Galleriejer fik over 300 dødstrusler - forstår godt, hvorfor museum ikke udstiller tegning
Erik Guldager har selv betalt en høj pris for at udstille Kurt Westergaards Muhammed-tegning. Han forstår godt, at museum ikke vil udstille tegningen.
Debatten om ytringsfrihed og Muhammed-tegninger ruller igen på grund af en udstilling på Skovgaard Museet i Viborg, der netop undlader at vise tegningerne.
I dag blandede integrations- og udlændingeminister Inger Støjberg (V) sig i debatten i et opslag på Facebook, hvor hun viste, at den mest berømte Muhammedtegning - bomben i turbanen - er baggrundsbillede på hendes iPad.
Den tidligere ejer af Galleri Draupner, Erik Guldager, er den seneste i Danmark, der har udstillet Kurt Westergaards Muhammed-tegning. Den beslutning havde konsekvenser.
- Når vi havde Kurt Westergaard på udstillinger, var det med maskinpistoler over det hele, bombehunde og scanninger. Et enormt alarmberedskab, fortæller Erik Guldager, der i dag er bosat i Luxembourg.
- Det bliver med bombehunde
Derfor forstår han om nogen, hvorfor museer i dag skælver ved tanken om at udstille tegningen.
- Hvis de viser Muhammed-tegningen i Viborg, trækker det alle mulige mennesker til. Så bliver det med bombehunde til at gennemsøge museet, siger Erik Guldager til TV 2
Selv mener han at have fået over 300 dødstrusler, siden han udstillede Muhammed-tegningen første gang i 2009.
I årene frem til 2014 blev han udsat for en række trusler, hvor han blandt andet blev truet med at få halsen skåret over med en sabel.
Får ikke det samme liv
Flere gange førte truslerne til politiefterforskning. Det er trusler, enhver kommende udstiller af Muhammed-tegningerne skal være klar til at leve med.
- Det er den ansvarlige for Skovgaard Museet, der skal tage en beslutning om, hvordan de vil sove om natten. Hvordan deres liv skal være fremover, hvilken beskyttelse de vil være under med familie, børn og så videre, siger Erik Guldager.
Og det er ikke sikkert, de får det samme liv?
- Det kan jeg garantere dig for, at det gør de ikke.
Familien fik nok af trusler
Til sidst fik familien nok af truslerne - og flyttede til Luxembourg.
Er det så ikke en endegyldig sejr for terrorismen?
- Jo, det er det så langt, at hvis man siger nej og bukker hovedet, så er der flere, der vil sige nej og bukke og rette ind. Så ender det med at terroristerne eller islamisterne siger, så må du ikke male med farven blå, du må ikke digte med de ord, du må ikke danse med det tøj, du må ikke gøre det, det og det. Og til sidst må vi hverken synge, male, danse, tegne eller digte, siger Erik Guldager.
Men Erik Guldager mener ikke, det er fair, at politikere kalder Skovgaard Museet for ”slappe”, fordi de træder varsomt:
- Du kan tage politikerne og bede dem åbne et galleri og udstille Muhammed-tegningerne - og så spørge, om de stadig mener det.
Westergaard bakker op om Støjberg
Tegneren Kurt Westergaard har også selv betalt en høj pris for at tegne Muhammed med en bombe i turbanen og har i årevis levet med dødstrusler. Alligevel støtter han integrationsminister Inger Støjbergs opslag på Facebook.
- Det har hun ret til at gøre. Det er helt fint, at der også er nogen, der tager det synspunkt. For ytringsfriheden skal vi absolut bevare, siger Kurt Westergaard i dag til TV 2.
Skovgaard Museet slår dørene op til udstillingen ’Billedstorm’ på fredag.