Youtubernes bedste råd - sådan taler du med dine forældre om sex

Synes du, det er lidt pinligt at tale med de voksne om sex? Her giver fire youtubere deres råd til, hvordan det bliver lettere og mindre akavet.

Gør det ondt første gang, man har sex? Hvor mange er det passende at gå i seng med? Hvordan ved jeg, om jeg er homoseksuel?

Som ung er spørgsmålene om seksualitet mange, og det kan være svært at åbne snakken om sex - især med sin mor og far. 

Men faktisk viser en ny undersøgelse, at de unge under 20 år er langt bedre til at tale med deres forældre om sex end de ældre danskere. Fire ud af 10 danskere har hverken talt med deres mor eller far om sex, mens det gælder for én ud af 10 unge under 20 år. 

For at hjælpe endnu flere på vej til en god snak med mor og far, giver fire youtubere herunder deres bud på, hvordan man lettest får samtalen begyndt. 

Først Mia Rasmussen på 16 år, der taler om alt fra sit første kys, til hvad hun har lavet i weekenden på sin kanal Miaxfashion. Hun har ikke talt så meget med sine forældre om det selv, men er ikke i tvivl om, at det er noget, man skal gøre, hvis man har brug for det. 

- Det er en helt naturlig ting, så bare snak om det. Selvfølgelig kan det være lidt nervepirrende første gang, men når du først har snakket med dine forældre en gang, bliver alt bare meget nemmere, siger hun. 

Dine forældre vil hellere end gerne svare på dine spørgsmål om sex, så bare spørg dem, lyder opfordringen fra Mia Rasmussen. Video: Julie Kragh Thisgaard

Da Kristian Kulmbach fra Stupidaagaard for nogle år siden oplevede sin far komme til ham og fortælle, at det var tid til, at han skulle høre om "blomsten og bien", havde han ikke lyst til at tale om det.

- Jeg ved det! Jeg ved, hvad jeg skal vide, sagde han dengang til sin far. 

Sidenhen har Kristian dog spurgt en hel del ind til det. Han tror, at forældre vil blive stolte af, at man selv kommer og spørger. 

- Jeg tror, ens forældre er klar over, hvor akavet det er for en at snakke med dem om sex, men man skal huske, at de vil en det bedste, siger han. 

Da Kristian Kulmbachs far ville tale med ham om sex, var han ikke klar til det. Han vidste, hvad han havde brug for at vide. Men siden dengang har de talt om det flere gange. Video: Julie Kragh Thisgaard

Men hvis det nu alligevel føles pinligt og er lidt svært at få taget hul på den første snak, kan man gøre, som 21-årige Nathalie Løkkebø Jakobsen foreslår, og tage udgangspunkt i noget andet end en selv.

-  Hvis du nu har set noget i fjernsynet, kan du komme til dine forældre og sige ”Hey, mor og far. Jeg så det her. Er det rigtigt at sex er sådan, eller kan det også være på andre måder?” På den måde får du åbnet op for samtalen, uden at det skal handle 100 procent om dig selv.

Nathalie Løkkebø Jakobsen taler om følelser, kroppen og meget andet på sin youtube-kanal. Her giver hun sine bud på, hvordan du bryder isen, hvis du vil tale om sex med dine forældre. Video: Julie Kragh Thisgaard

Max Marius Mortensen, der har youtubekanalen Max Marius, har et andet bud på, hvordan man kan gøre snakken lettere at gå til både for den unge og for mor og far. 

- Skriv i en e-mail til dine forældre, hvad det drejer sig om. Så kan dine forældre forberede sig på den her snak, siger han. 

Youtuberen Max Marius foreslår, at du sender en email til din mor eller far før I skal tale om sex - det kan gøre det hele lidt mindre akavet.

Men uanset om man synes, det er lettest at sende en mail, tale om det på en gåtur eller tale om noget, man har set på TV, er alle fire youtubere enige om, at man bare skal få spurgt. 

- Du finder aldrig ud af det, hvis du ikke spørger, siger Max Marius Mortensen.

Han minder om, at sex var det samme, dengang de var unge. Derfor kan de næsten altid svare på de spørgsmål, man som ung har om sine følelser og tanker om seksualitet.