tillid forsøges. (…) I Selmas tilfælde skete det måske ved lidt vel høj tale.”

Der står også, at Selma boede hos Olle og Anette på et hestestutteri nær Jönköping, der hedder Kalvefalls.

Vi finder frem til Selmas plejefar, der hedder Olle Forsell, og vi ringer til ham. Reaktionen er overvældende.

Olle Forsell fortæller, at han har ventet på vores opkald i 10 år.

For han husker tydeligt Ole B. Nielsen, og at børnene anklagede ham for vold. Derfor har han i 10 år gemt et håndgribeligt bevis mod Ole B. Nielsen. Han har nemlig en pilleæske liggende med piller, der er udskrevet til Ole B. Nielsen. Medicin som Ole B. Nielsen havde sagt, at plejeforældrene skulle give til en dansk dreng ved navn Karsten Nielsen, der også var anbragt hos dem.

Til sidst i samtalen begynder Olle Forsell at græde. For efter Selma blev fjernet, har han kontaktet en række personer i Danmark for at stoppe Ole B. Nielsen, men ingen har reageret.

- Jeg har haft så mange tanker om den pige. Sandheden kommer altid frem. Derfor har jeg gemt medicinen og alle mails fra dengang, fortæller Selmas tidligere plejefar.

Judo-greb som børnetest

Vi beslutter, at vi sammen med Selma og Amal kører op til Olle Forsell og Anette Ryd på hestestutteriet Kalvefalls øst for Jönköping. De har ikke set Selma i 10 år, og de er meget glade for at se hende igen, og de har meget at snakke om. Det gik nemlig dramatisk for sig den dag, hvor Ole B. Nielsen kom og fjernede Selma.

Efter Selmas tre første uger hos de svenske plejeforældre ankom Ole B. Nielsen med den danske dreng Karsten. Han var 16 år gammel. Olle og Anette havde sagt ja til at få en pige mere i pleje, men nu stod Ole B. Nielsen der altså med en dreng.

Ole B. Nielsen forklarede, at de skulle give drengen piller for at berolige ham. Alprazolam og Truxal. Morgen og aften. I alt syv piller dagligt. Svenskerne undrede sig over, at Ole Nielsens eget navn stod på pilleæsken med Truxal, men han forklarede, at det var en psykiater, der udskrev dem i hans navn, så de kunne bruges i akutte situationer. Plejeforældrene fik også at vide, at Ole Nielsen havde givet Karsten en Truxal på vej til Sverige.

De første par dage gav plejeforældrene Karsten sovemedicinen Alprazolam, men den anti-psykotiske medicin Truxal fik han aldrig. Han var jo en helt normal dreng, tænkte de svenske plejeforældre, så hvorfor medicinere ham?

Før han kørte væk, sagde Ole B. Nielsen noget andet, som undrede de svenske plejeforældre.

- Han var stoppet et sted med de unge, og som han sagde til os, så tager han et judo-greb på dem for at se, om de reagerer udad eller indad. Vi spurgte, om det var nødvendigt, men han sagde, at det var meget vigtigt. Og ja, set i bakspejlet var det helt vanvittigt, siger Olle Forsell.

Børnene fortalte plejeforældrene, hvad Ole B. Nielsen havde gjort ved dem, men i begyndelsen troede Olle Forsell og Anette Ryd ikke på dem. Ole B. Nielsen havde nemlig sagt, at børnene ikke var til at stole på.

Forbandede lille luder

Plejefaren Olle Forsell husker, hvordan Karsten og Selma efter nogle uger bliver kærester, men de varme følelser fører også skænderier med sig. Til sidst vurderer Olle Forsell, at det ikke går at have de to anbragt samme sted, og derfor ringer han til Ole B. Nielsen og beder ham om at finde et nyt sted til Karsten.

- Men da Ole kom, så kom han for at hente dig, forklarer Anette Ryd og peger på Selma.

Hun uddyber:

- Og så sagde vi: "Nej, nej, nej, det er Karsten, der skal videre". Du skulle blive. Og der begyndte konfrontationen.

De svenske plejeforældre fortæller, at de konfronterede Ole B. Nielsen med børnenes anklager, og at han begyndte at opføre sig aggressivt og tale nedladende om Selma.

