Fra 1992 til nu: Prins Henrik har været utilfreds længe

Det har længe været kendt, at prins Henrik ikke er tilfreds med sin rolle i det danske kongehus. Her følger en tidslinje over Prinsens utilfredshed.

Prins Henrik har valgt at protestere til evig tid, som New York Times fredag beskriver det.

Torsdag meddelte han nemlig, at han ikke ønsker at blive begravet ved siden af sin hustru, den danske dronning Margrethe, i Roskilde Domkirke.

Beslutningen kommer, efter prinsen i længere tid har brokket sig over sin rolle i det danske kongehus.

Titlen som prins har aldrig behaget ham, og han har stillet sig uforstående overfor, hvorfor han ikke kan få titlen kong Henrik.

I 1992 tilkendegav han for første gang i et interview på TV 2 sin utilfredshed med ikke at være sidestillet med Margrethe. Herfra er fulgt 25 år, hvor Henrik med jævne mellemrum har ytret sit ønske om at blive betragtet som ligeværdig med Dronningen.

Her følger en tidslinje over Prinsens beklagelser om sin rolle i kongehuset:

Prins Henrik om sin titel gennem tiden

  1. 1992

    1. Prins Henrik lufter for første gang utilfredshed

      I et interview med TV 2 fortæller Prins Henrik for første gang, at han er frustreret over, at den danske befolknings øjne primært hviler på dronning Margrethe.

  2. 1996

    1. Vil ikke være nummer to

      Prins Henrik giver udtryk for sin utilfredshed om sin status som nummer to i det kongelige hierarki. I Prinsens bog ’Skæbnen Forpligter’ fortæller Prins Henrik:

      - Alt godt tillægges chefen, alt dårligt nummer to…

      Dronningen kommenterer senere på prinsens rolle. Hun beklager, at hun har forsømt prinsen i starten af sin regentperiode. Dronningen begrunder det med, at hun selv havde travlt med at definere sin egen rolle som dronning for det danske folk.

      - For hvad er det, en prinsgemal skal kunne? Først og fremmest skal man holde af hinanden og støtte hinanden som ægtepar. Men det er også vigtigt, at prinsgemalen finder ud af, at der er masser af opgaver, som netop han kan udføre. Som ikke gøres af den regerende selv. Det har du jo fundet ud af. Du hjælper mig med ting, som jeg ikke har tid til, men gør også i høj grad ting, som er dine egne. Og som jeg aldrig ville finde på at gøre, fortæller Dronningen til prins Henrik i et interview med Ekstra Bladet, da hun gjorde status efter 25 år på tronen.

  3. 2002

    1. Kronprins Frederik er vært ved nytårskuren

      Der er nytårskur på Amalienborg. Dronningen er syg, og kronprins Frederik må træde i Dronningens sted ved den årlige begivenhed - med prins Henrik som medvært. Prinsen er utilfreds med sin rolle som nummer to ved nytårskuren.

      Hofmarskal, Søren Haslund-Christensen, udtalte til Politken om rollefordelingen ved nytårskuren i 2002:

      - Der er kun én, som kan træffe den beslutning. Og det er Hendes Majestæt. Alle de her ting er besluttet af Dronningen. Prinsen var vært, og hvor der skete noget, der var rettet til statsoverhovedet - altså havde en officiel karakter - så var det Kronprinsen, der svarede på Majestætens vegne.

  4. 2005

    1. Fra prins til prinsgemal

      Prins Henrik får på egen opfordring lov til at få titlen 'prinsgemal' i stedet for blot 'prins'.

      - Det var min beslutning at tage den titel. Hvorfor? Fordi jeg var træt af at blive kaldt 'prinsen'. For hvad for en prins? Er det lille prins Felix? Eller er det Dronningens mand? Nuvel, så efter mere end tredive år tog jeg den titel af prinsgemal, som mine ligestillede i Holland og England dog har haft, sagde han dengang i Stéphanie Surrugues bog 'Enegænger'.

  5. 2007

    1. Vil være 'Kong Henrik'

      - I dag får en konges kone titlen dronning. Men en regerende dronnings mand bliver ikke konge ved ægteskab. Offentligheden er tilbøjelig til kun at anerkende dronningen. Således bliver parforholdet skævt, ikke privat, men i offentlighedens øjne, fortalte Prinsgemalen til det franske ugeblad Point de Vue.

