Samfund

Sådan vil regeringen ændre i håndværkerfradraget

Går regeringens finanslovsforslag igennem, vil der være penge at spare på rengøring. Til gengæld er der ikke længere besparelser på håndværkerarbejde.

Det skal være slut med at trække penge fra, når der skal sættes nye vinduer og døre i hjemmet.

For selvom regeringen med deres nye finanslovsforslag vil videreføre den såkaldte BoligJobordning – også kendt som håndværkerfradraget, så bliver det fremover indskrænket, så det ikke længere dækker håndværkerarbejde, men derimod kun serviceydelser såsom rengøring og børnepasning.

Men det vil få konsekvenser for byggebranchen og energivenlige løsninger, mener Frank Jensen, som er indehaver af VVS-firmaet Finlow VVS i København.

- Det betyder, vi vil få færre forespørgsler på nye gaskedler, fjernvarmeindlæg, altså energireguleringer, hvor man kan spare en masse energi og CO2, siger han til TV 2:

- Færre forespørgsler giver selvfølgelig færre installationer og mindre arbejde til vores medarbejdere.

Det er særligt de grønne installationer, Frank Jensen frygter, der i fremtiden vil blive mindre efterspørgsel på.

Med den nuværende BoligJobordning kan den enkelte dansker nemlig trække 12.000 kroner fra på håndværkernes arbejdsløn til de arbejdsopgaver, som bliver brugt på grønne forbedringer i hjemmet. Det gælder for eksempel isolering af huset, eller hvis man får installeret energibesparende varmeløsninger i hjemmet.

Fradragssatsen er på cirka 27 procent, og det vil sige, at hvis man trækker alle 12.000 kroner fra, får man en kontant skatterabat på 3.240 kroner. 

Det er den besparelse på det grønne håndværkerarbejde som fjernes, hvis regeringens forslag til finansloven vedtages.

- Vi har fokus på energiforbedringer og omstilling. Det vil være svært at fortsætte med det, hvis ikke der er incitament med en smule tilskud for de her husejere, siger Frank Jensen.

Børnepasning, rengøring og havearbejde trækkes fortsat fra

Den nuværende BoligJobordning udløber ved udgangen af 2017. Udover at den gør det muligt at fratrække 12.000 kroner til grønne forbedringer af boligen, så gør den det også muligt at trække 6.000 kroner fra til serviceydelser som børnepasning og rengøring.

Det er den ydelse, som regeringen vil videreføre. Meningen er, at det skal give børnefamilierne råd til at betale for at få udført husarbejde. Samtidig skal det reducere mængden af sort arbejde i rengøringsbranchen, lyder det fra regeringen. 

Dét budskab møder opbakning fra ejeren af rengøringsfirmaet Alletiders Hjemmeservice i København, Jens Back. 

- Det er en fremragende ide. Vi har været i gang i mange år, og vi kan se, der er flere og flere, som vil benytte hvid rengøring, hvis de kan få støtte til det, fortæller Jens Back. 

Står det til regeringen, skal det fradragsberettigede beløb fortsat være 6.000 kroner, til gengæld skal fradragssatsen hæves. I en gennemsnitskommune er satsen med den nuværende ordning cirka 27 procent, men regeringen ønsker fremover, den skal være på cirka 40 procent.

Det vil sige, at hvis man bruger hele fradraget på 6.000 kroner, får man en skatterabat på 1.620 kroner. Den rabat vil med regeringens forslag fremover være på 2.400 kroner.

Jens Back er slet ikke i tvivl om, at en højere sats vil få betydning for de private kunder. Både børnefamilierne, men også de ældre. 

- Der går ikke en dag, hvor vi ikke bliver ringet op af pensionister, som er ramt af, at kommunerne sparer på deres rengøring. De vil gerne købe noget supplerende rengøring eller hoppe helt over til os. Men de spørger også til prisen, og det er klart, at fradraget spiller ind, siger Jens Back. 

Det er regeringens hensigt, at der skal være tale om de samme serviceydelser, som gør sig gældende for BoligJobordningen nu. Men det er muligt, at der vil ske ændringer afhængigt af de kommende finanslovsforhandlinger, oplyser skatteministeriet til TV 2. 

Det indebærer serviceydelserne i 2017

  1. Almindelig rengøring

    • Vask og aftørring af flader i boligen
    • Rengøring af toilet og bad
    • Støvsugning, gulvvask og boning
    • Opvask, tøjvask og strygning
    • Rensning eller vask af tæpper, gardiner, persienner med mere
  2. Vinduespudsning

    • Indvendig
    • Udvendig
  3. Børnepasning

    • Børnepasning i hjemmet eller i en fritidsbolig (fradraget omfatter ikke lektiehjælp som hovedydelse)
    • Aflevering og afhentning af børn til og fra daginstitution, skole, fritidsklub og fritidsaktiviteter
  4. Almindeligt havearbejde

    • Græsslåning
    • Klipning af hæk
    • Lugning 
    • Beskæring af buske og træer (fradraget omfatter ikke træfældning og fjernelse af væltede træer)
    • Snerydning
    • Fliserensning af terrasser, indkørsler med mere

Kilde: Skatteministeriet