DSB's billetsystem virker igen efter nedbrud fredag morgen

16x9
DSB's billetsystem er nede. Foto: Jens Nørgaard Larsen / Scanpix

Nu er det igen muligt at købe billetter hos DSB.

Fredag morgen brød DSB's billetsalg ned, men nu virker systemet igen, oplyser DSB kort før klokken 10. 

Nedbruddet betød, at det ikke var muligt at købe billet til DSB via app, hjemmeside og 7-eleven. 

- Vi har et netværksproblem i vores it-system, der gør, at vores salgskanaler desværre er nede, oplyste DSB's underdirektør, Aske Wieth-Knudsen. 

Rejsekortet virkede stadig.

I mellemtiden opfordrede DSB passagererne til at kontakte togenes personale, hvis ikke man kunne købe billet. 

- Vi er selvfølgelig kede af, vores systemer ikke virker, men det skal ikke komme vores passagerer til last. Hvis man ikke har mulighed for at købe billet, der hvor man står, så stiger man ombord på toget, og så er der personale, som man kan henvende sig til, og som er informerede om problemet, sagde Aske Wieth-Knudsen, som tilføjede, at man ikke risikerede en bøde, mens systemet var nede.

- Vores personale er selvfølgelig instrueret i at hjælpe vores kunder på bedste vis og hjælpe kunderne med at få en billet, men man får ikke en afgift for at stige på toget.  

- Hold øje med vores hjemmeside, som vi hele tiden holder opdateret omkring problemerne, lød opfordringen fra DSB.