  6. 2009

    1. Folkeafstemning: Ligestilling i Kongehuset

      En folkeafstemning skaber ligestilling mellem drenge og piger i den fremtidige tronfølge. Det ændrer dog ikke på Henriks titel som prinsgemal. Han tvivler på, om folkeafstemningen virkelig skaber ligestilling i kongehuset:

      - Jeg håber, at mænd vil blive lige så ligestillede som piger, udtalte han til BT.

  7. 2010

    1. Dronningen kan gøre prinsen til konge

      Bogen ’Enegænger’ af Stéphanie Surrugue, der er et portræt af prinsgemalen, bliver udgivet. I bogen fortæller prins Henrik endnu engang, hvor meget det går ham på at være under Dronningen.

      Se og Hør skriver i den forbindelse, at Folketinget i 2002 gav dronning Margrethe lov til at ændre prinsgemalens titel til konge, men Dronningen valgte ikke at reagere på tilladelsen.

  8. 2013

    1. Misundelig på svigerdatter

      Prinsgemalen lægger stadig ikke skjul på sin utilfredshed med ikke at være konge. I et interview sammen med sin svigerdatter, prinsesse Marie, siger prins Henrik til det franske ugeblad Point de Vue:

      - Du, min kære svigerdatter, har et normalt ægteskab, hvor du og din mand er lige. Han er en prins, og du er en prinsesse. Men sådan er det ikke i mit tilfælde. Der er ingen grund til, at jeg ikke skulle være på samme niveau som min kone.

  9. 2015

    1. Prins Henrik kritiserer sin rolle på hollandsk tv

      Prinsgemalen beklager sig igen over sin rolle som prinsgemal. I et interview med hollandsk tv fortæller prins Henrik, at han har svært ved at forene sig med ikke at være på samme niveau som sin hustru.

      - Jeg har altid sagt, at jeg burde være en partner. Men jeg betragtes ikke som en partner, for jeg er ikke på samme niveau som min kone, hvilket er fuldstændig uforståeligt, siger den franske prinsgemal.

      Ved siden af sidder en stille, klukkende dronning, der midt i svadaen må lægge en beroligende hånd på sin husbonds ryg. Se hele Prinsgemalens udtalelse og Dronningens reaktion i videoen ovenfor.

    2. Sengeliggende til Dronningens 75-års-fødselsdag, men frisk til Venedig

      Prins Henrik lægger sig to dage før Dronningens 75-års-fødselsdag syg med influenza og misser derfor pressemøde, festmiddag og fejring af sin hustru.

      Han kom sig dog igen. Ekstra Bladet beretter, at Prinsgemalen blev set gå rundt i Venedig om lørdagen – to dage efter Dronningens fødselsdag.

      Hoffet stod for kommunikationen omkring Prinsgemalens sygemelding. Knapt et halvt år senere udtalte prins Henrik sig om sin sygdom.

      - Jeg har blandt andet haft en lille bronkitis, som desværre opstod under dronningens 75-års-fødselsdag i april. Den varede i tre dage på det forkerte tidspunkt, men man er ikke herre over sit eget helbred, sagde prins Henrik til BT den 7. oktober.

    3. Prins Henrik føler sig diskrimineret af den danske befolkning

      Den franske tv-vært og journalist, Stéphane Bern, interviewer Prinsgemalen på Regentparrets vinslot, Château de Cayx, i Frankrig til den franske avis Le Figaro.

      Til et spørgsmål om situationen omkring hans titel, svarede prins Henrik:

      - Hvorfor kun være prins og Hans Højhed, men ikke Hans Majestæt? Jeg har selv besluttet at kalde mig Prinsgemal for at finde en plads i det danske samfund lige såvel som et formål og en position i mit virke som prins. Det gør mig vred, at jeg bliver udsat for diskrimination. Danmark, der ellers er kendt for at være en ivrig forsvarer af ligestilling mellem kønnene, er åbenbart villige til at betragte ægtemænd som mindre værd end deres koner.

      Vanen tro nægtede Dronningen at kommentere på Prinsgemalens udtalelser. Til Dronningens fødeselsdagspressemøde på Fredensborg – hvor prins Henrik som bekendt udeblev på grund af sygdom – blev hun spurgt ind til hendes tanker om at gøre Prinsen til konge. Se hendes svar i videoen ovenfor.