- Han blev fuldstændig vanvittig og stod og råbte op om, at den forbandede lille luder, hun bare spredte sine hvide lår for hvilken som helst mand, der kom kravlende, husker Olle Forsell.

Derefter beordrede Ole Nielsen begge børn ind i sin bil, og så kørte han dem væk fra den svenske plejefamilie. De blev efterfølgende anbragt ved hver sin plejefamilie i Norge.

“Cover, cover, cover”

Olle Forsell viser os flere mails fra dengang. De viser, at han i ugerne, efter at Ole B. Nielsen fjernede Karsten og Selma, skrev flere gange til lederen af institutionen Teglgårdslund i Hillerød, som på det tidspunkt drev firmaet Ambolten og dermed var Ole Nielsens arbejdsgiver.

Her beskriver han den vold, de to børn fortalte om, medicineringen af Karsten og Ole Nielsens aggressive opførsel under afhentningen.

Det var Thorleif Rasmussen, der var leder af institutionen Teglgårdslund, men vi finder i researchen ud af, at han døde for tre år siden.

Til gengæld kan vi se i Olle Forsells gamle mails, at en psykolog ved navn Torben Kjeldsen besvarer en af hans mails.

- Vi er i øjeblikket ved at udrede sagsforløbet. Thorleif er blevet opereret, så derfor er vi nødt til først at svare grundigt på jeres brev i næste uge, skriver psykologen.

Men Olle Forsell fortæller, at han aldrig hørte tilbage fra psykologen eller andre på Teglgårdslund.

- Man har en nyttig idiot, som laver det job, som ingen andre på det sociale område vil lave, og så cover, cover, cover, mener Selmas tidligere plejefar.

Vi ringer til psykologen Torben Kjeldsen og forelægger ham oplysningerne.

Han kan godt huske sagen, men han forklarer, at han regnede med, at Thorleif Rasmussen eller Ole B. Nielsen selv havde taget sig af henvendelsen fra den svenske plejefar.

- Altså jeg havde ikke det ledelsesansvar på det tidspunkt. Det er jeg sikker på, at Thorleif har taget sig af. Jeg er ked af at høre det, fordi det er noget værre møg, må jeg sige ligeud, hvis ikke der er nogen, der har kontaktet dem, siger Torben Kjeldsen i et telefon-interview.

Psykologen forklarer også, at han aldrig spørger hverken Selma eller Karsten direkte, om de var udsat for vold af Ole Nielsen. Han ønsker ikke at medvirke i et tv-interview.

Ingen reaktion fra kommuner

Olle Forsell skrev også en mail direkte til Hillerøds borgmester, som dengang var socialdemokraten Nick Hækkerup.

Hillerød Kommune bekræfter, at Olle Forsell har skrevet til Nick Hækkerups rigtige mailadresse, men at mailen ikke er registreret i kommunens it-system.

Hillerød kommune forklarer desuden:

- Nick Hækkerup havde sekretærbistand, som også hjalp med e-mails.

Vi skriver til Nick Hækkerup, der udover at være tidligere borgmester i Hillerød også er tidligere minister. Vi spørger ham, om han kan huske sagen og får følgende korte svar:

- Jeg kan ikke huske sagen, og jeg kommenterer af princip ikke sager fra mine tidligere ministerområder eller min borgmestertid, så jeg kan ikke hjælpe dig.

Olle Forsell føler, at han møder en mur af tavshed, men han giver ikke op. Han har nemlig fået kontakt til Selmas tidligere aflastningsfamilie i Danmark. Faren i familien underretter Selmas sagsbehandler i Københavns Kommune om den mulige vold.

Sagsbehandleren forlanger en redegørelse fra Thorleif Rasmussen, der var leder af både firmaet Ambolten og institutionen Teglgårdslund.

I den skriver Thorleif Rasmussen blandt andet, at Selmas telefon “røg ud af vinduet”, og at “Ole holdt fast i hendes krave”.

Men Københavns Kommune spørger aldrig Selma, hvordan hun oplevede turen op til de svenske plejeforældre. Kommunen stiller sig tilsyneladende tilfreds med redegørelsen, og Ole Nielsen kan således fortsætte sine anbringelser af Selma, Amal, Karsten og andre danske unge uden at skulle forholde sig til børnenes anklager.

