Skoler forbyder mobiler i både timer og frikvarterer - elever i oprør

Brugen af mobiltelefoner går ud over elevernes sociale samvær i frikvartererne, mener flere skoler.

Flere skoler har efter sommerferien indført skærpede regler for brugen af mobiltelefoner i skoletiden. Det har skabt oprør blandt eleverne.

To af de skoler, der har indført mobilforbuddet, er Farsø Skole i Nordjylland og Hældagerskolen i Vejle. 

På Farsø Skole i Nordjylland gjorde man allerede forsøg med en mobilfri skoledag før sommerferien. Og ifølge skolens ansatte, så var forsøgsperioden sådan en succes, at det nu gøres permanent.

- I prøveperioden før sommerferien oplevede eleverne en ro, de ikke havde før. De kunne fordybe sig i undervisningen og havde ikke brug for at tjekke Facebook og for at tjekke, om der var kommet beskeder ind, siger John Andersen, der er skoleleder på Farsø Skole til TV 2 Nord.

Ikke alle skolens elever har det på helt samme måde.

- Det er noget lort. Man kan ikke tjekke noget som helst, før du har fri, siger Juliane Mølgaard fra 8.A.

Elev: Det stresser os at være uden mobil

Heller ikke på Hældagerskolen i Vejle er de nye mobilfrie frikvarterer faldet i god jord hos eleverne.

Ifølge Lukas Cimmino, som i dag begynder i niende klasse på Hældagerskolen, så hænger lærerne fast i en gammeldags opfattelse af, hvad socialt samvær er.

- For det første mener jeg, at vi vel selv må bestemme, hvad vi laver i pauserne, og det er ikke min oplevelse, at folk bare sidder med deres mobiler. Derudover så stresser det os rent faktisk mere, når man ikke har mobilen på sig. Nu kan vi kun blive kontaktet gennem en skoleleder, hvilket kan tage lang tid, og det er forkert, siger Lukas Cimmino til BT

Skal gøre en forskel for elevernes sociale samvær

Det argument får dog ikke viceskoleleder på Hældagerskolen Henriette Aaby Enevoldsen til at vakle i beslutningen om, at det er helt slut med mobiltelefoner i skoletiden:

- Vi har gjort det, fordi vi oplever, at vores frikvarterskultur og det sociale samvær bliver ramt af, at de unge sidder med mobilerne og er mere optaget af, hvad der sker på skærmen, end det omkring dem. Vi tror på, at det kommer til at gøre en forskel for elevernes måde at være sammen på, siger hun til BT.

I første omgang er heldagsforbuddet et forsøg, som kommer til at vare indtil oktober, hvor skolens ansatte vil tage en beslutning om, hvorvidt det skal gøres permanent.

Skole og Forældre: Vi bakker op om stramme mobilregler

Hos foreningen Skole og Forældre nikker man genkendende til, at flere og flere skoler sætter fokus på brugen af mobiltelefoner.

- Det er op til de enkelte skolebestyrelser at beslutte, hvilken mobilpolitik man vil have. Men vi støtter op om de skoler, der vælger at have stramme regler på området, fordi vi kan se, at det virker, siger landsformand Mette With Hagensen til TV 2.

Ifølge hende er det ikke unormalt, at eleverne brokker sig, når mobiltelefonen bliver taget fra dem.

- De har det, som om man tager deres livline fra dem. Men når de vænner sig til det, så er min fornemmelse, at langt de fleste faktisk bliver glade for det, og protesterne forstummer med tiden.

Afstemning