    4. Dronningen annoncerer, at prins Henrik går på pension

      Dronningen overrasker til nytårstalen ved årsskiftet fra 2015 til 2016 den danske befolkning, da hun annoncerer, at Prinsgemalen går på pension.

      - Tiden er inde til, hvis jeg må sige det på almindeligt dansk, at gå på pension. Fremover vil Prinsgemalen derfor kun i meget begrænset omfang tage del i de officielle arrangementer, som igennem så mange år har været en naturlig del af hans liv, sagde Dronningen i sin tale.

      Hofmarskal, Michael Ehrenreich, uddyber i en pressemeddelelse, at beslutningen ikke ville få konsekvenser for kongehusets aktivitetsniveau, og at prins Henriks opgaver fremover ville blive løst af Dronningen eller øvrige medlemmer af den kongelige familie.

      Se dronning Margrethe annoncere Prinsgemalens pensionering i videoen ovenfor.

  10. 2016

    1. Fra prinsgemal tilbage til prins

      Prins Henrik vil nu ikke længere tituleres som prinsgemal, som er betegnelsen for den regerende dronnings ægtefælle.

      – H.K.H. Prins Henrik har efter eget ønsket - i forlængelse af sin pension - ændret sin titel til det mindre formelle prins Henrik. H.K.H. synes, at titlen passer bedre til hans nuværende situation som pensionist, siger kongehusets kommunikationschef Lene Balleby til TV 2.

    2. Regentparret annoncerer guldbryllup for lukkede døre

      I anledningen af dronning Margrethe og prins Henriks 49. års bryllupsdag, bliver det meddelt, at næste års guldbryllup bliver holdt bag lukkede døre.

      - H.M. Dronningen og H.K.H. Prinsen kan den 10. juni 2017 fejre guldbryllup. På baggrund af en række henvendelser om, hvorledes guldbrylluppet vil blive markeret, kan det oplyses, at Regentparret ønsker at afholde guldbrylluppet under private former, skrev Kongehuset blandt andet på dets hjemmeside.

      Forfatter og kongehusekspert, Trine Villemann, og historiker og kongehusekspert, Lars Hovbakke Sørensen, var begge overraskede over udmeldingen og kalder det begge ’usædvanligt’, da man normalt ser store familiebegivenheder blive fejret med befolkningen.

      Kongehusets kommunikationschef, Lene Balleby, uddyber til TV 2:

      - Prinsen er gået på pension og deltager ikke på samme måde som tidligere i større, officielle begivenheder. Regentparret har sammen besluttet, at de ønsker at fejre deres guldbryllup under private former.

  11. 2017

    1. Prins Henrik bliver væk fra belgisk statsbesøg

      Det belgiske kongepar, Kong Philippe og Dronning Mathilde, besøger Danmark i tre dage, men Prins Henrik beslutter i sidste øjeblik ikke at deltage i begivenheden. Han er i stedet bortrejst.

      Det var ellers planen, at både dronning Margrethe og prins Henrik ville være en del af statsbesøget. I et interview med RTL forud for besøget udtaler den danske dronning:

      - Min mand er ved at være gammel, det er vi begge, så han deltager ikke i så mange aktiviteter, som han gjorde førhen. Men han ser meget frem til statsbesøget og vil være til stede under besøget.

      Efter prins Henriks udeblivelse udtaler kongehusets kommunikationsafdeling til Newsbreak.dk:

      - Det var oprindeligt planen, (at prins Henrik skulle deltage, red.), men han besluttede alligevel ikke at deltage.

    2. Prins Henrik vil ikke begraves ved siden af Dronningen

      Prins Henrik meddeler, at han ikke ønsker at blive begravet ved siden af dronning Margrethe ved den over 29 millioner kroner dyre sarkofag af glas designet af Bjørn Nørgaard i Roskilde Domkirke.

      Beslutningen ses som et resultat af prins Henriks utilfredshed med ikke at kunne være konge, selvom hoffet udtaler, at der er forsøgt at imødekomme Prinsens frustrationer.

      - Der er faktisk blevet lyttet, reageret og tilpasset undervejs. Prinsen har for eksempel fået sit eget hof, men med hensyn til selve titelspørgsmålet har vi i Danmark valgt at følge den europæiske tradition, der har været gældende i både England og Holland, forklarer Lene Balleby til BT.

Kilder: Politiken, Ekstra Bladet, BT, Kongehuset.dk, Newsbreak.dk