Da vi i maj kontakter Københavns Kommune, takker kommunen nej til til at udtale sig med den begrundelse, at det er en gammel sag. Men i august skiftede kommunen mening og sendte os følgende svar om Selma:

- Vi har simpelthen ikke haft godt nok styr på anbringelsen. Hun skulle ikke have været anbragt uden for Danmark, og vi skulle have fulgt hende tættere under anbringelsen og lyttet mere til hende.

Ole Nielsens egen anti-psykotiske medicin

Hvis København eller Hillerød kommune dengang havde kontaktet den svenske plejefar, så ville de have fundet ud af, at Karsten havde været udsat for ulovlig medicinering.

Det viser den pilleæske med Ole Nielsens eget navn på, som Olle Forell har gemt. Pillerne blev udskrevet til Ole B. Nielsen to år, før han gav medicinen til Karsten Nielsen på vej til Sverige.

- Det er bestemt ikke lovligt, fordi der er jo en grund til, at det er en lægeforbeholdt behandling at anvende receptpligtig medicin. Straframmen er afhængig af omstændighederne. Alt fra en bødestraf til fængsel, forklarer Anette Lykke Petri, der er enhedschef i Styrelsen for Patientsikkerhed.

Hun tilføjer, at Truxal, der er anti-psykotisk medicin, kan påvirke hjerterytmen og i værste fald føre til dødsfald.

Den dag, Ole B. Nielsen kører Karsten til Sverige, skriver Ole B. Nielsen til Frederikssund Kommune, der har ansvaret for Karstens anbringelse, at han samarbejder med en psykiater ved navn Flemming Bjørndal.

Derfor ringer vi til psykiateren og spørger, om han nogensinde har udskrevet medicin til Karsten.

- Aldrig. Det siger mig intet. Jeg kender ikke til den sag eller til, at Ole skulle have givet Truxal, som han selv har fået udskrevet. Jeg har ikke samarbejdet med Ole. Han pynter på mange ting, siger Flemming Bjørndal.

Han brugte voldtægten i mod mig

Efter vores besøg hos Olle Forsell tager vi til Heidal i Norge sammen med Amal.

Her interviewer vi flere af de plejefamilier, som har haft danske børn boende.

Mange af dem fortæller, at Ole B. Nielsen betalte dem kontant. Plejeforældrene fik typisk omkring en tredjedel af det beløb, som børnenes hjemkommuner betalte for anbringelsen. Typisk kendte de danske kommuner ikke plejeforældrenes præcise adresse, selvom det var deres pligt at føre tilsyn med børnene.

Flere af de norske plejeforældre fortæller, at de unge var bange for Ole B. Nielsen. Amals første plejefar, Thomas Ulekleiv, husker, at Ole B. Nielsen fortalte ham, at han bare skulle tage hårdt fat i Amal.

En anden norsk plejefar fortæller, at to af børnene sagde direkte til ham, at Ole B. Nielsen havde været voldelig og taget kvælertag på dem.

En tredje norsk plejefar ved navn Per Skogum hjælper os i kontakt med Simone Aars - en dansk pige, der var anbragt hos ham i 2007, da hun var 15 år gammel.

Vi kontakter Simone og møder hende på en café i Helsingør, hvor hun fortæller om en barsk episode med Ole B. Nielsen.

Ligesom Amal var Simone blevet kørt til en plejefamilie i Norge mod sin vilje. Kort forinden var hun blevet voldtaget. Simone var derfor en stille og indelukket pige hos den norske plejefamilie, der egentlig forsøgte at behandle hende godt.

Under et besøg i Norge giver Ole Nielsen Simones plejeforældrene besked på, at hun kun må ringe hjem til sin mor én gang om ugen i fem minutter. Simone klager over reglen, som hun mener er helt uretfærdig. Hun spørger ham derfor: Hvordan ville du selv have det, hvis det var dine børn, der kun måtte ringe til dig i fem minutter ad gangen?

- Han begynder til at starte med at råbe og skrige ad mig og sige, at jeg ikke skal blande hans familie ind i det her. Og han begynder at kaste mig ned i gulvet og lægge mig i forskellige greb og holde mig fast, husker Simone og uddyber:

- Han brugte det mod mig. Han mente, at det var min egen skyld, at jeg var blevet bortført og voldtaget. Han mente, at jeg var en lille billig luder, der havde fortjent det.

