Samfund

Bandekrigen handler om status, 'byttere' og personlige konflikter - ligesom for 30 år siden

Hen over sommeren er flere mænd blevet skudt i København. I mere end 30 år har skud, koldblodige likvideringer og panserværnsraketter plaget Danmark.

Den 25. maj 1984 havde Bullshit-præsidenten Henning Norbert Knudsen - også kendt som "Makrellen" - og hans kone lige sat sig ind i deres bil.

Da de skulle til at køre fra hjemmet på Amager, dukkede Jørn "Jønke" Nielsen fra Hells Angels op.

Med en maskinpistol affyrede han adskillige skud gennem bilens forrude. Mens konen flygtede ud af bilen, løb Jønke hen til bildøren, som Henning Norbert Knudsen hang halvt ud af.

Her affyrede han endnu flere skud i ryggen på Bullshit-rockeren, inden han forsvandt fra stedet.

Jørn Nielsen flygtede til udlandet, og derfor gik der fire år, før han blev straffet for drabet. Han fik 16 års fængsel. 

I 1980'erne var det rockergruppen Bullshit, der sad på hashsalget på Christiania, men Hells Angels ville have del i det, og det resulterede i en årelang stridighed mellem de to grupper, som endte med flere voldsomme drab. 

Ifølge Christian Klement, der har skrevet en ph.d. om rockerkriminalitet og underviser på Danmarks eneste kandidatuddannelse i kriminologi på Aalborg Universitet, handlede en stor del af konflikten dengang om fristaden Christiania og hashsalget, som det lykkedes Hells Angels at fravriste Bullshit.

- Men det handlede også om tidligere personlige konflikter, siger han. 

Det er karakteristisk for både den og de mange efterfølgende konflikter, at der ikke er én årsag til dem, men at det er en kombination af flere ting.

- Der er en utrolig tæt sammenhæng mellem status i miljøet og retten til territorier, hvor man kan have folk stående. Hvis man ikke kan håndhæve sin status og sit ry, er det svært at få et gadehjørne. Sådan var det også dengang, siger Christian Klement.

Opgøret mellem Bullshit og Hells Angels varede frem til 1986 og kostede i alt 12 personer livet. De fleste af dem var medlemmer af Bullshit, og det blev afgørende for afslutningen på krigen.

For den daværende Bullshit-præsident "Krølle" tog konsekvensen af de mange tab.

Han ringede til Hells Angels' klubhus for at fortælle, at de ville gøre en ende på det ved at nedlægge Bullshit. Derefter brændte de deres veste for at vise, at de mente det.

Den Store Nordiske Rockerkrig

Mange helt almindelige mennesker, som var på vej på ferie eller hjem fra forretningsrejse, oplevede startskuddet til Den Store Nordiske Rockerkrig i Københavns Lufthavn den 10. marts 1996.

Ved højlys dag blev Bandidos-rockeren Uffe Larsen likvideret i sin bil foran lufthavnen. Det var "Makrellens" nevø, Michael Brokside fra Hells Angels, der trykkede på aftrækkeren og altså startede en årelang konflikt mellem de to rockergrupperinger.

En konflikt, der ifølge Christian Klement delvist skyldtes, at Hells Angels ikke uden kamp ville lade Bandidos udfordre dem på deres position. 

- Hells Angels var positioneret som den eneste outlaw bikerklub i Danmark og havde svært ved at acceptere, at der skulle være andre, siger han.

Så da Bandidos-rockeren vendte hjem fra et træf for motorcykelklubber i Finland, ventede der en voldsom velkomst uden for Københavns Lufthavn. 

En gruppe fra Hells Angels var tilfældigvis med det samme fly hjem og havde sendt besked til hovedkvarteret i Titangade om, at nogle af deres rivaler også var ombord. 

I klubhuset blev der hurtigt taget en beslutning. Hells Angels sendte tre biler mod lufthavnen.

Et Bandidos-medlem skulle likvideres som hævn for et tidligere angreb på en HA'er.

- Jeg blev ved med at skyde mod Uffe, indtil pistolen klikkede, og magasinet var tømt. Først ind gennem siden på hans bil. Derefter skød jeg ind gennem forruden, sagde Hells Angels-rockeren Michael Brokside fra vidneskranken i september 1997, da han for første gang fortalte om likvideringen af Bandidos-rockeren, hvor tre andre blev såret. 

