Plastikfibre fundet i poste- og kildevand over hele verden
Verdens mest populære materiale findes overalt. Også i dit drikkevand – og dermed i din krop.
Var det noget med at slukke tørsten i et glas plastikrester?
Et nyt forskningsstudie viser, at mere end 8 ud af 10 drikkevandsprøver fra hele verden indeholder mikroskopiske plastikfibre. Det skriver The Guardian.
Forureningen begrænser sig ikke til ulandene, viser undersøgelsen, som er lavet for den journalistiske organisation Orb Media af videnskabsfolk fra hele verden.
Også i europæiske lande som Tyskland, Frankrig og Storbritannien indeholder et glas fra hanen – og kildevandsflasken - i mere end 7 ud af 10 tilfælde plastikrester.
- Det er bestemt bekymrende, fordi de (mikroskopiske plastikfibre, red.) kan akkumulere miljøgifte, indgå i fødekæderne, og fordi de nedbrydes langsomt, og problemet er voksende, siger Peter Kofoed Bjørnsen, leder af UNEP-DHI Centre for Water and Environment.
Skal danskere være bekymrede?
På seks kontinenter har forskere fra hele verden gennem 10 måneder i mere end 12 lande undersøgt en lang række drikkevandsprøver fra både haner og flasker.
Selv om der ikke findes præcise tal fra Danmark, forventer Peter Kofoed Bjørnsen ikke, at danskerne skal bekymre sig
- De danske værdier vil nok holde sig i den lave ende, fordi vores vandforsyning hovedsageligt er baseret på grundvand, som jo er blevet grundigt filtreret og fortrinsvis er ’gammelt’ vand – det vil sige fra før plastikalderen, siger han.
Peter Kofoed Bjørnsen er leder for et arbejde, som ser nærmere på vand og miljø. Han mener ikke, at mikroplastik partiklerne i sig selv er farlige, hvis de passerer gennem ens tarm. Men han opfordrer alligevel til at være påpasselig.
- Et muligt problem kan være, at andre forurenende stoffer ophobes på plastikken, og så eventuelt frigives i det sure miljø i vores tarme. Her må man så vurdere mængden af mikropartikler i vandet – nogle få per liter lyder ikke umiddelbart alarmerende.
Værst i USA
Allerstørst er forureningen i USA, hvor hele 94 procent af prøverne indeholdt plastik. Herunder vandprøver fra Kongressen, det amerikanske miljøagentur, EPA, og Trump Tower i New York.
Efter USA er Libanon og Indien de værste steder at drikke vand, hvis man gerne vil være fri for plastik. Et ønske som ifølge forskerne efterhånden er umuligt.
- Vi har nok fra at kigge på dyrelivet og de konsekvenser, det har på dyrelivet, til at være bekymret, siger professor og ekspert i mikroplastik Sherri Mason til The Guardian.
- Hvis det påvirker [dyrelivet], hvordan kan vi så tro, det ikke på en eller anden måde kommer til at påvirke os selv?
Dækker Argentina til anklerne
Plastik har kun eksisteret i lidt over hundrede år. Men siden 1950’erne er der produceret 8,3 milliarder ton af det formbare materiale.
Det er nok til at dække hele Argentina – verdens ottendestørste land – til anklerne, fortalte en forsker til The Guardian i juli.
Og problemet er, at plastikken ikke forsvinder. Tværtimod hober den sig op som forurening til både lands, vands og i luften.
Med tiden nedbrydes materialet til mikroskopiske partikler, som sjældent helt forsvinder, men optages andre steder. For eksempel i levende organismer som bakterier, fisk, fugle, dyr - og mennesker.
Ifølge Peter Koefoed Bjørnsen kan der være en løsning på problemet.
- Den hedder mindre forbrug af plast, bedre genanvendelse, mere anvendelse af bionedbrydeligt plast, hvor det er muligt, og bedre kontrol med det ikke-nedbrydelige plast.
Giftstoffer og blodbaner
Inde i de levende kroppe hober partiklerne sig stille og roligt op. For nogle dyr, for eksempel fugle og fisk, betyder det, at de simpelthen dør af tilstopning og øget kropsvægt.
For større væsner, såsom mennesket, skal der mere massive mængder til for at lide den skæbne. Men her kommer andre konsekvenser også ind i billedet.
De mikroskopiske fibre tiltrækker og øger nemlig mængden af giftstoffer i kroppen. Og små nok partikler på nanoskala frygtes at kunne trænge ind i både blodbaner, organer og celler og dermed bryde dem ned indefra.
Krig mod plastik
Ifølge FN’s miljøagentur, som har ”erklæret krig mod plastik i verdenshavene”, anslås det, at der findes mindst 51 trillioner partikler af mikroplastik – 500 gange mere end der er stjerner i vores galakse.
Og med et stigende plastikbehov peger kurven de kommende år på, at vi meget snart kan begynde at tælle andre galakser med.
Mens FN anslår, at der i 2050 vil være mere plastik end fisk i verdens have, søer og kilder, har rester af materialet allerede fundet vej til spisebordene igennem fisk, skaldyr og havsalt. Og altså nu også til selve vandet.
Fra veje og vaskemaskiner
Præcis hvordan plastikresterne finder vej til drikkevandet, er stadig et mysterium.
Forskerne gætter dog på, at atmosfæren er et åbenlyst bud på en transportrute, eftersom mange af plastikfibrene kommer fra hverdagstøj, tæpper, tørretumblere og støv fra bildæk.
Samtidig bliver mange fibre sandsynligvis skyllet ud i vandsystemerne fra blandt andet vaskemaskiner, mens de bliver trukket ned i jorden af regn.
- Vi kvæler i stigende grad økosystemerne med plastik, og jeg er meget bekymret for, at der kan komme alle mulige utilsigtede, negative konsekvenser, som vi først vil opdage, når det er for sent, siger professor og forsøgsleder af drikkevandsundersøgelsen, Roland Geyer, til The Guardian.
Et rødt flag
Da kun omtrent en femtedel af al plastik enten genbruges eller brændes, betyder det da også, at cirka 80 procent af de 8,3 millarder ton, der kunne dække Argentina, stadig findes rundt omkring på planeten.
Da det ikke ligger pænt spredt ud på jorden i det sydamerikanske land, er det bare om at gå på udkig andre steder. Derfor bør det ikke overraske, at plastikrester er blevet fundet i alt fra tyske øl til honning og sukker.
Alligevel er de nyligt opdagede rester i drikkevandet ”et rødt flag” ifølge professor og ekspert i mikroplastik, Sherri Manson.
Hun efterlyser ny forskning, der kan præcisere kilderne til forureningen og undersøge mulige konsekvenser for sundheden. Ikke mindst eftersøger hun bedre håndtering af de store mængder plastikaffald.
- Vi har brug for plastik i vores liv, men det er os selv, som gør skade ved at kassere det på meget uforsigtig vis, siger hun til The Guardian.