Selvom det er over 10 år siden, og Simone Aars har et godt liv med mand, to børn og fast arbejde i dag, så påvirker episoden med Ole B. Nielsen hende stadig. Hun overvejer i ugevis, om hun vil stå frem eller ej. Til sidst siger hun ja. Hun synes, at det er vigtigt, at sandheden kommer frem.

Helsingør Kommune ønsker ikke at medvirke i et tv-interview, men de har skrevet til TV 2 Dokumentar:

- Helsingør Kommune erkender, at anbringelsen var en klar fejl. Det vil vi gerne undskylde over for Simone.

7ud af 10: Ole B. Nielsen var voldelig

Efterhånden finder vi frem til ti danske unge, der alle har været anbragt i udlandet som børn via Ole B. Nielsen. Fælles for de unge er, at de var omsorgssvigtede børn dengang - en var forældreløs, andre var børn af misbrugere. Vi beder dem fortælle, hvad de kan huske om deres anbringelse og Ole Nielsen, uden at sige hvad andre har sagt.

7 af de 10 fortæller uafhængigt af hinanden, at Ole B. Nielsen var voldelig over for dem.

En af dem er Karsten Thorvald Nielsen. Det var ham, der boede sammen med Selma hos Olle Forsell og Anette Ryd i Sverige. Vi finder hans navn i sagsakter, som vi får efter at have søgt aktindsigt i Hillerød Kommunes tilsyn med institutionen Teglgårdslund.

Karsten bor i dag i Esbjerg, hvor han er ved at tage en HF-eksamen. Han vil gerne videreuddanne sig til sygeplejerske i psykiatrien. Karsten forklarer, at han som 16-årig under en druktur begik et røverisk overfald på en mand, der havde givet ham og en kammerat et lift. Drengene slog ham ned og stjal hans bil.

- Det er jo noget, jeg stadig skammer mig over, fortæller Karsten Nielsen.

Efter overfaldet kunne Karsten ikke blive boende på den institution, han var anbragt på. Han bliver derfor hentet af Ole B. Nielsen i marts 2007. Karsten forklarer, at de kører på motorvejen. Pludselig stopper Ole B. Nielsen bilen i nødsporet.

- Så tager han selen af og kigger på mig og siger: Hvordan har du det med, at du slog en mand, du ikke kendte? Så siger jeg: Det ved jeg ikke. Og så gik han fuldstændig amok på mig. Han vred armene rundt på mig, han kvalte mig, slog mig i maven, og bukkede alting rundt på mig, husker Karsten.

Han forklarer, at det flere gange sortnede for hans øjne.

Det er ikke tilladt at bruge magt mod et anbragt barn, medmindre barnet er til fare for sig selv og andre. Og hvis man bruger magt, skal episoden indberettes til den kommune, der har ansvaret for barnet. Der er ingen indberetning blandt Karstens papirer.

Efter anbringelsen i først Sverige og så Norge bliver Karsten anbragt på institutionen Teglgårdslund, hvor Ole B. Nielsen også arbejder. Her opstår der endnu en voldsom episode mellem de to. Karsten ender på skadestuen med to sår ved tindingen, men det er Ole B. Nielsen, der bliver tilbudt krisehjælp.

To uger senere bliver episoden indberettet som en lovlig magtanvendelse til Hillerød Kommune. I indberetningen står der om Karsten: ”Han begynder at true Ole B. Nielsen og slår efter Ole B. Nielsen.”

Karstens forklaring er helt anderledes, og den er ikke med i indberetningen. Dermed var indberetningen i strid med reglerne. Det vurderer Frederikssund Kommune knap et år senere, og Caroline Adolphsen, der er lektor i børneret ved Aarhus Universitet, er enig.

Først 10 måneder senere lytter nogen til Karsten.

“Det var jo fuldkommen forrykt”

I Karstens sagsmappe, som vi får aktindsigt i, ligger et fem sider langt ordret referat af en samtale, han har med en familieplejekonsulent i 2008.

I referatet kan vi læse detaljerede beskrivelser af forskellige krænkelser, som Karsten anklager Ole B. Nielsen for – ikke mindst volden i bilen i nødsporet og den ulovlige medicinering med, hvad der ser ud til at være Ole B. Nielsens egen Truxal.