Brokside blev idømt 16 års fængsel for drabet. Mens han sad fænglset, aflyttede politiet den mobiltelefon, han havde fået smuglet ind til sig.

Samtaler med hans "brødre" uden for fænglset afslørede, at drabet ikke var tilfældigt men skete efter en fælles beslutning. Aflytningerne førte til, at Hells Angels-rockeren Jørgen "Fehår" Nielsen fik en livtidsdom for medvirken til drabet samt fem andre drabsforsøg.

Panserværnsraket afbrød Vikingefest

Helstegt pattegris, dans og livemusik dannede rammerne om den årlige "Vikingefest" i Hells Angels-klubhuset på det ydre Nørrebro.

Men festlighederne blev afbrudt, da en panserværnsraket blev affyret mod huset den 6. oktober 1996. Endnu et stort slag i rockerkrigen var begyndt.

I 1996 blev Hells Angels årlige Vikingefest afbrudt, da en panserværnsraket blev affyret mod klubhuset i Titangade i København. Video: Local Eyes

Raketten ramte Louis Linde Nielsen, der var prøvemedlem i Hells Angels. Han døde for øjnene af sine kammerater

Efterfølgende fik Bandidos-rockeren Niels Poulsen en fængselsdom på livstid for angrebet. En tilfældig, udenforstående kvinde blev også dræbt.

Folketinget tog bestik af situationen og indførte kort tid efter den omdiskuterede rockerlov, der gjorde det muligt for politiet at forbyde rockerne at opholde sig i bestemte ejendomme.

Krigen mellem de to rockergrupper fortsatte. I alt kostede den 11 mennesker livet.

Men i september 1997 blev der sat en foreløbig stopper for drabene. Her indgik Bandidos og Hells Angel en fredsaftale, som blandt andet handlede om, hvor de to grupper måtte have klubhuse og hvilke byer, de skulle holde sig fra.

- Hells Angels havde en forventning om, at de kunne holde Bandidos ude. Men med fredsaftalen accepterede de, at det ikke var muligt. Bandidos havde manifesteret, at de havde ret til at være der, fortæller Christian Klement.

Banderne blander sig

Fredsaftalen betød, at der de næste mange år var forholdsvis ro på tingene. Det var der, fordi både Hells Angels og Bandidos var interesserede i at undgå de store konflikter, forklarer Christian Klement.

Det var 'bad for business', som han siger, og han uddyber:

- Under konflikter skal man hele tiden kigge sig over skulderen og hele kroppen er i alarmberedskab. Det er stressende og gør det svært at organisere ting i gruppen.

Men i 2008 satte et drab i Tingbjerg i København ifølge Rigspolitiets Rocker- og Banderapport skub i konflikten mellem det nye bandemiljø og Hells Angels.

Den 19-årige Osman Nuri Dogan blev dræbt på torvet i Tingbjerg. Der blev affyret op mod 30 skud fra et maskingevær mod en gruppe unge mennesker, som stod foran pizzeriaet Gonzale på torvet.

Bandemiljøet mistænkte personer fra Hells Angels' støtteklub AK81 for at stå bag drabet. En mistanke, der holdt stik. I 2011 blev Mazdak Fabricius, der dengang var medlem af AK81, idømt 14 års fængsel for drabet. 

Forholdet mellem parterne havde længe været anspændt. Efterfølgende blev det endnu værre. Hvor det tidligere var boldtræ og de bare næver, der blev brugt som våben, steg mængden af skudvekslinger.

Ifølge Christian Klement er en del af forklaringen, at banderne gør brug af det, politiet kalder for "byttere". Øje for øje, om man vil. Et angreb kan ikke gå ubemærket hen, og efter drabet på Osman Nuri Dogan skulle grupperingen i Tingbjerg vise AK81 og Hells Angels, at de stod fast.

- Grupperne er nødt til at vise, at et angreb på dem ikke er risikofrit. For hvis en gruppe ikke gengælder et angreb, bliver den anset som svag. Dermed risikerer den at gøre sig til offer for yderligere vold, siger han.

Black Cobra og Bandidos mødes på torvet i Køge

I årene efter drabet på torvet i Tingbjerg dukkede der endnu flere nye bander op, hvor mange af medlemmerne havde indvandrerbaggrund. Værebros Hårde Kerne i Bagsværd. Grupper på Blågårds Plads, i Tingbjerg og Kokkedal. Brothas Souljaz. Black Cobra.

