Familien arbejder på, at den ældste søster kan komme til at bo tættere på dem.
TV 2 sendte torsdag aften dokumentaren 'Anbragt - efter helvedet' om en søskendeflok, der havde oplevet flere svigt, da de blev anbragt. Søskendeflokken tæller i alt fire søstre, men det er ikke muligt at se den ældste i dokumentaren.
Det har fået flere seere til at undre sig.
I en livechat torsdag aften, hvor det var muligt at stille spørgsmål til søstrene efter den seneste dokumentar, spurgte seerne gentagne gange ind til den fjerde søster: Hvem er hun? Hvor er hun? Og hvordan har hun det?
Den fjerde søster hedder Jasmin Hassna og kom til verden i en flygtningelejr i Gaza.
Hun er 27 år, og ligesom de tre andre søstre, Amal Hassna, Sapran Hassna og Nanna Hansen, blev hun også anbragt i en plejefamilie i Skælskør i 1999, hvor en plejefar over tid udsatte dem for seksuelt misbrug og vold.
Williams syndrom
Karakteristisk for syndromet er særlige ansigtstræk, psykomotorisk udviklingshæmning, væksthæmning, hjertefejl, forhøjet kalkindhold i blodet i spædbarnealderen, overfølsomhed for lyde, en udadvendt adfærd og taleglæde.
Jasmin Hassna lider af et sjældent handicap kaldet Williams syndrom, der blandt andet gør, at hun er udviklingshæmmet. Det er også grunden til, hun ikke medvirker i programmerne.
- Hun er vores guldklump, der holder os sammen. Hun har det rigtig godt, og det går vi meget op i, siger Nanna Hansen.
Tæt på familien
Jasmin Hassna var den sidste af de fire søstre, der blev fjernet fra plejefamilien i Skælskør. Det skete i 2005.
- Hun har haft det rigtigt hårdt og er blevet meget forsømt under hele dette lange forløb, siden vi var små, siger Sapran Hassna.
I dag bor den ældste søster på et opholdssted for handicappede i Kalundborg.
Dog arbejder familien på, at hun kan flytte tættere på København, hvor også søstrene Sapran og Nanna bor.
- Vi er der alle for hende i dag, og hun bor jævnligt hos mig og min mand. Vi prøver at give hende så mange gode oplevelser, som vi kan, siger Sapran Hassna.
Jasmin Hassna har ligesom de tre andre søstre også modtaget 100.000 kroner i erstatning af Slagelse Kommune. Det blev afgjort i Østre Landsret i juni i år, efter søstrene havde lagt sag an mod kommunen.
Anbragt i Helvede
1991
Nanna kommer til verden
Nanna Hansen bliver født i en flygtningelejr i Schweiz. Nannas fødenavn er Randa Hassna.
1992
Fra Schweiz til Danmark
Nanna kommer sammen med sin familie til Danmark.
1993
Sapran bliver født
Søstrenes mor står med Sapran Hassna Foto: Privatfoto
Lillesøster Sapran Hassna bliver født i Sandholmlejren.
1997
Far dræber mor
Sapran Hassna og hendes lillesøster siger et sidste farvel til deres mor Foto: Privatfoto
Søstrenes far knivdræber deres mor og begraver hende på Tisvilde Strand. Moren er forsvundet i seks dage, indtil nogle børn finder liget på stranden.
Søstrene anbringes for første gang
Sapran Hassna boltrer sig på en feriekoloni med de andre børn fra akutinstitutionen Foto: Privatfoto
Søstrene anbringes på en akutinstitution i København.
1998
Faren kendt skyldig i drab
Ekstra Bladets forside fra 6. november 1998 Foto: Privatfoto
Faren idømmes 12 års fængsel og udvises senere af Danmark for bestandig for at have dræbt pigernes mor.
1999
Pigerne anbringes i plejefamilie
Sapran Hassna, Nanna Hansen og deres to andre søstre anbringes i en plejefamilie ved Skælskør.
2001
Første underretning fra psykolog
En psykolog underretter myndighederne om, at Nanna Hansen fortæller om, at plejefaren giver hende ”blå mærker”:
- Hun har fortalt, at hun ved et par lejligheder er blevet behandlet så håndfast, at hun har haft blå mærker, lyder det i underretningen fra psykologen.
