Samfund

Gør-det-selv gik galt i Odense - send dit bedste brøler-billede til TV 2

Ups - pludselig havde Michael Hejmadi bygget stigen ind i legestativet. Privatfoto

En stige på afveje forsinkede byggeriet af et legestativ i fynsk have.

HAR DU GJORT-DET-SELV OG GIK DET IKKE HELT SOM PLANLAGT - SEND DIT BILLEDE TIL TV 2 PÅ SOSP@TV2.DK

Selvgjort er velgjort. Eller er det?

Ikke alle har nemlig evnerne til at blive håndværker. Det måtte i hvert fald Michael Hejmadi fra Odense sande, da han skulle samle et legestativ i baghaven bag familiens hus.

Michael Hejmadi, der til daglig arbejder som læge, og hans kone havde længe talt om at give deres tre piger på to, fem og syv år et legestativ i haven. Og Michael Hejmadi gik frisk i gang med gør-det-selv-udfordringen, som dog viste sig at komme til at tage lidt længere tid end forventet.

- En dag, hvor jeg var i gang med at samle en af broerne til stativet, gik jeg og hørte lydbånd imens. Og mine tanker må have været et andet sted, siger han.

Og noget tyder på, at tankerne i hvert fald ikke har været på legestativet, for pludselig havde Michael Hejmadi bygget sin stige ind i selve stativet. Og selv om det kunne have været en smart måde for pigerne at komme op på legestativet på, så måtte Michael Hejmadi finde værktøjet frem igen og afmontere broen for at kunne få stien ud igen.

Her er det færdige resultat af Michael Hejmadis gør-det-selv-projekt.

Har mod på flere gør-det-selv-projekter

Heldigvis blev hobbytømrerens gør-det-selv stolthed ikke helt knækket, og billedet af fadæsen blev da også delt på Facebook til megen morskab for ikke mindst venner og familie.

- Jeg synes, at det er ok at lave fejl, hvis man bare lærer af dem, siger Michael Hejmadi, som allerede har et nyt gør-det-selv i sigte.

HAR DU GJORT-DET-SELV OG GIK DET IKKE HELT SOM PLANLAGT - SEND DIT BILLEDE TIL TV 2 PÅ SOSP@TV2.DK

- Nu har jeg fået mod på at renovere et af børneværelserne, siger han.

Michael Hejmadi er hverken den første eller sidste gør-det-selv-mand  - eller -kvinde - der har oplevet tilbageskridt undervejs i et byggeprojekt. Nedenfor kan du se en liste over nogle af de typiske fejl, når danskerne gør-det-selv. Her på TV 2 vil vi meget gerne se billedet af andre danskeres 'brølere' - send dit billede til TV 2 på sosp@tv2.dk.

10 typiske gør det selv fejl

  1. Brug af skum i tagkonstruktioner

    Her er konsekvenserne store, hvis du gør fejl. Så hvis du er i tvivl, så brug fagmænd.

  2. Glemt ventilation, når loftet efterisoleres

    Tildæk ikke ventilations- og udluftningshuller, og hold en stribe på 5 cm fri mellem isoleringsmaterialerne og taget.

  3. Lapning af murværk med forkert mørtel

    Undersøg, hvilken mørteltype, der er brugt i murfacaden, og brug den samme. Du kan for eksempel få hjælp af en erfaren murer eller kontakte et geoteknisk firma eller Teknologisk Institut, som kan udføre en mikroskopisk undersøgelse.

  4. Forkert montering af gipsplader på vægge og lofter

    Gør væggen stabil med et solidt træskelet, rigeligt med skruer og to lag gips.

  5. Ulovligt elarbejde

    Hold dig fra husets faste elinstallationer! Tjek, hvad du må udføre af reparationer i hjemmet, og hvad du skal hyre en fagmand til, FØR du går i gang, hos Sikkerhedsstyrelsen.

  6. Ulovligt vvs- og kloakarbejde

    Tjek, hvad du må og ikke må, før du går i gang.

  7. Utæt badeværelse

    Udfør ikke vandtætte konstruktioner i badeværelset, medmindre du kan lave arbejdet på professionelt niveau. Og husk, at du altid skal udføre vådrumssikring, der overholder kravene i  Bygningsreglementet.

  8. Maling og pudsning af facaden uden ordentlig afrensning

    Klargør facaden i flere trin, før det egentlige malearbejde. Facaden skal både renses for løst materiale og begroninger, vaskes med grundrens og repareres de steder, hvor der er huller og revner.

  9. Boring i skjulte ledninger og radiatorrør

    Tjek tilstandsrapport og eventuelle tegninger over huset, så du ved, hvor der er skjulte installationer. Skal du bore i rum med mange vandrør, som for eksempel køkken og bad, kan du låne en metaldetektor eller et termografikamera til at undersøge væggene, før du borer.

  10. Grimt flisearbejde

    Lav en plan for fliselægningen, før du begynder. Vær omhyggelig med opmålingen og brug altid fugesnor eller flisekryds, så du får ensartede og lige brede fuger.