Strid om politikadetter trækker ud - her er forskellen på dem og betjente
Politikadetter skal hjælpe med politiopgaver blandt andet ved grænsen. Bliv her klogere på, hvad forskellen er på dem og den almindelige betjent.
Skal de nye politikadetter, på lige fod med politibetjente, have ret til at strejke eller ej?
Det spørgsmål forsinker starten for landets første årgang af politikadetter, som ellers skulle have haft første arbejdsdag ved den danske grænse fredag den 1. september. Forhandlingerne mellem Politiforbundet og Moderniseringsstyrelsen, der forhandler på vegne af staten som arbejdsgiver, trækker nemlig ud.
Begge parter er enige om et nødberedskab, men de er uenige om, hvordan aftalen om beredskabet skal se ud.
Politiforbundets formand, Claus Oxfeldt, har svært ved at se, at forbundet kan rykke sig mere i striden om overenskomsten for de nyslåede politikadetter.
- Vi har på skrift tilbudt et nødberedskab. Det vil sige, at kommer der en konflikt, hvor politikadetterne skal ud og strejke, så er vi klar til at tilbyde, at politibetjente kan aflaste kadetterne, mens de strejker, siger han.
Han understreger, at Politiforbundet aldrig vil tillade, at en eventuel strejke går ud over landets sikkerhed, og derfor er det også vigtigt for ham at få et nødberedskab.
Minister: Vi har imødekommet Politiforbundets ønsker
Sophie Løhde mener, at Moderniseringsstyrelsen også har strakt sig langt.
- Moderniseringsstyrelsen har imødekommet Politiforbundet på deres helt centrale krav, nemlig at de har fået strejkeret, siger ministeren.
Sådan ser Claus Oxfeldt dog ikke på forhandlingerne.
- Det er en mærkelig retorik, at sige, at vi har fået et tilbud om en strejkeret. Det er noget, som alle har ret til i en overenskomst. Hvis det er et stort problem, at det er kadetter, så ansæt dem som polititjenestemænd, der ikke kan strejke, siger formanden.
Et A- og et B-hold
Striden om mulighed for at strejke eller ej frustrerer en af de nyuddannde kadetter, Jens Snedegaard, der fredag skulle være startet i sit nye job.
- Vi fik at vide, dengang vi startede, at der var ét politi. Det er vi 100 procent sikre på, der ikke er. Der er et A- og et B-hold, for ellers fik man ansættelse som tjenestemand, og længere er den ikke.
Allerede på mandag starter et nyt hold kommende kadetter på Politiskolen i Brøndby ved for København – og til marts 2018 vil de 37 mænd og kvinder være færdiguddannede politikadetter.
Kadetterne bliver en del af det danske politi og skal løse opgaver blandt andet ved den danske grænse.
Men hvad er så helt præcist forskellen på dem og den almindelige politbebetjent? Bliv klogere herunder.