Samfund

Hun flygtede fra Nordkorea: - I bytte for vores loyalitet fik vi sult og død

Jihyun Park. Privatfoto.

For de fleste i Vesten er Nordkorea et fremmed og lukket land med en mærkelig leder. Jihyun Park har oplevet landet på egen krop.

Dette er en unik fortælling om Nordkorea fra en, der er vokset op i landet. Kvinden her besluttede at flygte, og hendes fortælling er så voldsom og brutal, at det næsten ikke er til at fatte.

49-årige Jihyun Park husker stadig den januar dag i 2008, hvor hun landede i Heathrow Lufthavn i London.

- Der var så mange forskellige ansigter, og så var det chokerende at se, at der var aviser alle vegne. I Nordkorea læste vi ikke aviser hver dag, skriver hun i en mail til TV 2.

Hendes rejse begyndte 10 år forinden. I det Nordkorea, hun boede i indtil 1998, var der ingen mad, familien sultede og hendes far, der dengang var syg, kunne ikke få medicin. Det var ham, der opfordrede hende til at flygte.

- Det var min fars ønske, fortæller hun.

- Jeg efterlod ham, syg, i et koldt værelse. Jeg tog afsted på en rejse, hvorfra jeg aldrig ville komme hjem igen.

Som mange andre nordkoreanere, der har taget flugten, gik turen over grænsen til Kina. Her blev hun af en menneskesmugler solgt til en kinesisk landmand i Heilongjiang i den nordøstlige del af landet. Her skulle hun hver dag, fra morgen til aften, arbejde i markerne. Og på alle måder stå til rådighed for den kinesiske landmand, som hun beskriver som en doven ludoman, der spillede alle penge væk. Hun blev gravid og fødte en dreng, der var statsløs, fordi hun var illegal flygtning.

- Jeg kunne ikke komme væk, fordi folk, der boede i landsbyen, holdt øje med mig, skriver hun.

- De truede mig ved at sige, at jeg ville blive voldtaget, nøgen på åben gade, og blive meldt til politiet. Jeg var bange, jeg boede som en fremmed i et fremmed land uden at kende nogen.

Jihyun Park.

Fjende af staten

- Jeg levede seks ensomme år i Kina som slave for en kinesisk mand, fortæller Jihyun Park, hvis tid i Kina fik en brat afslutning.

En dag kom kinesisk politi, arresterede hende og overgav hende til de nordkoreanske myndigheder. Hun fik ikke lov at tage sin søn med. Men på trods af det, var der en lille del af Jihyun Park, der glædede sig til at komme tilbage til sit hjemland.

- Jeg tænkte, at fordi vi alle er koreanere, og fordi vi forlod landet på grund af sult, så ville de nordkoreanske myndigheder ikke behandle os så dårligt. Måske var jeg for naiv, for det kunne ikke have været mere anderledes, end hvad jeg havde forestillet mig.

Tilbage i Nordkorea blev hun nemlig stemplet som kriminel og smidt i fængsel. Fængslet bestod af tre rum på 1,5 kvadratmeter med 40-50 personer stuvet sammen i hver. Fangevogterne var voldelige, toiletforholdende uhumske, og der var intet rindende vand. Når kvinderne havde menstruation, brugte de gamle overrevne håndklæder som bind. En dag blev Jihyun Park opdaget, da hun prøvede at vaske et stykke håndklæde med blod på.

- Jeg blev straffet. Blodet dryppede stadig fra stoffet, som jeg blev tvunget til at bære på hovedet.

Fra fængslet blev Jihyun Park overflyttet til en arbejdslejr, ikke langt fra hvor hun var vokset op. Her skulle der fra klokken 04.30 om morgenen til klokken 23 om aftenen bygges huse og rives huse ned. De fik ikke lov at have sko på. Om natten blev de 100 personer i lejren klemt inde i et lille aflåst rum. To spande blev placeret i rummet til toiletbrug. Maden bestod af ris.

- Det var hårdt som sten. Det var ris sendt fra Kina til svinefoder. Nordkoreanere spiste, hvad kinesere fodrede svin med, forklarer Yihyun Park og fortsætter:

- Jeg skulle leve som et dyr og overleve. Folk omkring mig døde en efter en.

