Samfund

Borgmestre landet over i fælles front: Minister skal omgøre beslutning

Ole Birk Olesen modtager nu en henvendelse fra borgmestre, som vil kæmpe for, at der fortsat kan være motionsløb på motorveje.

Aalborgs borgmester Thomas Kastrup-Larsen (S) melder sig nu i koret af kollegaer, som opfordrer transportminister Ole Birk Olesen (LA) til at omgøre sin beslutning om, at det ikke længere skal være muligt at afholde motionsløb på motorvejsstrækninger, der skaber store gener for trafikken. 

- Jeg er fuldstændig uforstående over den her beslutning om at lukke for arrangementer som dem her, siger han til TV 2 og henviser til, at Aalborg har Aalborg Halvmarathon med rute gennem Limfjordstunnelen.

- Nu har jeg selv deltaget i Aalborg Halvmarathon, og det forstyrrer ikke i noget særligt stort omfang, siger han til TV 2. 

Derfor planlægger borgmesteren nu at rette henvendelse til transportministeren, når han vender hjem fra sommerferie.  

Tidligere har borgmesteren i Nyborg, Kenneth Muhs (V), sammen med borgmesteren i Slagelse, Stén Knuth (V), annonceret en fælles henvendelse til transportminister Ole Birk Olesen (LA) for at få omgjort dennes beslutning.

Den går blandt andet ud over to motionsløb over Storebæltsbroen.

- Vi skriver formelt til ministeren og beder om en revurdering, da vi mener, at beslutningen og bevæggrundene bag er urimelige, når broløbet kun afholdes hvert tredje år, siger Kenneth Muhs til TV 2. 

En god mulighed for at vise Danmark

Han henviser til, at Danmark med statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i spidsen gerne vil have en Tour de France-etape til landet, som blandt andet skal føre over Storebæltsbroen:

- Det skal da helt sikkert kunne afholdes, og det skal et arrangement, som kun finder sted hvert tredje år, også. Det var noget andet, hvis det var hver anden måned, og det foregår jo ikke på trafikalt spidsbelastede tidspunkter, siger Nyborgs borgmester. 

- Der er mange gode argumenter for at afholde løbet over Storebælt, og det er en god mulighed for at vise Danmark, mener Kenneth Muhs.

Minimale gener

Ole Birk Olesens beslutning har vakt undren og kritik fra flere sider. 

Således siger formand for Foreningen Broløbet Storebælt, Per Hansen:

- Det er klart, at det tager lidt længere tid at køre over broen, når der er broløb. Men med alle de tiltag, der er gjort, mener vi, at generne er minimale. Det bør være muligt, en gang hvert tredje år at afvikle Danmarks måske mest unikke løbebegivenhed. Foreningen beder ministeren genoverveje sin beslutning.

Mulighed for dispensation

I en skriftlig kommentar henviser transportminister Ole Birk Olesen til, at beslutningen skyldes strammere praksis hos Vejdirektoratet.

- Vejdirektoratet har indført en strammere praksis for afholdelse af arrangementer på centrale strækninger på motorvejsnettet. Det sker på baggrund af en generel stigning i motorvejstrafikken og konkrete erfaringer fra blandt andet Lillebælt Halvmarathon i maj, hvor der opstod timelange køer for trafikanterne, forklarer Ole Birk Olesen, der oplyser, at han bakker den holdning op.

- Jeg bakker op om den nye linje, fordi det er vigtigt at opretholde fri passage mellem landsdelene og på andre centrale strækninger, og jeg har meddelt Sund & Bælt, at tilsvarende praksisser gælder for de faste forbindelser - herunder Storebæltsbroen, skriver Ole Birk Olesen.

Han oplyser også, at særlige arrangementer - som for eksempel en Tour de France-etape i Danmark - kan udløse en dispensation.