Samfund

Vindruer med for meget pesticid kaldes tilbage

Druerne er blandt andet solgt i Fakta og Irma.

Coop Danmark tilbagekalder et parti røde vindruer, fordi druerne har et for højt indhold af pesticid.

Det skriver Fødevarestyrelsen.

Der er tale om pakker på et kilo af mærket Red Globe fra Italien.

Druerne er solgt i Kvickly, Superbrugsen, Brugsen, Dagli’- og lokalbrugsen, Fakta og Irma.

Det var i forbindelse med en egenkontrol, at Coop fandt et for højt indhold af pesticidet chlorpyrifos i et parti druer.

Indholdet af chlorpyrifos er vurderet "sundhedsmæssigt uacceptabel". Derfor lyder rådet til folk, der har købt druerne, at smide dem ud eller aflevere dem tilbage til butikken.