Unge rådgiver andre unge om sex på Youtube: - Der er ingen løftede pegefingre
Youtube skaber et rum, hvor unge kan tale om sex, uden at det bliver pinligt. Men en forsker peger på risikoen for forkerte svar.
Unge under 20 år er langt bedre til at få talt med mor og far om sex, end de ældre generationer har været.
Men vi skal blive endnu bedre til at tale om seksualitet med børn og unge, mener Line Anne Roien, der er cand.pæd. og forsker i seksualundervisning på Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse.
- Børn og unge bliver bombarderet med information, viden, billeder og indtryk om krop, køn og seksualitet. Der er brug for, at voksne hjælper dem med at navigere i det og finde ud af, hvilke informationer de skal bruge og hvordan, siger hun.
Et af de steder, de unge søger svar på deres spørgsmål og tanker om sex, er på videodelingstjenesten Youtube. Her stiller de spørgsmål til andre unge, som så filmer deres svar og lægger dem op på deres kanaler.
18-årige Tine Maria Nielsen har en Youtube-kanal, og hun får dagligt spørgsmål fra sine følgere, der handler om sex.
- De spørger for eksempel, om det gør ondt, hvornår man er klar, og om hvem der er den rigtige at have sex med første gang, siger Tine Maria Nielsen.
Og selvom sex som bekendt er en meget privat sag, så svarer hun hellere end gerne på de mange spørgsmål.
- Det er naturligt for mig at snakke om. Så hvis det kan hjælpe andre, som måske er lidt bange for at tale om det, så synes jeg, det er smart.
Voksne skal også se Youtube
Line Anne Roien mener også, at det er positivt, at de unge kan hente viden om sex på et sted som Youtube.
For snakken med de voksne kan føles ubekvem for nogle unge. De har måske slet ikke lyst til, at deres forældre skal vide noget, og derfor har de ikke lyst til at stille spørgsmål.
- Det er fantastisk, at de kan stille alle de spørgsmål på Youtube, de har lyst til. Det er helt ufarligt for dem, for der er ikke nogen, der kommer og siger "Ej, det er mærkeligt, du vil vide noget om det", siger Line Anne Roien.
Samtidig føler de unge måske, at de råd, de kan få på Youtube, er mere brugbare, end hvis de spurgte deres forældre - fordi de kommer fra en, der er lidt ligesom dem selv.
- Hvis man går til sine forældre, en skolelærer eller en sundhedsplejerske med sine spørgsmål, vil der ofte være en eller anden form for skjult løftet pegefinger omkring, hvad der ville være det rigtige at gøre. Og er der noget, unge ikke har brug for, så er det løftede pegefingre, siger Line Anne Roien.
Hun anbefaler faktisk, at de voksne tager sig tid til at blive inspireret af de unges videoer.
- Lærere og forældre burde kigge på de her youtubere for at se, hvordan de snakker med andre unge om sex. Måske kan de lære lidt om, hvad det er, de unge efterspørger, når de gerne vil snakke om sex, siger Line Anne Roien.
- De får svar fra en, de kan relatere til
Tine Maria Nielsens følgere spørger om rigtig mange forskellige ting omkring sex. Det er alt fra, hvor mange hun har været i seng med, til hvordan man håndterer usikkerheden omkring den første gang.
- Vi snakker meget om den følelsesladede del her på Youtube, hvorimod det i skolen handler om, hvordan man sætter et kondom på, eller hvordan en p-pille fungerer. Det er vigtigt, men det, der foregår oppe i hovedet på os, er lige så vigtigt, siger hun.
Hun får også de praktiske spørgsmål - og af og til er der nogen, hun ikke føler, hun kan svare ordentligt på. For eksempel når der bliver spurgt til homoseksualitet, abort eller graviditet.
- Jeg er bare en 18-årig pige, og jeg har ikke prøvet alt. Jeg kan kun give de bedste råd, jeg kan komme i tanke om, siger Tine Maria Nielsen og fortsætter:
- Men de får svar fra en, de kan relatere til. Man vil nok hellere lytte til en på sin egen alder fremfor en mor, en pædagog eller en anden voksen.
Information eller misinformation
Netop fordi de unge ikke er helt sikre på, hvad de taler om, bør voksne ifølge Line Anne Roien blive endnu bedre til at tale med deres børn om sex.
For selvom vidensdelingen på nettet er en positiv ting, i forhold til at de unge har nogen at tale med eller spørge, er der ingen garanti for, at de får den rigtige viden ud af det.
- Den helt store udfordring er, at den viden, der bliver formidlet, ikke nødvendigvis er faglig korrekt. Der kan blive formidlet nogle råd og erfaringer, som ikke er rigtige, men som de unge, der modtager dem, tolker som korrekte og tager til sig, siger hun.
Line Anne Roien mener derfor, at seksualundervisningen - både i skolen og hjemme hos forældrene - er vigtigere end nogensinde før. De unge har brug for nogle voksne, der kan hjælpe dem med at navigere i al den viden, der er tilgængelig på nettet, lyder det.