Samfund

Tusindvis af forældre har ikke modtaget børnepenge

Arkivbillede. Nikolai Linares / Scanpix Denmark

De berørte familier vil senest få udbetalt deres børne- og ungeydelse på mandag.

Mange familier har ikke modtaget deres børne- og ungeydelser.

I alt er der tale om 6.500 ud af 700.000 familier, som er blevet ramt af manglende udbetaling.

FAKTA: BØRNEPENGE - UDBETALING OG SATSER FOR 2017

Så meget kan du få i børneydelse:

0-2 år: 4.491 kr. pr. kvartal
3-6 år: 3.555 kr. pr. kvartal
7-14 år: 2.796 kr. pr. kvartal

Så meget kan du få i ungeydelse:

15-17 år: 932 kr. pr. måned

Fakta: Borger.dk

Det oplyser Lise Schou Hansen, centerdirektør i Udbetaling Danmark, til TV 2.

- Der er desværre sket en beklagelig fejl, siger hun.

- Årsagen har vist sig at være en menneskelig fejl i arbejdet med en udbetalingsfil, og vi gennemgår nu vores processer for om muligt at undgå, at noget tilsvarende kan ske en anden gang.

Betaling sker senest mandag

Børnepengene udbetales forud kvartalsvis. Hvis ens barn eksempelvis er mellem 0 og 2 år, udbetales der 4.491 kroner til barnets familie.

Det er derfor ikke småpenge, der er tale om.

- Vi er kede af de ulemper, som det har medført for den enkelte familie, og vi har arbejdet benhårdt på at kunne udbetale pengene så hurtigt som overhovedet muligt, siger Lise Schou Hansen.

Borgere, som er blevet ramt af fejlen, modtager deres penge i morgen fredag og allersenest mandag for enkeltes vedkommende.

Udbetaling Danmark vil i løbet af torsdag aften orientere hver enkelt om forsinkelsen via et brev i deres e-boks.