Kilde:  Rocker og banderapporter fra 2009-2016, Rigspolitiet

I Rigspolitiets statusrapport over situationen i rocker- og bandemiljøet fra 2011 fremhæves særligt konflikterne indbyrdes mellem rockergrupperne Hells Angels og Bandidos samt mellem Bandidos og banden Black Cobra.

Sidstnævnte bundede eftersigende i, at Bandidos i en periode i 2011 kørte parløb med Black Cobras ærkefjender fra banden Bloodz. I flere år angreb de hinanden med knivstikkerier og skudattentater, men i Køge fik stridighederne en ende i marts 2013.

Angrebene mellem rockerne og bandemedlemmerne var begyndt at ske på deres privatadresser og foran familiemedlemmer.

Det blev for meget – særligt for Black Cobras talsmand, Kenneth Holm. I al hemmelighed havde han forhandlet en fredsaftale med Bandidos, som de forseglede på torvet i Køge foran TV 2 og Ekstra Bladet.

Tanken bag at gøre det offentligt var ifølge begge parter at vise, at de mente det alvorligt. De ønskede, at freden skulle vare ved, og derfor skulle det ikke være en hemmelig aftale, som man kunne løbe fra. 

- Black Cobra Danmark og Bandidos MC Danmark er begge tilstede her i aften for at vise borgerne i Køge og det øvrige Danmark, at den såkaldte "bande"-konflikt imellem Black Cobra og Bandidos er overstået, stod der blandt andet i aftalen. 

Det var ikke alle afdelinger af Bandidos i landet, som var tilfredse med aftalen. Blandt andet i Næstved mente man, at Bandidos havde forrådt broderskabet.

Satudarah slår sig ned i Bagsværd 

I løbet af 2013 rykkede Black Jackets og Gremium over grænsen fra Tyskland, og No Surrender og Satudarah kom til fra Holland. Da Satudarah åbnede deres første klubhus i Bagsværd, blev de den tredje rockerklub med rygmærker i Danmark.

En klub, som dele af Værebros Hårde Kerne senere lod sig optage i. Det er der ifølge Christian en forklaring på:

- Det virker ikke tilfældigt, at det er Satudarah, de bliver en del af. Klubben har taget en del af de traditionelle, vestlige idealer fra motorcykelklubberne til sig, men favner tilsyneladende bredt. Der er derfor ikke kun blege mennesker - sådan nogle som mig - hos Satudarah, siger han.

Satudarah MC er oprindeligt etableret af en gruppe indvandrere fra en hollandsk koloni ved Indonesien. Navnet er indonesisk, betyder "ét blod" og er symbol for, at gruppen ser alle racer som ligeværdige. Til forskel for de andre motorcykelgrupper i Danmark er Satudarah baseret på medlemmer med en anden etnisk baggrund end dansk.

I 2016 var det blandt andet grupper som Satudarah, Brothers, der senere lod sig optage i Black Jackets, Black Army, Loyal To Familia og Bloodz der dominerede i gaderne sammen med HA og Bandidos.

De mange grupperinger betød flere konflikter. Der var flere, de skulle kæmpe om positionerne med og opretholde status overfor. Men i bund og grund var det det samme, det handlede om, som i 1980’erne og 1990’erne, forklarer Christian Klement:

- Mit indtryk er, at det handlede om en kombination af personlige konflikter, kriminelle markeder og status. Det samme tror jeg også gør sig gældende med de versende konflikter. Hvad det præcise blandingsforhold mellem de tre typer af årsager er under de enkelte konflikter er et meget kompliceret spørgsmål, men det kan have ændret sig over tid, siger han. 

Det er også politiets vurdering.

I Rigspolitiets Rocker- og Banderapport fra 2014 fremgår det, at de betragter det som naturligt, at der opstår uoverensstemmelser, når der kommer nye grupperinger til: 

- Voldelige sammenstød kan således navnlig opstå, hvor parterne ikke kan blive enige om betingelserne og rammerne for hinandens tilstedeværelse, eller hvor tidligere uoverensstemmelser står i vejen for en mindre konfliktfyldt udvikling, står der i rapporten. 

