Samfund

Ny undersøgelse: Hver fjerde far får psykiske problemer efter fødsel

Ny undersøgelse viser, at efterfødselsreaktioner hos mænd er tabu i samfundet, mener Mødrehjælpen.

Hver fjerde mand med små børn har haft negative, psykiske reaktioner i forbindelse med fødslen af deres barn.

Det viser en ny Megafon-måling, som Mødrehjælpen har fået lavet. Undersøgelsen omfatter 505 mænd, som er blevet spurgt, om de har været negativt psykisk påvirket i form af en efterfødselsreaktion. 

128 af de 505 mænd, svarende til 25 procent, svarer 'ja' til, at de har haft en efterfødselsreaktion.

Undersøgelsen viser også, at kun knap halvdelen af de mænd - 44 procent - der oplevede sådan en reaktion, tog imod et tilbud om rådgivning og hjælp.

- Forekomsten af efterfødselsreaktioner hos mænd er rigtigt høj. Det er tabu for mændene at være åbne omkring efterfødselsreaktioner, konkluderer Mødrehjælpen på baggrund af resultaterne i undersøgelsen.

Nico Thomsen, social- og sundhedshjælper, er en af de mænd, der er blevet ramt af en fødselsdepression. Det skete efter fødslen af hans lille søn, den yngste af hans tre børn.

- Jeg havde ikke lyst til noget som helst med ham. Jeg havde ikke lyst til at komme hjem, han blev afleveret hurtigt tilbage til moren, jeg havde ikke lyst til at tage ham om natten. Jeg havde ikke lyst til at putte ham. Jeg havde ikke lyst til at have noget som helst med ham at gøre, siger Nico Thomsen.

Han fortæller, at reaktionen var helt anderledes end ved fødslen af hans to ældste børn.

- Jeg skubbede faktisk næsten moren væk, og sagde "jeg kan klare det hele", siger Nico Thomsen.

Nico fik hjælp

Det var Nico Thomsens kæreste og parrets sundhedsplejerske, der sørgede for, han fik hjælp.

- Jeg fik en test, som viste, at jeg havde en fødselsdepression. Jeg snakkede med familie og venner, og jeg opsøgte en psykolog for at få ind under huden, at jeg havde en fødselsdepression. Vi har snakket meget om, at det ikke er et tabuemne, det er normalt, siger han. 

Først, da han fik at vide, han havde en fødselsdepression, fik han klarhed - og mere overskud til sin familie og sin yngste søn.

- Vi blev faktisk en lykkelig familie. Det har taget over et år. Jeg er ikke helt i mål, men det ved jeg, at jeg kommer, siger Nico Thomsen.

Direktør for Mødrehjælpen: Mænd er bange for at sige de har fødselsdepression.

Direktør: Jeg ville også have svært ved at tale om det

Ifølge direktør for Mødrehjælpen, Mads Roke Clausen, ved mange ikke, at mænd også kan få en fødselsdepression.

- Det er også lidt flovt. Man er bange for at blive til grin, hvis man som mand skal sige, man har en fødselsdepression, siger Mads Roke Clausen til TV 2.

Han indrømmer, at han også selv ville have svært ved at tale om det blandt andre mænd, hvis han fik en fødselsdepression.

Chefpsykolog: Der mangler tilbud til mænd

Svend Aage Madsen, chefpsykolog på Rigshospitalet, mener, der mangler behandlingstilbud for mænd, der bliver ramt af fødselsdepressioner.

- Man kan opspore de fleste problemer ved at screene mændene systematisk, lige som man gør med kvinderne, siger Svend Aage Madsen til TV 2.

Han opfordrer også til, at man lytter til de mænd, der siger, de har fået problemer.

- Tag dem alvorligt. Hvis en mand fortæller han har fået psykiske problemer, så er der noget om det, siger Svend Aage Madsen.

Kun hver tiende kender en mand, der haft efterfødselsreaktion

Desuden har Megafon spurgt 1166 voksne danskere om deres kendskab til mænds fødelsdepressioner. Mens hver tredje kender en person i deres omgangskreds, der har været negativt psykisk påvirket i form af en efterfødelsreaktion, kender kun hver tiende en mand, der har haft en efterfødselsreaktion.

Ifølge Mødrehjælpen viser forskning, at udbredelsen af fødselsdepression hos kvinder kun er marginalt højere end hos mænd - 11 procent hos kvinderne og otte procent hos mændene. 

- Der mangler kendskab til risikoen for fødselsreaktioner blandt fædre - både i samfundet og hos mændende selv, konkluderer Mødrehjælpen på den baggrund.