Store forskelle på politiets ankomst hos borgere - tjek hvad tiden er i din kommune

16x9
Ni minutter og 45 sekunder. Så lang tid tager det i gennemsnit for politiet at nå frem til en akut 112-anmeldelse. Foto: Scanpix

Nye tal viser, at politiet nu kommer hurtigere frem efter 112-opkald. Men der er stadig store lokale forskelle på, hvor mange minutter der går.

Fra det øjeblik en dansker ringer alarmnummeret 112 for at få akut hjælp fra politiet, går der i gennemsnit ni minutter og 45 sekunder, før en patruljevogn er fremme.

Det viser den seneste opgørelse af de såkaldte ’responstider’ fra Rigspolitiet for første halvdel af 2017.

Politiet noterer sig med tilfredshed, at man dermed har skåret næsten et minut af ventetiden, set i forhold til hele året 2016.

Store forskelle på land og by

Men der er stadig store lokale forskelle på, hvor hurtigt politiet når frem (Se Danmarkskortet nedenfor).

For selv om responstiden generelt er faldet det seneste halve år, viser tallene også, at borgerne i en række mindre kommuner skal vente mere end dobbelt så længe som borgerne i de store byer.

Eksempelvis kommer politiet efter otte minutter og 11 sekunder, hvis man bor i Aalborg, men borgerne i nabokommunen Vesthimmerland i gennemsnit må vente mere end 10 minutter længere. Her er politiets gennemsnitlige responstid på 18 minutter og 39 sekunder.

- Generelt er det meget positivt, at den gennemsnitlige responstid er faldet. Men vi må også konstatere, at der stadig er sorte pletter på Danmarkskortet. Og at 20 minutters responstid er for meget. Det er noget, vi tager op, når vi netop i disse dage er i gang med at evaluere politiforliget, siger Venstres retsordfører Preben Bang Henriksen til TV 2.

Politireformen

Opgørelsen fra Rigspolitiet viser, at politiet har kæmpet med at bringe responstiderne ned lige siden politireformen i 2007. Dengang blev hele politiets struktur reformeret blandt andet ved at samle 54 politikredse til 12 nye, større politikredse.

Allerede dengang var det erklærede mål for Folketinget og den daværende justitsminister, Lene Espersen (K), at reformen skulle forbedre politiets responstid.

- Den skal og vil blive meget kortere, sagde eksempelvis Venstres daværende retsordfører Birthe Rønn Hornbech dengang.

Terror og grænsebevogtning

Det lykkedes da også i de første år at skære to minutter af den gennemsnitlige responstid. Fra 2007 til 2013 gik den fra 10:28 minutter til 8:23 minutter.

Udviklingen blev imidlertid afsporet i 2015, da politiet med kort varsel fik pålagt store ekstraopgaver efter terrorangrebet i København og den store flygtningetilstrømning til Danmark.

- Flere politikredse har været nødt til at overføre flere opgaver til beredskabet for at kunne håndtere de ekstraordinære opgaver, som er kommet til på baggrund af øget terrorberedskab og indsatsen i grænseområderne, vurderer Rigspolitiet i en pressemeddelelse.

Resultatet var, at den gennemsnitlige responstid i 2016 var højere end nogensinde siden politireformen - nemlig på 10:38 minutter. Nu kan man så med tilfredshed konstatere, at den gennemsnitlige responstid igen er nede under 10 minutter på landsplan - et tal der dog dækker over store forskelle.

Find din egen kommune på kortet nedenfor og se, hvor hurtigt politiet i gennemsnit er fremme. Klik på din kommune og se, hvordan udviklingen har været i forhold til sidste år.

Så hurtigt når politiets udrykning frem i din kommune