Samfund

Politiker kaldte homoseksuelle for afvigere - landsby svarer igen med en Pride

Den sydjyske by Gesten afholder i dag en Pride-parade som modsvar til udtalelser fra DF-byrådsmedlemmet Anni Grimm.

Tidligere på sommeren, den 3. juli helt præcis, skrev gruppeformanden for Dansk Folkeparti i Vejen byråd, Anni Grimm, et læserbrev i JydskeVestkysten. Heri skrev hun blandt andet:

- Afvigerne - det være sig homoseksuelle, lesbiske eller andre minoritetsgrupper - kæmper bravt for deres "rettigheder".

Anni Grimm, der bor i landsbyen Gesten ved Vejen, skrev videre:

- Problemet opstår jo netop kun, fordi disse afvigere vil påtvinge mig og andre dels at overvære deres mere eller mindre provokerende seksuelle udfoldelser på åben gade eller på landsdækkende tv.

Begyndte i Facebookgruppe

I dag svarer indbyggerne i Gesten så tilbage. De afholder slet og ret Gesten Pride i den sydjyske by, og netop nu er Priden i gang med taler fra politikere, musik og fest frem til klokken 24. 

Nick Højgaard er formand for Gesten Pride, og han ser arrangementet som en modreaktion på Anni Grimms udtalelser.

- Der var nogle borgere, som tog afstand fra læserbrevet, så vi besluttede os for at handle på det. Vi ser derfor denne Pride, som et manifest for det vi tror på, siger han.

Ideen til en Pride-parade i den jyske landsby, der har 900 indbyggere, opstod i Facebookgruppen 6621 Gesten, hvor flere borgere luftede deres utilfredshed over Anni Grimms læserbrev.

- Altid følt sig velkommen

Pride-paraden begyndte med omkring 700 deltagere klokken 13.30, da dørene blev åbnet ved Gammel Stadion i byen. 

En af deltagerne i Gesten Pride, Tommy Egelund, siger til TV 2 NEWS, at han selv har boet i Gesten med sin mand, og at han altid har følt sig velkommen. 

- Jeg er her for at fejre mangfoldigheden. For at vise, at der er plads til alle. De første par dage, da vi boede her, fik vi besøg af alle og blev inviteret med i en solsikkeklub og fik blomster og gaver. Vi følte os altid velkomne, og det var bare dejligt at bo her, siger Tommy Egelund. 

Han er ked af at blive kaldt 'afviger' i et læserbrev.

- Jeg blev ked af at læse sådan noget på skrift. Jeg synes, at hun (Anni Grimm, red.) i stedet burde tage ud og møde nogle af os. Og se, at vi er nogle dejlige mennesker. Det er aldrig rart at blive kaldt en afviger, og det føler jeg mig heller ikke som, siger Tommy Egelund. 

Grimm hylder ikke den mangfoldighed

Anni Grimm støtter ikke paraden, men siger til Ritzau, at man har retten til at gøre, som man har lyst. Hun mener dog, at man ikke har forstået budskabet i hendes læserbrev.

- Som jeg skrev i læserbrevet, så er jeg meget liberal på det punkt. Alle mennesker har ret til at være, den de er, men de skal også give plads til folk, der er uenige i deres holdninger, siger Anni Grimm.

Hun mener heller ikke, at hendes holdning accepteres af modparten.

- Vi skal have lov til til at være de mennesker, vi er, også selv om vi ikke har samme holdning. De vil kun høre på folk, der er enige med dem, og det er ikke den mangfoldighed, jeg hylder, siger hun.

Nick Højgaard, formand for Gesten Pride, mener blot, at borgerne i den jyske landsby bruger deres ytringsfrihed, når de nu svarer igen på Anni Grimms holdninger.

- Når der er nogen, der kommer med én holdning, så har man friheden til at reagere på det, og det er det, vi gør her, siger han.