Skatteadvokat om de 12 tabte milliarder: Ikke engang sikkert det er ulovligt
Skats ledelse er ifølge skatteekspert ansvarlig for skandalen om udbytteskat. Skatteadvokat mener ikke nødvendigvis, at der er tale om svindel.
To amerikanere på henholdsvis 47 og 49 år er sigtet for at være hovedmænd i den store sag om svindel med udbytteskat, der har kostet de danske skatteydere 12,4 milliarder kroner. De to amerikanere fra staterne Montana og New Jersey er sigtet for bedrageri "af særlig grov beskaffenhed" og kædes sammen med den 46-årige brite Sanjay Shah, der opholder sig i Dubai, og som indtil nu har været hovedmistænkt i sagen.
De to mænd har ifølge bagmandspolitiet oprettet over 200 fiktive pensionsfonde og står dermed bag næsten 90 procent af den samlede skattesvindel. Det skriver Politiken.
Forhenværende kontorchef i Skat og skatteekspert Michael Bjørn Hansen retter en hård kritik af Skat og undrer sig over ledelsens ageren i sagen om udbetaling af de mange milliarder i udbytteskat.
- Fuldstændig bevidstløse udbetalinger
- Der er tale om meget store beløb, og Danmark er et relativt lille land. Derfor må det springe i øjnene, om der overhovedet er så meget udbytte i danske selskaber, at man kan nå op på disse svimlende tal. Det er som om, den sunde fornuft og dømmekraft er sat ud af spil, siger Michael Bjørn Hansen.
Udbetalingerne af udbytteskat er ifølge skatteeksperten foregået "fuldstændig bevidstløst", og den enkelte medarbejder har blot gjort, hvad man kunne forvente.
Ledelsen i Skat det reelle problem
Michael Bjørn Hansen peger på, at den reelle problematik i sagen om udbetaling af udbytteskat for milliarder ligger hos Skats ledelse og virksomhedens ledelsesstil.
- De sidste 25 års ’managementledelse’ i Skat med interne kontroller og resultatmålinger har været vigtigere end den faglige indsigt og helhedsforståelsen for det danske skattesystem. Skats ledelse har været tilfreds, så længe man som medarbejder har nået sine måltal og afleveret sine Excel-ark, fortæller Michael Bjørn Hansen.
Minder om russisk planøkonomi
Skatteeksperten mener, at den gammeldags ledelsesstil i Skat vækker minder om den tidligere ledelsesstil i Østblokken. Derfor har de påståede storsvindlere haft held med at få udbetalt enorme summer i udbytteskat.
- Skats ledelsesstil minder om gammeldags russisk planøkonomi, siger skatteeksperten.
- Skat har svigtet, fordi ingen har formået at tænke selvstændigt. Helt op til topledelsen har man ikke set på helheden eller tænkt, "hvad foregår der her?", påpeger Michael Bjørn Hansen.
Skatteadvokat: - Ikke nødvendigvis svindel
Torben Bagge, skatteadvokat hos TVC Advokatfirma, har fulgt sagen tæt, og skatteadvokaten er ikke nødvendigvis overbevist om, at der er foregået noget ulovligt i forbindelse med udbetalingen af udbytteskat til amerikanerne.
- Man må konstatere, at bagmandspolitiet gennem de seneste mange år har sigtet og ført mange sager, som man har tabt. Derfor er det langt fra sikkert, at de pågældende overhovedet er skyldige, fordi de nu er sigtet.
- Jeg er ikke sikker på, at alle de 12 milliarder kroner viser sig at være franarret ved svindel, siger Torben Bagge.
NEWS sætter fokus på den historiske svindel med Skat i aften efter 19-nyhederne. Vi ser på, hvordan svindlen for over 12 milliarder er foregået, hvordan den efterforskes og så giver en række eksperter deres bud på, om den danske stat nogensinde får de svindlede penge tilbage. Se med på TV 2 NEWS kl. 19:23.