Indholdet af referatet passer meget præcist med det, Karsten fortæller os, da vi ringer til ham ni år senere.

Vi ringer til familieplejekonsulenten, der fortæller, at han dengang optog samtalen med Karsten og derefter skrev en underretning til Hillerød Kommune om mulig vold, fordi det ikke var første gang, at han stødte på Ole B. Nielsens navn.

- Der var lignende historier, som den Karsten fortalte om. Ole B. Nielsen var meget truende over for de her unge. Han havde dem på tomandshånd, og så lavede han de mest besynderlige ting med dem, husker han.

Konsulenten fortæller, at han havde hørt flere unge sige, at Ole B. Nielsen havde taget deres mobiltelefoner og smidt dem ud af vinduet i sin bil.

- Min forståelse af Ole var, at han brugte den her truende adfærd til at holde de unge på plads. Så da jeg stødte på Karsten i forbindelse med, at jeg blev ansat i Frederikssund Kommune, så reagerede jeg. For netop at få det lukket. Det var jo fuldkommen forrykt, mener han.

Men Ole B. Nielsen fik ikke frataget retten til at arbejde med børn. Han blev heller ikke meldt til politiet. Og Ole B. Nielsens firmaer - Rejseprojektet og Vildmarksprojektet - blev heller ikke lukket af myndighederne.

Selvom konsulenten fra Frederikssund Kommune sendte den alvorlige underretning om Karsten til Hillerød Kommune i juli 2008, så fortsatte Ole B. Nielsen med at anbringe danske børn i udlandet i flere år.

Furesø Kommune brugte ham for eksempel til to anbringelser i Norge, Finland og Spanien i 2009-2010, og Helsingør Kommune brugte ham indtil 2011 til en anbringelse i både Spanien og Danmark.

Vi har lavet en rundspørge til sjællandske kommuner, der viser, at 13 kommuner brugte ham til anbringelser i udlandet i 00’erne. Flere kommuner kalder anbringelserne for observationsperioder.

- Man må ikke anbringe børn i udlandet. Det, at de kalder det observation eller ferie, ændrer ikke på, at tre måneder jo ikke er en weekendtur. Så det er en de facto anbringelse, og man kan ikke anbringe børn i udlandet. Det er simpelthen ulovligt, fastslår Caroline Adolphsen, der er lektor i børneret ved Aarhus Universitet.

“Jeg var knaldhamrende dygtig”

I månedsvis forsøger vi forgæves at få Ole B. Nielsen til at medvirke i dokumentaren. Amal og Rikke Dyrberg opsøger ham sågar på hans bopæl, men han nægter at kommentere på de unges anklager om blandt andet vold. Men en aften ringer min telefon pludselig.

Det er Ole B. Nielsen. Han har ombestemt sig. Han vil alligevel godt stille op til et tv-interview.

Ole B. Nielsen siger også ja til at møde Amal, Selma, Simone og Karsten.

Mødet bliver intenst og højrøstet. Den frygt, de tidligere anbragte følte, da de var børn, er forvandlet til vrede.

På mødet afviser Ole B. Nielsen de unges anklager om vold. Han forklarer, at det var de unge, der var voldelige mod ham.

Ole B. Nielsen har heller ikke kaldt pigerne for luder. Det er en misforståelse, siger han.

- I nogle situationer bliver man nødt til at sige sådan her til en pige: "Hvis du fortsætter med at komme på Christiania, så ender du i et prostitueret miljø". Det kan godt vendes af jer til i nogle ophøjede diskussioner, at jeg står og nedgør jer og siger: "Du er en luder", siger Ole Nielsen.

Ole B. Nielsen benægter dog ikke det hele. Han erkender, at han brugte magt mod de fire, da de var børn. Magtanvendelser, som han aldrig indberettede, hvilket er i strid med reglerne.

- En magtanvendelse skal registreres og indberettes til den relevante anbringende kommune, og det skal den jo selvfølgelig for at sikre sig, at det, der er sket, er lovligt, eller hvis det ikke er lovligt, at man kan gøre noget ved det, forklarer Caroline Adolphsen, der er ekspert i børneret.

