Stor aktion: Forsvaret leder efter ubåd ud for København

Ubåden forsvandt torsdag aften. Helikoptere og skibe er i aktion.

To redningshelikoptere og tre skibe søger fredag morgen efter en ubåd i Københavns Havn, Drogden og sejlrenden mod Bornholm.

Det drejer sig om en af verdens største private ubåde, Nautilus, som er bygget af danske Peter Madsen og søsat i maj 2008 i København.

Meldt savnet af kæreste

U-båden, der er 18 meter lang og cirka 40 tons tung, blev meldt savnet natten til fredag klokken 02.30, da den ikke var vendt tilbage som aftalt.

- Den blev set af et krydstogtskib i Københavns Havn torsdag aften. Efterfølgende er den muligvis blevet set længere ude i Øresund, siger presserådgiver ved Værnsfælles Forsvarskommando Christer Haven til Ritzau.

Ejeren Peter Madsen skulle være ombord sammen med en journalist, og de stævnede ud af Københavns Havn ved 20.30-tiden. Det er journalistens kæreste, der meldte ubåden savnet.

Opfordrer private til at deltage

Det er uvist, hvor mange personer der er ombord på den forsvundne ubåd, men man forventer, at der er mindst to personer med.

- Hans seneste udsagn er, at han ville dykke omkring Middelgrundsfortet, så der intensiverer vi eftersøgningen. Og hvis folk vil hjælpe til, er de meget velkomne, siger Christer Haven.

Forsvaret opfordrer derfor danskere, der har adgang til en båd med sonar, til at lede efter den forsvundne ubåd Nautilus i Københavns Havn.

- Jo flere vi har ude at lede efter ham, jo bedre, siger Christer Haven til TV 2. 

Manden bag ubåde og raketter

Peter Madsen er også kendt som Raket-Madsen.

Som privatperson har han designet og bygget flere ubåde og raketter, og han var manden bag 'Copenhagen Suborbitals', der havde som mål at sende den første dansker i rummet.

Projektet blev startet i 2008 af Peter Madsen og Kristian von Bengtson, der ville bevise, at det er muligt at bygge rumraketter uden at have regeringsstøtte i ryggen.

- Der kommer altid noget ud af mit arbejde. Der er kommet tre undervandsbåde og projekt Copenhagen Suborbitals ud af det, sagde han i 2014 til Politiken.

- Da jeg byggede Nautilus, der sov jeg inde i den, fordi jeg ikke havde noget sted at bo. Da jeg byggede min anden ubåd, der boede jeg under skrivebordet i mit værksted. Det er totalt engagement, sagde den danske eventyrer.

Redningshelikoptere leder efter ubåd Video: Julie Bjørn Teglgård