Samfund

Snart kan kvinder beskytte sig selv mod livsfarlig sygdom

Hiv og aids er den mest hyppige dødsårsag blandt kvinder i den fødedygtige alder.

Et nyt præparat, der skal beskytte kvinder mod hiv, bliver nu evalueret af Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) under EU, efter udviklerne bag har fået deres ansøgning godkendt.

- Det er en fantastisk ny forebyggelsesmetode, som vi meget håber, kan blive introduceret på verdensplan meget snart, siger Andreas Gylling Æbelø, direktør i Aids-fondet, til TV 2.

Det er International Partnership for Microbicides (IPM), en nonprofit-organisation, der står bag præparatet - en såkaldt vaginalring, kvinder selv kan sætte op.

Giver kvinden kontrol

- Dette markerer et stort fremskridt i IPM’s regulatoriske strategi om at gøre mikrobicid-ringen tilgængelig for kvinder over hele Afrika syd for Sahara, som for øjeblikket ikke har de nødvendige redskaber til at holde sig hiv-fri, siger doktor Zeda F. Rosenberg, der er IPM’s skifter og administrerende direktør, i en pressemeddelelse.

Ringen udskiller den hiv-forebyggende medicin mikrobicider, som sikrer kvinden en diskret og langvarig beskyttelse.

- Det vil sige, når kvinden bruger den her ring, så kan hun faktisk beskytte sig mod hiv. Hun behøver ikke at spørge manden om lov. Hun kan selv tage kontrol over sin egen krop, siger Andreas Gylling Æbelø.

Største dødsårsag

Aids-fondet har et partnerskab med IPM. Og her er man begejstret over udsigten til at få ringen på markedet.

- Hiv- og aids-relaterede sygdomme er den største dødsårsag blandt kvinder i den fødedygtige alder globalt. Og derfor er det så fantastisk, at der er et nyt forebyggelsespræparat på vej, siger Andreas Gylling Æbelø.

Han fortæller, at ringen er på de sidste udviklingsstadier, og nu bare mangler de sidste test og finansiering, før den kan introduceres globalt.

- Fordi kvinder er så udsatte, og fordi mænd har den fysiske overmagt, er det så vigtigt med sådan en type forebyggelsespræparat, som kvinden selv kan have kontrol over, siger Andreas Gylling Æbelø.