Da Karsten spørger ind til den ulovlige medicinering af ham selv, forklarer Ole B. Nielsen, at han dengang talte i telefon med en psykiater, der sagde, at Ole B. Nielsen skulle give Karsten en Truxal-pille. Pillerne, der ifølge etiketten på pilleæsken var udskrevet til Ole B. Nielsen selv, havde psykiateren udskrevet i Ole B. Nielsens navn til brug i akutte tilfælde, forklarer han. Men Ole B. Nielsen nægter at fortælle, hvem psykiateren er.

Må vi få navnet på den læge, du påstår, du har talt med?

- At have en læge i forhold til en ung er et meget personligt forhold, og jeg går ikke ind i, hvilke unge der havde hvilke læger. Det er dybt personligt, svarer Ole B. Nielsen.

Karsten fortæller i dag, at han hverken har haft nogen psykiatrisk diagnose eller nogensinde fået udskrevet anti-psykotisk medicin.

Da mødet er ved at slutte, siger den tidligere mekaniker, at han er stolt af, at han kunne rumme de - ifølge ham - voldelige børn dengang.

- Jeg har været så dygtig, og jeg står til ridderkorset. Jeg var knaldhamrende dygtig, siger Ole B. Nielsen, mens de unge ryster på hovedet.

Syv ud af ti tidligere anbragte børn anklager altså Ole B. Nielsen for vold, som han ifølge de syv begik, mens han fik hundredetusindvis af skattekroner for at give dem socialpædagogisk støtte.

Flere plejeforældre husker, at de unge var bange for Ole Nielsen. En norsk plejefar husker, at Ole B. Nielsen sagde, at han bare skulle tage hårdt fat i Amal. En anden norsk plejefar husker, at hans danske plejebørn anklagede Ole B. Nielsen for at være voldelig og tage kvælertag på dem. Selma og Karstens tidligere plejefar fra Sverige, Olle Forsell, husker, at Ole B. Nielsen selv forklarede, at han brugte judo-greb for at teste børnene, og at han kaldte en 13-årig Selma for en luder.

Er det din påstand, at alle de her personer lyver?

- Nej. Jeg har haft meget, meget voldelige unge mennesker. Når man får meget, meget voldelige unge mennesker, så skal man regne med, der kommer mange beskyldninger mod én, og det kan jeg godt rumme som projektleder, svarer Ole B. Nielsen.

Men hvad med plejeforældrene? De kommer også med beskyldninger.

- Jeg kan godt rumme, hvis de føler sig fornedret. Hvis de føler, at deres opgave er blevet taget fra dem, fordi de ikke var dygtige nok. Så kan jeg godt rumme, at de går ind sammen med børnene og finder en eller anden fællesnævner for, at han var dum, ham Ole. Lederen er tit dum. Det kan jeg godt rumme.

Tre af de piger, vi har interviewet, og to plejeforældre siger, at du brugte ordet ”luder” over for de her piger. Hvorfor bruger du den slags ord over for børn?

- Jeg kan godt rumme, at der er nogen, der mener, at jeg har sagt det ene og det andet og det tredje. Det kan jeg godt rumme. Jeg er dybt uenig, men jeg kan godt rumme det.

Vi har talt med otte unge, der var i din varetægt som børn. De fortæller, at du talte grimt til dem, og at du truede dem. Syv af dem fortæller også, at du var fysisk voldelig. Mener du selv, at du var egnet til at tage dig af dem?

- Jeg var fantastisk. Jeg fik kun voldelige unge mennesker. Der var ikke andre, der ville have dem. Og når du får meget voldelige unge mennesker, så skal du være sikker på én ting og det er, at du får meget kritik, og den modtager jeg også gerne. Så jeg er pisse hamrende dygtig. Jeg er ked af at sige det. Jeg tror sgu ikke, der var ret mange, der kunne nå mig til mere end hertil (sokkerne, red.), fordi ellers havde de nok gjort det.

Amal Hassna og Karsten Nielsen har nu politianmeldt Ole B. Nielsen for vold.

Politiet har indstillet efterforskningen af Karstens anmeldelse, fordi de mener, at sagen blev forældet fem år efter gerningstidspunktet - altså i 2012.

Amal afventer stadig udfaldet af sin politianmeldelse.

Ole B. Nielsen fortæller, at han i 2013 stoppede med at arbejde med anbragte børn og lukkede firmaet Vildmarksprojektet. I dag er han førtidspensionist.