Nyheder

Superfan har brugt 400 timer på at lave sit idols rustning - her mødes de

​Første afsnit i den syvende sæson af successerien Game of Thrones havde premiere hos streamingtjenesten HBO i nat dansk tid.

- Så er det nu mand. Så er det nu.

Det sidste ’nu’ siges med et hvin, mens Danmarks måske allerstørste Game of Thrones-fan træder ind i biografen Imperial i København.

Til dagligt er Søren Mærsk Hougaard Christensen pædagog, men til aftenens gallapremiere på den syvende sæson af serien er den titel lagt på hylden til fordel for noget lidt mere krigerisk.

Iført sin hjemmelavede jernrustning, der har taget 400 timer at kreere, er han klar til at se Game of Thrones udklædt som karakteren Jamie Lannister.

- Oh my god

I serien spilles Jamie Lannister - der også kendes under navnet ’Kongedræberen’ og for sit incestuøse forhold til sin søster - af danske Nikolaj Coster-Waldau.

Han kæmper i en fantasyverden med drager og riddere om at vinde magten – og så har den 46-årige skuespiller valgt at lægge vejen forbi aftenens premiere i København.

- Oh my god, udbryder Søren Mærsk Hougaard Christensen, da får øje på Nikolaj Coster-Waldau.

- Hvor er det dejligt at se dig. Jeg har frygtet hver sæson, at du kradser af.

Danske stjerner

Game of Thrones er den mest populære tv-serie i verden, og alene i USA har hvert afsnit haft 25 millioner seere i gennemsnit.

I alt fem danske skuespillere har indtil nu medvirket i Game of Thrones – og i den nye sæson medvirker både Pilou Asbæk og Nikolaj Coster-Waldau.

- Vi har to kæmpestore danske skuespillere, der står overfor hinanden i afsnittet. Står og mundhugges. Det er for fedt at opleve. Det er så stort, siger Søren Mærsk Hougaard.

- Der er en national stolthed. Ligesom når landsholdet spiller.

​Første afsnit i den syvende sæson af successerien Game of Thrones havde premiere hos streamingtjenesten HBO i nat dansk tid.

Ikke skuffet

Da TV 2 møder den store Game of Thrones-fan efter visningen af den nye sæsons første afsnit er begejstringen ikke blevet mindre.

- Hvor skal man begynde, og hvor skal man starte? Jeg ved det simpelthen ikke. Der sker så mange fede ting, så det er svært at ’graspe’ det hele, siger Søren Mærsk Hougaard, der dog ikke vil afsløre for meget.

Til slut vil han bare sige:

- Fucking awesome. Bare se at få det set.