Så grove er børn over for hinanden på nettet

Knap halvdelen af de danske børn, der oplever noget ubehageligt på nettet, taler ikke med nogen om det. Det viser en undersøgelse på BørneTelefonen.

- Mange drenge har sendt dick pics, selvom jeg sagde nej. Nogle fra min klasse har skrevet anonyme ting, som at jeg er for grim til at blive model, og at jeg ligner en heks. 

- Jeg har oplevet, at der var en, der var blevet sur på mig. Så hun lavede en hadegruppe, hvor nogle af hendes venner var med, og så begyndte de at skrive meget grimme ting til/om mig. 

- En dreng, jeg skrev med, prøvede på et tidspunkt at presse nøgenbilleder/kropsbilleder ud af mig ved at true mig med, at han ville tage sit liv. 

Ovenstående er blot nogle af de mange udsagn, danske børn er kommet med, når de har fortalt om digital mobning på BørneTelefonen.dk. Omfanget af krænkende episoder på nettet stiger nemlig støt i takt med, at danske børn bruger mere og mere tid på sociale medier. 

Børns Vilkårs undersøgelse

Undersøgelsen viser, at digitale krænkelser blandt børn er udbredt.  

- 29,8 procent har oplevet at få delt billeder, uden at de har givet lov.
- 20,3 procent har oplevet at få deres profil eller telefon misbrugt.
- 44,9 procent har oplevet at få grimme kommentarer – enten på sms eller på sociale medier.
- 28,3 procent har oplevet at blive holdt udenfor på sociale medier eller på spil på nettet.

Mere end hvert fjerde barn herhjemme har oplevet at føle sig holdt udenfor online. Hvert andet barn har fået tilsendt grimme og krænkende kommentarer, og knap hvert tredje barn har oplevet at få delt sine billeder uden at have givet lov.

Det viser en ny undersøgelse foretaget af Børns Vilkår. I alt 3.675 børn fra 4.-10. klasse har siden maj og frem til september svaret på spørgsmål om deres digitale liv og færden via BørneTelefonen. 

Hver anden taler ikke om digital mobning derhjemme

Men til trods for, at mange børn bliver ofre for digital mobning, så er det kun et fåtal, der taler om det med deres omgivelser. Halvdelen af børnene i undersøgelsen svarer, at de ikke har talt med deres forældre derhjemme om problemet. 

Jeg har fået skrevet grimme ord til mig som for eksempel "hold kæft sutteso" eller "din fede luder"

Pige på Børnetelefonen

- Omfanget af krænkelser og udelukkelser online er bekymrende og viser, at børn og unge har et liv online, hvor de bliver udsat for lidt af hvert – uden at voksne omkring dem nødvendigvis er klar over, hvad der foregår, siger direktør i Børns Vilkår, Rasmus Kjeldahl, i en pressemeddelelse. 

Udover de ovennævnte uddrag fra Børnetelefonen fortæller de danske børn om at få tilsendt billeder af intime kropsdele, få delt nøgenbilleder og om at blive holdt uden for online.

- Nogle lavede engang en falsk profil på Instagram. og de lod som om, de var mig, siger en.

- Jeg har fået skrevet grimme ord til mig som for eksempel "hold kæft sutteso" eller "din fede luder", siger en anden. 

- Engang på Snapchat var der en, der truede med at lægge mit ansigt ud på en pornoside. Jeg ved ikke, om han endte med at gøre det. Jeg blokerede ham, lyder det fra en tredje. 

Skolelever skal have digital dannelse

Ifølge Børns Vilkår er det yderst vigtigt, at børn i skolealderen får al den hjælp, de kan få, til at gebærde sig på sociale medier. 

 - Børn har behov for digital dannelse. Det handler ikke om, at de kender alt til teknik og apps – men at de ved, hvordan man passer på sig selv og hinanden online, og hvordan de skal få hjælp, hvis de støder på noget ubehageligt, siger Rasmus Kjeldahl.

På Hanssted Skole i Valby har eleverne også oplevet ubehagelige ting på nettet. To skoleelever, som TV 2 har mødt, taler med deres forældre, hvis de oplever grove ting online. Eleverne taler dog ikke nødvendigvis med deres mor og far om alt.

- Jeg er ven med min mor på Facebook og hun har også en overgang haft Snapchat, så jeg tror godt, hun ved, hvordan det fungerer. Vi har snakket om, hvordan man opfører sig på nettet, og hvis jeg oplever noget, så taler jeg med mine forældre om det. Hvis jeg bliver mobbet på nettet, så påvirker det mig, og selvfølgelig skal min mor have det at vide, siger Oscar Halkjær fra 9. klasse på skolen. 

Maria Christensen Breüner, ligeledes fra 9. klasse, er også fuldt ud klar over, at der sker voldsomme ting på sociale medier.

- Man har hørt om folk, der var nødt til at måtte lukke deres profiler på Facebook eller Instagram ned på grund af grove ting. Det er så nemt på sociale medier, fordi man kan sige tingene anonymt, siger Maria Christensen Breüner. 

Nyt kursus for forældre

For at dæmme op for omfanget af den digitale mobning, starter Børns Vilkår i samarbejde med TDC nu et online-kursus for forældre.

Gennem en række videoer får forældrene, der tilmelder sig, indblik i dilemmaer og råd til blandt andet god tone, konflikter og lovgivning omkring billeddeling og privatliv.

- Som forældre vil vi vores børn det bedste, men vi er ikke selv vokset op med smartphone og sociale medier, og derfor føler mange sig ikke rustet til at hjælpe deres børn i en digital verden. Det er på den baggrund, at Børns Vilkår og TDC Group nu tilbyder workshops til forældrene, så forældrene kan få redskaber og viden til at støtte deres børn i deres færden på sociale og digitale medier, siger Jens Aaløse, der er koncerndirektør i TDC Group.

Kurset kan findes på www.bornsvilkar.dk/tdc.