Samfund

TV 2-vært tjekkede mobil under kørslen: - Jeg er dybt chokeret

Italien vil slå hårdt ned på bilister, der bruger mobiltelefoner, mens de kører bil.

Det er svært at køre bil, mens man tjekker sin mobiltelefon. Det kan TV 2-vært Janni Pedersen skrive under på.

- Jeg er dybt chokeret. Se hvor langt væk, han holder. Jeg så ikke en skid, udbrød hun, efter hun havde forsøgt at bremse for en forankørende, mens hun læste en SMS.

I Italien er brug af mobiltelefoner under kørslen skyld i så mange trafikuheld, at regeringen vil tage kørekortet fra bilister, første gang de bliver taget med telefonen i hånden.

Så vidt skal Danmark ikke gå, er der enighed om blandt Rådet for Sikker Trafik, FDM og de trafikpolitiske ordførere.

TV 2 testede uopmærksom bilkørsel

Men uopmærksomhed i trafikken er også et problem i Danmark. Eksempelvis stiger risikoen for uheld 12 gange, hvis man taster et nummer ind på mobilen, mens man kører.

I efteråret testede Station 2, hvor svært det er at køre bil, når man laver andre ting end at holde øje med vejen.

Værterne Anders Lomholt, Rikke Hemmingsen og Janni Pedersen blev sendt en tur på FDM Sjællandsringen.

Testen gik ud på, at de tre værter skulle køre med 80 kilometer i timen, mens de læste en SMS og samtidig skulle forsøge at holde øje med en forankørende bil.

Når den bremsede, skulle værten bremse. Og det klarede ingen af dem særlig godt, som videoen øverst i artiklen viser.

Sværest var det for Janni Pedersen, der var flere billængder om at bremse.

- Det er fuldstændig langt ude. Jeg nåede jo nærmest ikke at læse noget. ”I dag er alle Station 2’s værter…” Bang! Så holder jeg her, sagde hun, efter hun havde fået standset bilen.

Mobil koster

I Danmark giver det en bøde på 1500 kroner, hvis man bliver stoppet af politiet for at bruge håndholdt mobiltelefon, mens man kører bil.

I Italien ligger bødeniveauet i dag på 1900 til 4800 danske kroner ifølge FDM. Men fremover vil forseelsen føre til en ubetinget frakendelse af kørekortet i op til tre måneder.

- Det nye er, at man simpelthen får frataget kørekortet lige med det samme, hvis man bliver snuppet med sin mobiltelefon. Politiet kommer på lidt af en opgave, for det er et frygtelig udbredt problem at køre bil og snakke i mobiltelefon, siger TV 2's korrespondent i Italien Eva Ravnbøl.