Samfund

Alvorligt syg Lady Gaga aflyser hel turné

Lady Gaga lider af sjælden sygdom.

Popstjernen med kunstnernavnet Lady Gaga har aflyst sin turné i Europa - herunder en koncert i Royal Arena i København den 21. oktober - på grund af sygdom. 

Det oplyser koncertarrangøren, Live Nation.

- Vi beklager at måtte meddele, at Lady Gaga må udskyde sin europæiske turné grundet sygdom, det gælder også koncerten i Royal Arena lørdag den 21. oktober 2017. Billetkøbere bedes beholde deres billet, indtil yderligere information om ny dato findes. Billetkøberne får direkte besked via Ticketmaster, skriver Live Nation i en Facebook-opdatering, hvor man også har lagt et Facebook-opslag fra popstjernen selv.

- Jeg har altid været ærlig omkrig mine fysiske og psysiske problemer. De er komplicerede og svære at forklare, og vi er i gang med at finde ud af det, skriver Lady Gaga, der også skriver, at hun vil "fortælle sin historie mere grundigt", når hun føler sig klar. Hun skriver, at hun har "kroniske smerter". 

I have always been honest about my physical and mental health struggles. Searching for years to get to the bottom of...

Posted by Lady Gaga on Monday, September 18, 2017

Lady Gaga skal bruge de næste syv uger på at komme sig over sin sygdom. Kunstneren har tidligere løftet sløret for, at hun lider af den kroniske sygdom fibromyalgi. Sygdommen er en gigtsygdom, der ofte giver kroniske muskel- og ledsmerter sammen med træthed. Fibromyalgi kan ikke helbredes. 

Lady Gaga aflyste 14. september sit besøg i Rio i Brasilien kort tid efter, hun offentliggjorde sin sygdom. Hendes turné i Europa skulle starte 21. september i den spanske by Barcelona. Sidste planlagte koncert var 28. oktober i Köln i Tyskland.

 - Hun ønsker at give sine fans den bedste version af sit show, som hun har skabt til dem, når turnéen genoptages, skriver Live Nation. Den nordamerikanske del af turnéen fortsætter som planlagt. 

Den 31-årige popsanger er et velkendt navn på diverse hitlister. Hun har solgt 27 millioner album og optrådte i år ved finalen i den amerikanske fodboldliga NFL - Superbowl.