Samfund

19 betjente blev udsat for vold ved fodbolduroligheder

- Der vil komme mange, mange flere sigtelser, siger politiet efter søndagens kamp mellem Brøndby og FCK, der blev afbrudt af ballade på stadion.

De seks personer, der søndag blev anholdt i forbindelse med urolighederne i fodboldkampen mellem Brøndby og FC København, er alle mandag blevet løsladt.

Det oplyser vicepolitiinspektør Brian Toftemann fra Københavns Vestegns Politi.

- Efter en juridisk vurdering er vores anklagemyndighed kommet frem til, at ingen skal fremstilles i et grundlovsforhør. Men sigtelserne opretholdes, siger han.  

Stort efterforskningsarbejde

Mandag formiddag er status, at politiet har noteret 42 lovovertrædelser. Det drejer sig blandt andet om vold mod politiet, vold mod kontrollører, besiddelse af slagvåben og for at være maskeret.

- Vi har 19 sager, hvor vores kolleger er blevet udsat for vold. Vi er nu gået i gang med et stort efterforskningsarbejde, som især omfatter gennemsyn af videomateriale.

- Der vil komme mange, mange flere sigtelser, siger Brian Toftemann.

Voldsom uro i kampens overtid

Uroen opstod i FCK-tilhængernes udebaneafsnit. En vagt faldt til jorden, da han ifølge politiet fik smidt et stolesæde i hovedet. Derefter blussede uroen op.

Det skete to minutter inde i kampens overtid, hvor Brøndby kort forinden havde bragt sig foran 1-0.

Kampen blev afbrudt, og politiet rykkede ind. Mindst 50 kampklædte betjente bevægede sig ind på grønsværen og placerede sig i en kæde foran tribunen med de urolige fans.

Med cirka 18 minutters forsinkelse besluttede kampens dommer at genoptage spillet, hvorefter de to resterende minutter blev afviklet.