Ny underretning fra psykolog
Den samme psykolog underretter myndighederne om, at Nanna Hansen bør fjernes så hurtigt som muligt.
- Jeg vurderer, at (Nanna, red.) fortsat og så hurtigt som muligt bør anbringes under forhold, hvor hun ikke involveres i følelesmæssigt belastende situationer. - Uddrag fra psykolog-underretning.
2002
Kommune tvangsfjerner Nanna
Nanna Hansen bliver fjernet fra plejefamilien, fordi hun mistrives. De tre andre søstre bor der stadig.
Ny underretning mod plejefamilien
En pædagog underretter myndighederne om, at de tre tilbageværende søstre ydmyges og latterliggøres af plejefamilien.
Sagsbehandler kalder plejefamilie "uegnet"
En sagsbehandler fra Skælskør Kommune underretter amtet, fordi hun vurderer, at plejefamilien er uegnet.
2003
Leder afviser bekymring i underretning
En afdelingsleder fra Skælskør Kommune ser på ”det foreliggende grundlag ikke anledning til at foretage sig yderligere”.
2004
Ny bekymring over plejefamilie
En tilsynschef deler sin bekymring med myndighederne. Han er i tvivl om, hvorvidt plejefamilien er ”i stand til at løfte opgave”.
2005
To af tre søstre bliver fjernet fra familie
Sapran Hassna og lillesøsteren bliver fjernet fra plejefamilien.
Jasmin fjernes som den sidste
Storesøsteren, Jasmin, bliver fjernet fra plejefamilien.
2008
Plejefar får fem års fængsel
Plejefaren idømmes fem års fængsel ved Retten i Næstved. Han blev dømt for at have haft samleje med Nanna Hansen cirka en gang om ugen i perioder. Han blev også dømt for vold mod og for at have haft samleje med lillesøsteren fire gange. Ifølge dommen havde han også været voldelig mod og blufærdighedskrænket Sapran Hassna. Læs om sagen fra dengang.
Sapran Hassna og Nanna Hansen stævner Slagelse Kommune for deres rolle i sagen. Skælskør Kommune og Slagelse Kommunes blev lagt sammen i 2007.
Forlig afvises
Slagelse Kommune afviser at indgå forlig med søstrene.
2015
Kommune stævnes igen
Søstrene stævner igen Slagelse Kommune og afventer nu, at sagen bliver berammet.
2016
Nanna og Sapran står frem
De to søstre, Sapran Hassna og Nanna Hansen, står frem og fortæller deres historie til TV 2 Dokumentar. Amal medvirker dengang anonymt i programmet.
Søstrenes vinder sag mod Slagelse Kommune
Søstrene taler med deres advokat Mads Pramming efter sidste retsdag i Østre Landsret. Foto: Lars Erik Andreasen / TV 2
Østre Landsret fælder dom i søstrenes erstatningssag mod Slagelse Kommune. Retten finder, at kommunen begik offentligt omsorgssvigt mod søstrene, mens de var anbragt hos plejefaren i Skælskør. Kommunen havde ført et mangelfuldt tilsyn og undlod at reagere på flere alvorlige underretninger om vold og sexovergreb.
I et resumé af dommen skriver landsretten blandt andet:
- At det efter karakteren og alvoren af de forskellige (…) bekymringer må have stået klart for kommunen, at pigerne under anbringelsen (…) risikerede at blive udsat for personlige overgreb, men at kommunen ikke på noget tidspunkt tog skridt til at undersøge forholdene hos plejefamilien nærmere eller hindre, at sådanne overgreb fandt sted.
Søstrene modtager hver 100.000 kroner i erstatning fra Slagelse Kommune.
Dokumentaren 'Anbragt - Efter helvedet' sendes
Amal Hassna er i dag 23 år. Foto: Lars Erik Andreasen / TV 2
Søstrene fortæller i en ny dokumentar på TV 2 om resten af deres barndom. Det viser sig, at selv efter Slagelse Kommune havde fjernet dem fra plejefaren, begik kommunen igen svigt på svigt imod dem. Denne gang står også lillesøsteren Amal frem med ansigt og fortæller sin historie.