GO'

Dansk bokser takker dopingtest for at redde ham fra misbrug

Han håber, hans indrømmelser kan holde andre fra at falde i.

Dennis Ceylan havde brug for et afbræk. Brug for at glemme den hårde daglige træning. Brug for at glemme det stormvejr, han stod midt i privat.

En fest med venner var den perfekte flugt. Sådan virkede det i hvert fald dengang for tre måneder siden.

- Jeg var til en fest med nogle gamle kammerater, og så endte jeg desværre i posen, fortæller Dennis Ceylan i 'Go' aften Danmark' og BT. 

Posen, han taler om, indeholdt kokain. Han vidste, det var farligt. Han har mistet sin mor til stoffer, men midt i uvisheden om, hvor hans boksekarriere var på vej hen, og om forholdet til moren til sine to børn holdt, gled konsekvenserne i baggrunden. 

Lige indtil en repræsentant fra Det Internationale Antidoping Agentur, WADA, lagde vejen forbi hans træning kort efter tømmermændene havde lagt sig. 

Det knækkede mig. Der begyndte jeg at græde

Dennis Ceylan, professionel bokser

Uventet kontrol

Dennis Ceylan er professionel bokser i fjervægtskategorien, og han har blandt andet vundet en EM-titel sidste år. 

Han ved, at dopingtests er en del af boksekampe på højt plan, men denne gang kom dopingkontrollen under en almindelig træning og helt uventet.

Sporene fra festen var ikke til at skjule, og testen var positiv. 

- Det var en dum beslutning. Der er ingen undskyldning for, hvorfor jeg har taget stoffer, og jeg skammer mig meget over det, siger Dennis Ceylan i dag. 

- Det knækkede mig

Hans fejltrin blev hurtigt opdaget i både bokseverdenen og medierne. 

Alligevel var det indrømmelsen over for sin niårige datter og syvårige søn, der var den værste. 

- Jeg har altid fortalt mine børn, at deres farmor var afhængig af medicin, selvom hun døde af en overdosis af heroin. Så da jeg fortalte, at deres far også havde taget medicin, skræmte det dem helt vildt. Det var utroligt hårdt at se, og det knækkede mig. Der begyndte jeg at græde, siger Dennis Ceylan. 

Dopingagenturet var redningen

Selvom indrømmelsen var hård og har kostet dyrt både på omdømmet i offentligheden og tilliden mere privat, så er han lykkelig for, at han blev opdaget. 

Det her er min mulighed for at komme ud af at være ham bokseren, der har taget kokain

Dennis Ceylan, professionel bokser

- Hvis jeg ikke var blevet taget, så kunne jeg være blevet ved. Vi har åbenbart en svaghed for stoffer i min familie, men heldigvis har jeg fået én over snuden nu, siger Dennis Ceylan. 

Så hvis ikke, du var blevet opdaget, var du fortsat?

- Det er jeg 100 procent sikker på, så jeg er utroligt glad og takker Det Internationale Antidoping Agentur for, at de kom forbi og tog mig med fingrene i kagedåsen. De har givet mig mere styr på mine prioriteter, siger han.

En chance for at vinde tilliden tilbage

Efter afsløringen slap Dennis Ceylan for karantæne. Brug af kokain er nemlig ikke imod agenturets regler mellem kampe.

Alligevel afstod han frivilligt for at forsvare sit europamesterskab. Nu går han efter større præstationer.

Det har lettet mit hjerte at indrømme det, så jeg ikke skal leve på en løgn

Dennis Ceylan, professionel bokser

Til oktober skal han bokse en eliminationskamp i England, og vinder han, venter en VM-kamp. 

- Det er min mulighed for, at danskerne kan glemme, hvad jeg har gjort. Vi laver alle fejl, jeg er blot et menneske, men jeg vil gerne vinde tilliden tilbage. Det betyder meget for mig, siger Dennis Ceylan og understreger, at han også har en stor opgave i at genvinde sin træners tillid. 

Vil være et forbillede

Dennis Ceylan siger selv, at hans liv stadig er kaotisk, men indrømmelserne omkring brugen af kokain har givet mere ro på familien. 

- Det har gjort os tættere. Vi passer mere på hinanden, og vi læser hinandens signaler noget bedre, siger Dennis Ceylan. 

Nu håber han, at hans ærlighed kan få andre til også at stoppe op og gå væk fra stofferne i tide. 

- Det har lettet mit hjerte at indrømme det, så jeg ikke skal leve på en løgn. Nu håber jeg, jeg kan bruge det til at få andre ud af det. Jeg kender mange, som desværre stadig er i det. Men når vi sidder til fester og stofferne kommer på bordet, så kan jeg nu sige, hold jer væk, siger Dennis Ceylan. ​

Hans comeback-kamp skal bokses den 21. oktober i den engelske by Leeds. Her skal han møde englænderen Josh Warrington.