Samfund

Yahya Hassan opgiver klage over ingen prøveløsladelse

Yahya Hassan raser på Facebook over Retten i Svendborg har nægtet ham at blive prøveløsladt fra fængslet. Søren Bidstrup / Scanpix Denmark

Digteren Yahya Hassan har siddet fængslet siden marts 2016.

Den 22-årige digter Yahya Hassan, der afsoner en straf på ét år og ni måneders fængsel, er i maj blevet nægtet prøveløsladelse, selvom det er normal procedure, at dømte kan prøveløslades efter at have afsonet to tredjedele af straffen.

I første omgang valgte Yahya Hassan og hans advokat derfor at klage over, at Kriminalforsorgen ikke vil prøveløslade Yahya Hassan, og den sag skulle retten i Svendborg herefter behandle. Men den 18. august har den dømte digter og hans forsvarer Claus Bonnez trukket klagen tilbage.

- Det har vi, fordi min klient ikke har tillid til myndighederne i sagen, og som min klient siger, så er der jo trygt i fængslet, siger Claus Bonnez til TV 2.

I et Facebook-opslag skriver Yahya Hassan blandt andet:

- Her er trygt og tyst. Top-uddannede fangevogtere har lært mig lydighed og kadaverdisciplin. Jeg har indset, at det er for risikabelt med en prøveløsladelse allerede nu, hvor jeg endnu kan læse og stave, og hvor de sidste rester af empati endnu ikke er skyllet ud af mit sind.

Claus Bonnez bekræfter over for TV 2, at Yahya Hassans manglende tillid til myndighederne blandt andet skyldes, at digteren og hans advokat mener, at Kriminalforsorgen har set bort fra oplysninger i en undersøgelse, som viser at tilbagefaldsrisikoen for Yahya Hassan er lille. De mener også, Kriminalforsorgen har set bort fra, at politi og anklagemyndighed har droppet sigtelsen mod digteren i en voldssag.

Ingen sag for nuværende

Pressekontaktdommer ved Retten i Svendborg, Anni Højmark, siger om kritikken til TV 2:

- Retten i Svendborg har slet ikke forholdt sig til indholdet af Yahya Hassans sag om ønske om prøveløsladelse, men kun hvordan sagen principielt skal behandles. Sagen var udsat på behandling i procesbevillingsnævnet, indtil advokat Claus Bonnez tilbagekaldte sagen fredag den 18. august. Så lige nu har vi ingen sag at forholde os til, siger Anni Højmark til TV 2.

TV 2 har kontaktet Kriminalforsorgen for en kommentar til Yahya Hassans beskyldninger.

Pressemedarbejder Sabrina Ejstrup Vig oplyser til TV 2, at Kriminalforsorgen ikke vil udtale sig om den konkrete sag.

Fængslet efter skudepisode

Den 22-årige danske digter har siden den 21. marts 2016 været fængslet efter en skudepisode på Kappelvænget i den vestlige del af Aarhus.

Her var Yahya Hassan i besiddelse af en skarpladt pistol og affyrede mellem tre og fem skud, der ramte en 17-årig dreng i foden og strejfede hans lår.

Den 22-årige digter blev i september 2016 idømt fængsel i ét år og ni måneder af Retten i Aarhus. Han valgte ikke at anke dommen.

Yahya Hassan er født i Aarhus, har palæstinensisk baggrund og er opvokset i ghettomiljøet i den vestlige del af byen.