Samfund

Massiv oprydning efter unges kæmpefest - efterlyser forældres hjælp

Naturstyrelsen Hovedstaden synes, fredagens fest i Dyrehaven forløb bedre end sidste år.

Den traditionelle gymnasiefest i Dyrehaven i det nordlige København har efterladt et stort oprydningsarbejde for Naturstyrelsen Hovedstadens ansatte.

Inden festen, der blev afholdt fredag, havde rektorer fra diverse gymnasier advaret deres elever om at deltage i festlighederne, der sidste år endte med flere hospitalindlæggelser. Men mange trodsede rektorernes råd.

Op mod 7000 gymnasieelever mødte op i Ulvedalene i Dyrehaven med masser af alkohol.

Det ligner ikke Roskilde Festivalen, men tankerne kan godt lede derhen.

Kilde: Hans Henrik Christensen, skovrider i Naturstyrelsens Hovedstaden

Tankerne leder hen på Roskilde Festival

Dagen derpå flyder det med affald i haven, fortæller skovrider i Naturstyrelsen Hovedstaden, Hans Henrik Christensen.

- Det ligner ikke Roskilde Festivalen, men tankerne kan godt lede derhen. Der ligger skrald og smadrede glas over det hele, siger han.

De smadrede glas er skovrideren og hans kollegaer især kede af det over, da det er meget svært at samle op.

Bedre end sidste år

På trods af at Dyrehaven er forvandlet til en svinesti, siger skovrideren, at det forløb væsentligt bedre end sidste år, da de i år var godt forberedte på situationen.

- Vi havde sammen med Københavns Beredskab, Natteravnene og Røde Kors fået lavet en opsætning, hvor vi var klar til at modtage de unge mennesker, siger Hans Henrik Christensen.

Havde ønsket at forældre kom og hjalp

Til oprydningen lørdag har otte mand fra Naturstyrelsen Hovedstaden været i gang med at fjerne gårsdagens efterladenskaber.

Hans Henrik Christensen fortæller, at de har fået noget hjælp ude fra. 

- Det, vi godt kunne have ønsket os, var, at der kom nogle forældre og hjalp med at rydde op. Der har været lidt elever og hjælpe med oprydningen, men ingen forældre, fortæller skovrideren.  

Lørdag og søndag går med oprydning ude i Dyrehaven for Hans Henrik Christensen og kollegerne, og han forsikrer om, at de nok skal få ryddet op.

Røde Kors og politiet gør status

Selvom skraldet sætter et markant præg på Ulvedalene dagen derpå blev gymnasiefesten en mere rolig affære end sidste år, da 180 unge blev behandlet af samaritter og 11 blev kørt på hospitalet. To endte endda på intensiv efter for stor alkoholindtagelse.

Røde Kors opgørelse viser, at der fredag var 120 henvendelser i samarittervagten.

- Vi har kun haft brug for fire ambulancer, men ingen af dem har været relateret til alkohol, siger Frank Praefke.

Nordsjællands Politi oplyser desuden lørdag morgen til TV 2, at der i løbet af aftenen ikke har været nogen episoder, der krævede assistance fra politiet.

Dermed ser det ud til, at de unge har lyttet til kritikken efter sidste års festligheder, og at fredagens fest forløb langt roligere end frygtet.

Samaritterne roser de unge gymnasieelever efter fest i Dyrehaven.