Din morgenkaffe kan blive billigere

Flere partier er enige om at fjerne afgiften på te og kaffe.
Utallige afgifter er blevet pålagt danske fødevarer over de seneste årtier.
Men nu kan afgifterne på te og kaffe være på vej væk, skriver Børsen.
Det er i hvert fald en af de anbefalinger, som Skatteministeriets regnedrenge har brygget sammen til deres minister og regeringen.
- Det vil gøre det billigere at være dansker, siger Dansk Folkepartis finansordfører, René Christensen.
Afgifter er for bøvlede
Skatteministeriet har siden 2015 været i gang med at se på de danske afgifter.
I den periode har et saneringsudvalg gennemgået junglen af danske afgifter for at finde dem, hvor bøvlet med at indberette og betale koster mere, end afgifterne efterlader på statens kistebund.
I en af ministeriets rapporter står der, at afgifterne på kaffe og te "alene tjener et fiskalt (økonomisk, red.) formål", og at afgifterne på kaffe som te derfor "kan afskaffes".
Få mere for pengene
Skatteministeren er på ferie og har ikke kommenteret anbefalingerne.
Men på Christiansborg er flere partier enige om at afskaffe afgifterne, der indbringer statskassen 288 millioner kroner om året.
- Hvis man fjerner afgiften på te og kaffe, vil det være et bredt udsnit af danskere, der vil opleve en skattelettelse - eller at de i hvert fald får mere for deres penge, siger René Christensen fra Dansk Folkeparti, der bakker op om en afskaffelse.