Samfund

Børn leger doktorlege - og mange pædagoger aner ikke, hvad de skal gøre

Børns seksualitet skal på skemaet for at starte en dialog, lyder rådet fra BUPL.

Små børn rør ved sig selv og udforsker hinandens kroppe. Det er en naturlig del af deres udvikling, men det giver udfordringer for landets pædagoger.

63 procent af lederne og pædagogerne i de kommunale daginstitutioner siger, at det kan være svært, når de skal snakke med forældrene om børns seksualitet.

Det viser en undersøgelse fra Sex og Samfund, hvor 337 besvarelser fordelt på landets regioner indgår.

- Det er et svært emne i vores dage. Men det er noget, vi bliver nødt til at forholde os til, siger Lasse Bjerg Jørgensen, som er faglig sekretær hos Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforbund (BUPL), til TV 2.

Sex er begyndt at blive noget tabubelagt.

Lasse Bjerg Jørgensen, faglig sekretær hos BUPL

- Sex er begyndt at blive noget tabubelagt. Der er kommet en blufærdighed, som gør, at vi skaber flere problemer, end vi løser. Fra at være noget man talte mere om for 10 til 15 år siden, er det blevet svært at tale om i dag.

Doktorlege er sundt for børn

I Hjørring Kommune forsøger man at komme problemet til livs.

Her er en sundhedsplejerske med en kandidatgrad i sexologi blevet ansat for at undervise pædagoger og holde foredrag for forældre om børns sexologi.

- Vi skal tale noget mere om det, så vi står godt rustet til, når forældrene kommer, siger Ulla Bøjesen, børnehaveleder i Hjørring Kommune.

Sundhedsplejersken er Tina Gaarden Geertsen. Hun mener, det er helt okay, at børnene bliver nysgerrige på deres egen og andres krop.

- En doktorleg er sund. Den er med til at give barnet et naturligt kendskab til egen og andres krop. Det danner et sundt fundament for en voksen seksualitet, siger hun.

Legen er med til at give barnet et naturligt kendskab til egen og andres krop. Video: Stine Gliese

Dialog om børns seksualitet skal i gang

Selvom doktorlege som udgangspunkt ikke er harmelig, viser tal fra undersøgelsen fra Sex og Samfund, at pædagoger ikke aner, hvordan de skal gribe det an, hvis to børnehavebørn udforsker hinanden seksuelt.

63,2 procent af de adspurgte ledere og pædagoger svarer, at de ikke arbejder målrettet med indsatser i deres institutioner, der kan fremme børns trivsel i forhold til seksualitet, og at der heller ikke ifølge 76,4 procent af dem indgår målsætninger om børns seksualitet i de pædagogiske læreplaner i daginstitutioner.

Det er vigtigt, at vi forstår og anerkender, at børn også har en seksualitet.

Lasse Bjerg Jørgensen, faglig sekretær hos BUPL

Det er et stort problem, mener Lasse Bjerg Jørgensen. Han hilser derfor tiltaget i Hjørring Kommune velkommen.

- Det er vigtigt, at vi forstår og anerkender, at børn også har en seksualitet, og at vi taler om, hvad det er for noget.

- Det er ret vigtigt at slå fast, at børn har en anden seksualitet end voksne. Det handler om at undersøge hinanden, udforske sin krop, være nysgerrig på andre mennesker og danne et fundament for resten af livet. Det er nødvendigt, at vi forholder os til det.

BUPL efterlyser derfor, at kommuner og institutioner har mere fokus på børns seksualitet, og hvad der er normalt.

- Vi har brug for åbenhed, så vi kan få dialogen i gang – både i personalegrupper, men også med forældrene. Jeg tror desværre lidt, at en skræk for pædofili har sat en stopper for dialogen.