Kynisk likvidering på Frederiksberg

En novembernat i 2015 lå Philip Rasmussen, Mike Vinther og Suhaib Jaffer og sov i en etværelses lejlighed på Frederiksberg.

De havde lånt den, så de kunne gemme sig der. På det tidspunkt var en konflikt mellem Bandidos og Vanløse-gruppen "Holdet", som de tre mænd var en del af, blusset op. 

Men nogen havde afsløret, at det netop var den lejlighed, de gemte sig i. For midt om natten kravlede to mænd op på et stillads og ind gennem et vindue til lejligheden.

Seks skud blev affyret.

Bandidos-rockeren Ian Ramm Hansen og Benyamin Rahimi, bror til en af de ledende figurer i "Holdet", var kravlet ind i lejligheden for at dræbe de tre sovende mænd.

De tre unge mænd blev skudt på klos hold. I hovedet og i armene.

En kammerat fandt dem morgenen efter og ringede til alarmcentralen:

- Der er blod over det hele. De er helt livløse. Der er blod over det hele, sagde han.

- Er det nogen, du kender?

- Ja, det er mine venner, det er mine kammerater.

Hans kammerater var blevet dræbt i det, politiet har kaldt en af de mest kyniske likvideringer i nyere tid.

Bandidos-rockeren Ian Ramm Hansen fik fængsel på livstid for drabene, mens Benyamin Rahimi blev idømt ti års fængsel for medvirken til drab.

Der var ifølge anklagemyndigheden flere mulige motiver bag. Blandt andet kunne det være en såkaldt "bytter" for drabet på Ian Ramm Hansens bror, Jon Patorra, som blev stukket ned foran et pizzeria i september 2012.

Tre mænd med forbindelser til "Holdet" blev tiltalt for drabet, men kun én blev kendt skyldig - Benyamin Rahimis bror, Habibullah Rahimi.

Loyal To Familia breder sig

Netop Loyal To Familias ekspandering fik krigen til at blusse op tidligere på året. I foråret 2017 slog banden sig ned i den vestlige del af Aarhus, og det resulterede i en lang periode med sammenstød med den allerede etablerede bande Black Army.

En beboer i Bispehaven sammenlignede dengang situationen med det Mellemøsten, han selv kommer fra. Til TV 2 fortalte han, at de unge inddelte området i zoner og opstillede vagter ved de forskellige indgange. 

- De har indrettet sig fuldstændig som i de palæstinensiske flygtningelejre i Libanon. De opfatter det som deres eget lukkede område, hvor myndighederne ikke er velkomne, sagde han.

Den 22. juni sad to unge mænd på en scooter - en af dem med en skarpladt pistol - på torvet i Rosenhøj i Viby syd for Aarhus.  

Manden med pistolen skød mod en 25-årig mand, som måtte kaste sig ned bag en sølvgrå Toyota for at undgå at blive ramt.

De to på scooteren flygtede fra stedet, men undervejs besluttede de sig for at skifte transportmiddel. De stoppede en forbipasserende bil, og satte sig ind på bagsædet hos en 24-årig kvinde. 

De beordrede hende til at køre, men inden hun fik set sig om, kørte en anden bil ind foran hende. Nogle mænd kom ud af bilen og flåede de to mænd ud af kvindens bil.

Politiet fik fat i de to mænd på 18 og 21 år, som blev varetægtsfængslet og sigtet for drabsforsøg og ulovlig tvang

Sådan har vi gjort

Researchen til denne artikel er primært foretaget i TV 2s egne arkiver, men bygger også på Ekstra Bladets og Berlingskes dækning af sagerne gennem tiden.

De seneste måneders mange skyderier i de københavnske gader bunder også i, at Loyal To Familia breder sig. 

Politiet mener, at grupperinger omkring Mjølnerparken, det nordvestlige København og Husum har dannet noget, der ligner en fælles front mod Loyal To Familia. 

Flere personer uden tilknytning til det københavnske bandemiljø er på det seneste blevet beskudt i rivaliseringen mellem banderne.

Herunder kan du få et mere detaljeret overblik over de seneste måneders bandekrig i København. 

OVERBLIK: Skyderier i København

  1. 2017

    1. En person ramt af skud ved højlys dag i København

      Der var torsdag eftermiddag skyderi ved Mjølnerparken på Nørrebro i København.

      En 22-årig mand blev ramt af skud og afgik senere ved døden, oplyser Københavns Politi. Afdøde var kendt af politiet, og skyderiet er banderelateret. 

