Samfund

12 migranter er lige nu fanget på dansk rutefærge

Arkivfoto. Jens Nørgaard Larsen / Scanpix

Tre ambassader, Udenrigsministeriet og rederiet DFDS arbejder på at løse situationen, hvor flere migranter truer med at tage livet af sig selv.

En alvorlig situation har i den seneste måned udspillet sig ombord på den danskejede DFDS-færge 'Kaunas', der sejler i Sortehavet.

12 migranter har angiveligt smuglet sig ombord i tyrkiske lastbiler. De hævder at være statsløse palæstinensere og vil gerne i land, men hverken Ukraine eller Tyrkiet, som færgen sejler imellem, vil have dem.

Det skriver DR.

Det danske rederi har låst de 12 personer inde i kahytter, der bliver vogtet af vagter og har fået monteret gitre for vinduerne for at beskytte færgens passagerer og personalet.

Migranterne slås indbyrdes, har forsøgt at sætte ild til færgen, lavet oversvømmelser, truer med at springe i vandet og begå selvmord - og én har endda forsøgt at hænge sig selv i noget sengetøj.

- Indtil videre tager vi ansvar for mad, lægehjælp og tøj og giver dem mulighed for at komme i kontakt med deres familier. Vi tager vare på deres sikkerhed, men det kan vi ikke gøre for evigt, siger DFDS’ administrerende direktør, Niels Smedegaard, til DR.

- Derfor er vi nødt til at finde en løsning. Det er også et spørgsmål om tid, før vores egen besætning siger, de ikke kan mere.

Ifølge rederiet er der tale om flygtninge fra Algeriet og Marokko, men ingen myndigheder vil angiveligt tage imod dem, da de ingen identifikationspapirer har.

Derfor sejler migranterne fortsat frem og tilbage med den danske DFDS-færge.

- Indtil videre er vi løbet ind i en mur og har ikke mødt forståelse fra de forskellige myndigheder, siger Niels Smedegaard til DR.

Ambassadører i både Tyrkiet, Ukraine og Litauen er nu indblandet i sagen, og Udenrigsministeriet oplyser til DR, at man har flere medarbejdere på opgaven for at løse den ekstraordinære situation.