Samfund

Tidligere misbruger efter TV 2-dokumentar: Det værste jeg kunne forestille mig - men det hjalp mig

Ronja tog amfetamin og heroin, da hun ventede sin søn. En tvangsindlæggelse vendte op og ned på det hele.

- Det er som at se et spejlbillede af sig selv.

Sådan siger 22-årige norske Ronja, da hun ser et klip fra dokumentaren om danske Malene Pedersen, der tog stoffer, mens hun ventede sit barn.

Hun har selv prøvet det. At være gravid og på stoffer.

Men i modsætning til Malene Pedersen varede det ikke ved. For to måneder inde i sin graviditet blev amfetamin, heroin og sprøjter skiftet ud med en tvangsindlæggelse på Borgestadsklinikken i det sydlige Norge.

- Det var det værste, jeg kunne forestille mig. Fra at gå fra at bestemme alt til at blive bestemt over, siger Ronja, som ønsker at være anonym på grund af en kriminel fortid.

Ligesom i Danmark forsøger myndighederne i Norge først at hjælpe kvinderne ud af misbruget af frivillighedens vej. Men hos nabolandet kommer barnets tarv før moderens, og virker den frivillige hjælp ikke, så tvangsindlægges den gravide misbruger.

Beholdte sin søn

Hvert år anbringes cirka 20 kvinder på Borgestadklinikken, hvor de afgiftes og behandles for deres abstinenser. Det er den klinik i landet, som tager imod flest gravide kvinder.

Selvom det var hårdt, da hun blev indlagt, ville Ronja ikke være det foruden i dag.

Jeg har fået et nyt liv. Jeg har fået ham

Ronja, tidligere misbruger

Hun er clean. Hendes søn er ni måneder gammel, han målte 50 centimeter ved fødslen og vejede 3550 gram. En sund dreng, som hun fik lov at beholde.

- Jeg har fået et nyt liv. Jeg beholdte ham, jeg har fået ham. Det er ikke alle, der får chancen for det. Men man får chancen, hvis man bliver tvunget, siger Ronja.

Sådan gik det ikke for danske Malene Pedersen. Trods et forsøg med frivillig hjælp kunne hun ikke modstå trangen til stoffer og så sent som på dagen for sin termin, røg hun en joint.

Få timer efter fødslen af Malene Pedersens søn, blev han taget fra hende, og hun har ikke udsigter til at få ham igen.

Ronja forstår Malene Pedersen. Var hun ikke blevet tvangsindlagt, var det sikkert endt på samme måde for hende, siger den 22-årige norske kvinde.

- Du er ikke i stand til at tage nogle rigtige valg - andet end at købe stoffer. Sælge stoffer. Bruge narko. Masser af narko. Det er for stærkt. Du bestemmer ikke over dig selv, når du er på stoffer, siger hun til TV 2.

Døre og vinduer låses

I Danmark møder tvangsindlæggelse af gravide misbrugere opbakning fra Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti.

SF, Enhedslisten og Liberal Alliance er imod. Blandt andet lyder kritikken af den norske model, at man frygter, det vil skræmme de gravide kvinder fra at kontakte offentligheden og bede om hjælp.

En kritik, som leder af Borgestadklinikken ikke forstår.

- Vi oplever, at kvinderne inderst inde ønsker hjælp, men i deres situation har rusmidlerne en enorm kraft, som gør, at de ikke kan klare sig. De har brug for, at andre hjælper dem til at tage valget og foretage en forandring, siger klinikkens leder, Ingunn Eikje.

Borgestadklinikken tvangsindlægger gravide stofmisbrugere. Barnets tarv kommer før moderens, siger klinikkens leder. Video: Louise Uberg

I dokumentaren om danske Malene Pedersen, fortæller hun, at hun ville ønske nogen havde taget valget for hende og hjulpet hende.

- Det burde de have gjort. Det burde de altså, lød ordene fra Malene Pedersen.

På Borgestadklinikken er dørene og vinduerne låste, og de vordende mødre må først gå alene udenfor, når deres børn er født.

Når de efterfølgende flytter fra klinikken, stopper behandlingen, som Ingunn Eikje slet ikke er tvivl om, er en succes.

- Fostre i maven har krav på beskyttelse. Loven sikrer, at det ufødte barn bliver forhindret i at blive udsat for rusmidler. Kvinden får samtidig en mulighed for at lave en forandring i livet, så hun kan blive i stand til at tage vare på sit barn, siger kliniklederen.

Ifølge hende beholder 60-70 % af kvinderne deres børn, og otte ud af ti af dem fortsætter i videre behandling.