    2. 25-årig ramt af skud i København

      En person blev onsdag aften ramt af skud i Griffenfeldsgade på Nørrebro i København.

      Politiet tilføjer, at personen er uden for livsfare.

      - Det var en 25-årig mand, der blev ramt af skud onsdag aften på Nørrebro i København, og han har banderelationer, siger vicepolitiinspektør Torben Svarrer.

    3. 20-årig død efter skudepisode

      En 20-årig mand rammes af skud i Tingbjerg. Manden bliver fragtet på hospitalet i kritisk tilstand. Han afgår senere ved døden. Politiet oplyser, at det er banderelateret. 

    4. En dræbt og flere såret af skud

      Flere personer med relation til bandemiljøet blev skudt på Tagensvej på ydre Nørrebro i København. En er afgået ved døden, en er hårdt såret, mens den sidste er lettere tilskadekommen.

    5. To personer ramt af skud i Emdrup

      To personer kom lettere tilskade efter et skyderi ved Emdrup Torv aften. Politiet var massivt tilstede på Emdrupvej en stor del af tirsdag aften og natten til onsdag, og man efterforsker skyderiet som banderelateret.

    6. Skud ved Emdrup Torv

      Flere personer bringes til behandling på Herlev Hospital efter et skyderi på Emdrupvej. Samtidig er en sort Mercedes blevet parkeret foran Herlev Hospital. Bilens bagrude er ødelagt af skudhuller. 

    7. En person ramt af skud i Københavns Nordvestkvarter

      En person blev bragt på hospitalet efter at være blevet ramt af skud på Tomsgårdsvej natten til lørdag. To personer flygtede fra stedet henholdsvis på cykel og til fods. Den skudramte - en 21-årig mand - overlevede skudattentatet.

    8. Civil politibil ramt af skud

      En civil politibil fra Københavns Politi blev ramt af flere skud på Nørrebro i København. Senere på aftenen var politiet massivt til stede på Strødamsvej på Østerbro i København i forbindelse med skudsagen. 

      Ingen personer blev ramt ved skudepisoden, men der sad to betjente i bilen, oplyser vicepolitiinspektør ved Københavns Politi Rasmus Bernt Skovsgaard.

    9. Politiet finder patronhylster efter skyderi i Nordvestkvarteret

      Politiet får anmeldelse om, at der er affyret to til tre skud i på Jacob Lindbergsvej i Københavns Nordvestkvarter. Politiet finder et patronhylster, men ingen personer blev ramt.

    10. Kvinde skudt på Nørrebro

      En 26-årig mand bliver anholdt for to skudepisoder. Først bliver der skudt efter en tilfældig mand på Heimdalsgade, mens en tilfældig kvinde senere bliver ramt af skud ved Den Røde Plads. Ved denne episode bliver en mand også strejfet af skud. Begge overlever.

      Den 26-årige anholdte har tilknytning til bandemiljøet omkring Blågårdsgade.

    11. 21-årig ramt af skud i Brøndby Strand

      En 21-årig mand er uden for livsfare, efter han natten til søndag blev ramt af skud på en parkeringsplads ved Strandporten i Brøndby Strand. Det har endnu ikke været muligt at fastslå, om skyderiet er banderelateret.

    12. 20-årig mand ramt af skud på Amager

      En 20-årig mand bliver tirsdag aften den 15. august ramt af tre skud i en banderelateret skudepisode på Holmbladsgade på Amager.

      Tre formodede gerningsmænd bliver senere på aftenen anholdt af politiet efter en biljagt, som ender i et industriområde i Vallensbæk.

      Den 20-årige mand meldes onsdag den 16. august uden for livsfare.

       

    13. Tilfældig igen ramt af skud på åben gade i København

      Ved Heimdalsgade på Nørrebro blev en tilfældig 39-årig mand ramt i benet af skud søndag nat.

      To personer kom kørende på en knallert forbi en gruppe mænd.

      Knallerten stoppede op og sigtede med en pistollignende genstand mod en afrikansk mand i gruppen.

      Mandens tilstand er fortsat kritisk. 

    14. To personer ramt af skud på Nørrebro nær Den Røde Plads

      Sent lørdag aften fandt et skyderi sted ved Den Røde Plads på Nørrebrogade i København. 

