Samfund

Ekspert dræber udbredt job-myte

Folk i forhadte job - eksempelvis parkeringsvagter - kan sagtens knuselske deres job, siger ekspert. Det samme siger en p-vagt.

Nazisvin! Luder! Som parkeringsvagt risikerer man at blive hånet, truet og svinet til i fuld offentlighed af arrige bilister, der ikke lader det gå stille af, at de har fået en p-afgift.

Dét har Ken Foltmar, parkeringsvagt i København, oplevet gentagne gange. Tilråbene får ham dog ikke til at lægge uniform og afgiftsblok fra sig. 64-årige Ken Foltmar er vild med sit job, der også byder på møder med mange smilende mennesker på gaden og god motion som ekstra gevinst.

- Jeg elsker mit arbejde. Det har givet mig en masse energi og selvtillid, erklærer Ken Foltmar i et interview med Avisen.dk.

Ingen prestige i at være p-vagt

Han er blot ét eksempel på, at det sagtens kan lade sig gøre at finde arbejdsglæden i et job, som omgivelserne ikke har den største respekt for. Ifølge Alexander Kjerulf, ekspert i arbejdsglæde, eksisterer der et skævt billede af, hvor jobtilfredsheden har de bedste kår.

- Der er lidt en myte om, at arbejdsglæde kun er for de højtuddannede og for kontormedarbejdere og ikke for folk, der arbejder med deres hænder. Det er skrupforkert, siger Alexander Kjerulf til Avisen.dk

Da analyseinstituttet Yougov sidste år for Ugebrevet A4 bad danskerne om at rangliste 99 jobtyper efter prestige, havnede p-vagter sammen med kassemedarbejdere, reklame-bude og arbejdsløse på bunden. Omvendt var der stor respekt for piloter, læger og advokater. 

- Fremhæv det meningsfulde i arbejdet

Alexander Kjerulf understreger behovet for at dyrke arbejdsglæden i de fag, der ligger i bunden. For selv om der findes glade p-vagter, er der også eksempler på, at omgivelsernes opfattelse kan påvirke negativt. Det kan eksempelvis ansatte i finanssektoren tale med om, nævner han. 

- Derfor er det så vigtigt at fremhæve det meningsfulde i arbejdet. Huske at fortælle om de positive oplevelser og ikke kun historierne om, at man igen er blevet overfuset af en sur bilist, understreger Alexander Kjerulf.

I både Aarhus og Københavns Kommune har de kommunale p-vagter inden for de seneste år fået nye jobopgaver.

- Vi arbejder hele tiden på at gøre jobbet som parkeringsvagt så interessant og alsidigt som muligt, og er der opgaver, vi kan løse i København, som samtidig øger arbejdsglæden, så er en win-win-situation, siger Tomas Kristensen, enhedschef i Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune, til Avisen.dk.

Hjælper rådvilde turister

Hovedstadens kommunale p-vagter har været på kursus og lært, hvordan de spotter og tager kontakt til rådvilde turister. Turist-assistancen, der blev styrket i 2015, er en del af en bredere indsats, der skal højne p-vagternes anseelse og styrke deres rolle som 'byambassadører.'

Det er også vagternes opgave at melde til kommunen, hvis et skilt eller en bænk er gået i stykker, eller en skraldespand er overfyldt. Og selvfølgelig at fortælle bilister om p-muligheder.

- Det er med til at gøre hverdagen som p-vagt sjovere, når man kan hjælpe folk og have en god dialog og får et smil med på vejen, siger Tomas Kristensen.