En nat vågnede Jihyun Park med kraftige smerter i sin fod og et ben, hun knapt kunne bevæge. Svaret fra vagterne i arbejdslejren var prygl. De mente, at hun brokkede sig for at slippe for at arbejde. Dagen efter var hele benet hævet, så hun var nødt til at klippe buksebenet af. Hun havde fået en kraftig infektion, og benet var begyndt at blive sort. Betændelsen tog til, men viste sig efter nogen tid at blive Jihyun Parks vej ud af lejren. Vagterne, der ikke kunne bruge hende som arbejdskraft og heller ikke ville have dødsfald i deres lejr, besluttede nemlig at sætte hende fri.

- Det var her, det gik op for mig, at Nordkorea er en gigantisk fængsel, og vi, der boede der, var slaver, blev udnyttet, undertrykt og forfulgt. Folk som mig, der flygtede, blev jo straffet, som om vi var fjender af staten.

Jihyun Park med sin mand.

Mongoliet tur/retur

Fri af arbejdslejren besluttede Jihyun Park at sætte kursen mod Kina en gang til. Hun ville se sin søn. Hun betalte for flugten ved at give penge til en menneskesmugler igen.

- Jeg havde ikke noget valg. Min søn var min eneste familie, og jeg ville redde ham, skriver Jihyun Park.

Hun endte med at gå 400 kilometer med et ben, der stadig var sygt, for at blive genforenet med sin dreng.

Med sønnen i hånden fortsatte hun sin flugt. Nu mod Mongoliet, hvor der lå en sydkoreansk ambassade. Der ville hun søge asyl. Men for at komme ind i Mongoliet skulle man kravle over et flere meter højt grænsehegn. Sammen med ni andre nordkoreanske flygtninge forsøgte hun at forcere hegnet. Men for Jihyun Park var det svært med et lille barn på armen. Mens hun stod på den kinesiske side af hegnet og kunne se de andre flygtninge være vel ovre på den anden side, kom en mand pludselig løbende mod hende.

Stiv af frygt for, at det var en politibetjent, der ville sende hende retur til Nordkorea, sagde hun intet til ham. Men til hendes overraskelse tog manden hendes søn i favnen og hjalp både hende og hendes dreng igennem et hul, der var blevet klippet i hegnet. Mandens navn var Kwang. Også han var flygtning fra Nordkorea.

Jihyun Park, hendes søn og Kwang besluttede at følges ad videre ind i Mongoliet, men efter blot tre dage i landet måtte de give fortabt.

- Mongoliet er en ørken, forklarer Jihyun.

- Vi mødte ingen mennesker, og vi havde hverken mad eller drikke. Min søn var tørstig. Han var kun fem år og frøs, så vi kunne ikke blive mere i Mongoliet. Vi måtte tilbage til Kina.

Kwang og kærligheden

Jihyun Park skulle endnu engang tage hul på en ny tilværelse. I Kinas hovedstad Beijing og i konstant fare for at blive opdaget af politiet og sendt tilbage til Nordkorea. Forskellen fra hendes første gang i Kina var, at hun denne gang havde Kwang ved sin side. De var blevet forelskede, og han havde friet. Deres illegale status gjorde dog et officielt bryllup umuligt. De nøjedes derfor med en uformel, men ikke desto mindre vigtig ceremoni.

I 2008 skete der igen noget godt. Parret fik hjælp af en kristen organisation til at komme væk fra Kina.

- Jeg mødte en amerikansk præst i Kina, der hjalp os med at komme i sikkerhed. Dengang valgte jeg England, fordi England er et venligtsindet land i Nordkorea, fortæller Jihyun Park, der et helt årti efter sit første flugtforsøg landede i England med sin lille familie en vinterdag for ni år siden.

- Her i England har jeg fundet ud af, hvor vigtigt det er, at der er smil og støtte i en familie. I det slaveland, jeg voksede op i, følte jeg aldrig vigtigheden af familie. Uanset om jeg var vågen, eller jeg sov, lovpriste jeg diktatorerne og kaldte dem far og mor. Kim-Il Sung og Kim Jong-Il (tidligere ledere af Nordkorea, red.) var far, og Partiet var mor, fortæller Jihyun Park og fortsætter:

- Hele vores liv arbejdede vi for diktatoren og ofrede vores krop. Men den frygtelige realitet er, at i bytte for vores loyalitet fik vi sult og død.

I dag bor Jihyun Park og Kwang i en lille by nord for Manchester. Udover Jihyuns søn er der kommet to yderligere børn til familien.