      To personer blev ramt. Efterfølgende blev de to personer kørt på hospitalet, hvor de blev vurderet som uden for livsfare. 

    15. Skyderi i Københavns Nordvestkvarter

      Klokken 22.06 modtog Københavns Politi en anmeldelse om et skyderi ved Birkedommervej og Tomgårdsvej i Københavns Nordvestkvarter. 

      Politiet havde eftersat mod Lyngby, men mistede bilen da den kørte for hasarderet. 

      Kort før midnat oplyste politiet, at ingen var blevet ramt ved episoden.

    16. Tre skud på én aften

      Torsdag aften bliver der skudt hele tre steder i København.

      Et af skyderierne sker i Nordvest, hvor en tilsyneladende tilfældig 27-årig mand var i skudlinjen. Kun mandens knallert bliver dog ramt.

      De to andre skudepisoder torsdag skete i Tingbjerg og i Korsgade på Nørrebro.

    17. Bil ramt ved Mjølnerparken

      Da klokken var 22.06 modtog Københavns Politi en anmeldelse om, at flere skud var afgivet ved Mjølnerparken på Nørrebro i København.

      Ingen personer har henvendt sig på skadestuen med skader efter skuddene - efterfølgende har efterforskere fundet et skudhul i en bil.

      Skyderiet er sket på strækningen mellem Mimersgade og Tagensvej, der ligger på den ydre del af Nørrebro.

    18. Vildfaren kugle ender i sofa

      En vildfaren kugle ender i en sofa i en lejlighed på Lundtoftegade, mens en person var til stede i lejligheden. Personen har ingen banderelationer, og politiet mener, at det var tilfældigt, at netop denne lejlighed blev beskudt.

    19. 19-årig ramt af skud

      Kort efter midnat bliver en 19-årig mand skudt i benet i Mimersgade på Nørrebro. Offeret er en tilfældig mand, der intet har at gøre med bandekonflikten.

    20. En 17-årig dreng ramt af skud

      En 17-årig dreng bliver det tilfældige offer, da to mænd på knallert skyder ham i foden i Tingbjerg.

    21. En person ramt af skud

      Der bliver kort før klokken 13 affyret skud mellem to biler på Rovsingsgade i København. En bliver ramt. Politiet mener, at der er tale om "en bytter" efter et skyderi i samme gade 25. juli.

    22. 24-årig ramt af skud

      En 24-årig mand bliver skudt i ryggen, da han er ved at gå over et fodgængerfelt i lyskrydset ved Frederiksborgvej og Tomsgårdsvej. Det er to mænd på en knallert, der åbner ild.

    23. Mand ramt af skud

      To mænd på knallert affyrer flere skud på Nørrebrogade. En mand bliver ramt i den ene balle.

    24. Skud affyret

      Flere skud bliver affyret i Mjølnerparken. Tre biler - men ingen personer - bliver ramt.

    25. 26-årig mand ramt af skud

      En 26-årig mand bliver ramt af to skud i benet, da en bil stopper op i Rovsinggade, og en mand affyrer 8-10 skud. Kort efter bliver to mænd på 23 og 29 år anholdt i Mjølnerparken. De bliver dagen efter varetægtsfængslet.

    26. Skud affyret

      Skyderi i Mimersgade. Politiet finder efterfølgende afskudte hylstre, og dagen efter finder politiet et skudhul i en kaffebar på Heimdalsgade.

    27. Skud affyret

      Ukendte personer affyrer skud fra en knallert på Frederiksborgvej. To af skuddene rammer ruder i en kiosk og i en lejlighed. Ingen bliver ramt.

    28. Skud affyret mod gruppe

      På Gadelandet i Husum kommer to personer på en knallert kørende forbi en gruppe personer om eftermiddagen. Den ene affyrer mindst 12 skud mod gruppen. Politiet mener, at der er tale om "en bytter" for et skyderi samme morgen på Bogtrykkervej.

    29. Skud affyret

      Der bliver skudt på Bogtrykkervej i Nordvestkvarteret nær Tagensbo Skole natten til 13. juni. Politiet finder flere patronhylstre, men ingen gerningsmænd eller nogen ramte.

Københavns Politi oplyser, at der har været 38 skudepisoder, hvor 24 er ramt, og tre er døde i hovedstadsområdet siden 12. juni.

Kilde: Københavns Politi