Nu undskylder operatøren bag letbanen

Keolis beklager, efter indvielsen af Aarhus Letbane er blevet udsat.

- Keolis er dybt rystede over aflysningen af åbningen af Aarhus Letbane og kan kun beklage og undskylde overfor borgerne i Østjylland og ejerne af Aarhus Letbane.

Sådan skriver operatøren Keolis, der har til hovedopgave at drive Aarhus Letbane, i en pressemeddelelse, dagen efter Trafikstyrelsen afviste at godkende letbanen, som skulle have kørt sin første tur lørdag.

Særligt afgørende var det ifølge Trafikstyrelsen, at Keolis ikke gør brug af et sikkerhedsledssystem, der lever op til styrelsens standarder.

- Det er alt for tyndt lavet. Det hænger ikke rigtigt sammen. Det er ikke fyldestgørende på en sådan måde, at vi som sikkerhedsmyndighed kan stå inde for det, siger Kåre Clemmesen, der er vicedirektør i Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen.

Keolis mener, at man har et sikkert ledelsessystem, hvilket operatøren også meddelte Trafikstyrelsen, da man sent fredag modtog styrelsens udkast til afgørelsen.

Samtidig skriver Keolis dog, at man tager kritikken til efterretning og ”beklager meget konsekvenserne heraf”.

Festen er aflyst

Lørdag skulle letbanen være indviet ved en stor festlighed i Aarhus. Men den første tur er nu udsat - indtil videre på ubestemt tid.

- Jeg er personligt rystet og dybt ked af, at letbanen ikke kommer til at køre, sagde direktøren for Aarhus Letbane, Claus Rehfeld Moshøj, fredag til TV 2 Østjylland.

Keolis skriver, at man i de kommende uger vil fortsætte samarbejdet med Aarhus Letbane og Trafikstyrelsen for hurtigst muligt at kunne køre med passagerer.