Samfund

Nye film skal lære danske unge om sex - sådan gør de i udlandet

Her kan du se eksempler på, hvordan udlandet har løst den til tider penible opgave at undervise unge om sex.

Sundhedsplejerskerne på landets skoler modtog i dag fire nye animerede film til brug i seksualundervisningen for de ældste elever.

Fakta om seksualundervisning

Sundheds- og seksualundervisning er obligatorisk i 0.-9. klasse.

På erhvervsskolerne er undervisning i sundhed og seksualitet fra næste år en obligatorisk del af grundforløbets første del.

Sex & Samfund anbefaler, at sundheds- og seksualundervisning med den kommende gymnasiereform også bliver et obligatorisk emne på gymnasierne.

Kilde: Sex & Samfund.

Sundhedsplejerskerne har nemlig efterlyst nyt undervisningsmateriale, da man på flere skoler har brugt den samme tegnefilm siden 1987.

De nye film har blandt andet fokus på et af nutidens store emner: Deling af nøgenbilleder.

For seksualundervisningen har udviklet sig drastisk gennem årene - og ikke kun i Danmark.

Her i artiklen har vi samlet en række bud på, hvordan andre lande gennem tiden har løst kunsten at lave en sober, informativ seksualundervisning.

Irland:

Irland oplever en voksende kløft mellem den officielle katolske kontrolholdning og de unges lyst til sex. Irske unge giver udtryk for, at de føler sig svigtet af myndighederne, især hvad angår følelsesmæssige og sociale emner i tilknytning til sex.

Videoen herunder fra 80'erne forsøger at lære de unge om sex - uden at støde de mange katolikker i landet.

Om den kvindelige vært i videoen giver et retvisende billede af den seksuelle relation mellem voksne mennesker, er der med garanti delte meninger om.

Norge:

Den norske public service-kanal, NRK, underviser unge i sex - uden at skjule eller pakke noget ind. Bogstaveligt talt. Den kvindelige vært trækker håndklædet af en mand, der lige er kommet ud af badet, så hans penis blottes.

Derefter fortæller hun om de forskellige dele af penis og trækker sågar forhuden tilbage, mens hun forklarer om blandt andet funktioner og størrelse.

USA:

Seksualundervisning i USA er et kapitel for sig. Det store land med store kulturelle forskelle har forsøgt sig med mange løsninger for at ramme den rette tone i den penible seksualundervisning.

I videoen herunder har man ladet en velforberedt atletiktræner undervise en flok teenagedrenge i den mandlige og kvindelige anatomi under bæltestedet.

I 2008 viste en undersøgelse fra Guttmacher Institute, at en tredjedel af amerikanske unge mellem 15 og 19 år slet ikke var blevet undervist i prævention i skolen. Samtidig er der flere teenagere, der bliver gravide, i de stater, der udelukkende underviser børn i afholdenhed.

Kina:

Seksualundervisningen i Kina er i årevis blevet kritiseret for at være håbløst forældet. Men tidligere i år skete der noget, som fik alverdens eksperter på området til at bukke sig i respekt.

En ny bog med eksplicitte tegninger og udførlige forklaringer har set dagens lys og ser nu ud til at placere Kina i førerfeltet, hvad angår visionær seksualundervisning.

Sociologer på Beijing Universitet har tidligere meddelt, at de regner med, at Kina først vil indhente Vesten om cirka 20 år, når det gælder seksuel frigørelse. Det kan den nye lærebog formentlig være med til at ændre på.

Tyskland:

I 2006 offentliggjorde The International Planned Parenthood Federation i samarbejde med Lunds Universitet og WHO en undersøgelse, der skulle kortlægge seksualundervisningen i 26 europæiske lande.

Undersøgelsen opstillede tre mål for den gode seksualundervisning: Den skal give nøjagtig information om seksuelle rettigheder og fakta, den skal være selvudviklende, og den skal nære positive værdier som selvrespekt og respekt for andre.

Målt i forhold hertil dumpede Tysklands seksualundervisning med et hult brag. Skønt seksualundervisning er påbudt ved lov i Tyskland, gav undersøgelsen ikke meget for den, fordi den udelukkende ses som viden om biologi og kropslige funktioner, mens diskussioner med eleverne om for eksempel kønsforskelle i oplevelsen af seksualitet omhyggeligt undgås.

I 2013 vakte bogen 'Wo kommst du her?' med tegninger om det elskende par Lisa og Lars opstandelse blandt tyske forældre, der fandt bogen direkte stødende. Bogen var beregnet til seksualundervisning blandt børn fra fem år og opefter.

Sverige:

Sverige har en lang tradition for direkte og åben seksualoplysning, og vores svenske broderfolk har længst af alle haft lovpligtig seksualundervisning i skolen - nemlig siden 1955. Danmark og Finland fulgte først efter i 1970, Norge i 1974 og Island i 1975.

I 2015 sendte SVT, Sveriges svar på DR, programmet ’Bacillakuten’, der havde til opgave at lære de 3-6-årige om kroppen og dens funktioner på en uhøjtidelig og sjov måde.

Da turen var kommet til kønsorganerne, viste SVT en tegnet musikvideo med en penis iført blød hat og en vagina med solbriller. Videoen med de dansende kønsorganer fik international opmærksomhed og er indtil videre vist otte millioner gange på Youtube.

Herunder kan du se den gamle undervisningsfilm, der har været brugt i dansk seksualundervisning siden 1987.

Her ses en lille bid fra videoen fra 1987, som i 30 år er blevet brugt til seksualundervisning i folkeskolen. Den er instrueret af Liller Møller. Kan du huske den? Video: Sofie Synnøve Herschend

Afstemning

Er det nye undervisningsmateriale bedre end det gamle?