Samfund

E-Boks ramt af it-kaos: 2046 modtog en anden persons lønseddel

Dybt personlige data er blevet sendt til fremmede personer af en af Danmarks største administratorer af løn.

En omfattende it-fejl er tirsdag morgen blevet opdaget. Fejlen betyder, at 2046 danskere over det seneste døgn har modtaget en lønseddel i deres e-Boks med en fremmed persons navn, CPR-nummer og andre personlige løndata. Det skriver Ekstra Bladet.

Det er lønfirmaet Bluegarden, der er en af Danmarks største løn-administratorer, som har afsendt lønsedlerne til Nets, hvorefter fejlen er opstået under den videre distribution fra Nets.

- Det er jo vores kunder, der er blevet berørt. Derfor er vi interesseret i at begrænse skaden for dem mest muligt. Også selvom det ikke er en skade, der er opstået hos os. Kunderne er vores ansvar, siger kommunikationschef fra Bluegarden,Tine Greve til TV 2. 

- Fejlen er rettet hos Nets, og nu forsøger vi at få fat i alle de personer, som er blevet berørt. Det er Nets ansvar at sende de korrekte lønsedler til den korrekte modtagere, fortsætter hun. 

Hos Nets beklager kommunikationschef Karsten Anker fejlen overfor TV 2.

- Det drejer sig om en kørsel af lønsedler, som vi har sendt ud på vegne af arbejdsgivere. Det er en dybt beklagelig fejl, som ikke burde kunne ske, siger han. 

Nets forsikrer, at fejlen ikke spreder sig ud over de 2046 danskere, som allerede er ramt. Fejlen skete natten til tirsdag og blev opdaget tirsdag morgen. 

Karsten Anker opfordrer alle, som har modtaget en forkert lønseddel, til at slette den. 

- Vi skal nok sørge for, at folk får deres rigtige lønseddel, forsikrer han. Dog har Nets endnu ingen tidshorisont for, hvornår det sker. 

- Men hvis nogen er bekymrede, skal vi nok sørge for at hjælpe, så godt vi kan. Helt præcis hvad vi kommer til at gøre, det vil vi gerne dykke lidt ned, før vi svarer. 

Nets har endnu ikke overblik over, hvor mange forskellige arbejdsgivere, det drejer sig om. Men fejlen formodes at have ramt over hele landet. 

Buschauffør fik lønseddel fra vaffelhus

Hos Bluegarden oplyser Tine Greve, at de tirsdag har holdt krisemøde med samarbejdspartnerne KMD, e-Boks og Nets om sagen.

Der er fortsat et problem med de lønsedler, som er endt forkert. 

- Her er standardproceduren at skrive til folk gennem e-Boks, hvori de bliver bedt om at slette det, de har modtaget fejlagtigt. Man kan nemlig ikke trække det, som er blevet sendt ud til folk, tilbage, siger Tine Greve.

Derfor er Nets nu i gang med at sende de korrekte lønsedler, ligesom de ramte arbejdsgivere bliver kontaktet.

Bluegarden opfordrer ligesom Nets de lønmodtagere, som har modtaget en forkert lønseddel, til at slette disse, idet det drejer sig om dybt personlige og fortrolige oplysninger, som ikke må deles. 

Et af de firmaer, som er ramt af fejlen er ifølge Ekstra Bladet Bryggen Vaffelhus i Bork Havn ved Ringkøbing Fjord. Her har buschauffør Peter Broberg fra Holstebro i stedet modtaget en kvindelig ansats lønseddel.