Samfund

Sjældent statsbesøg kan give milliarder af kroner og job til Danmark

Der er milliarder af kroner i sigte, når premierministeren for verdens tredjestørste økonomi mandag gæster Danmark.

Dansk eksport til Japan:

Danmarks eksport af varer til Japan udgjorde 14,5 mia. kr. i 2016, hvilket var en stigning på 17 % i forhold til 2015. Hertil kommer eksport af tjenesteydelser på over 7 mia. kr. i 2016. Japanske investeringer i Danmark udgjorde 45 mia. kr. ultimo 2015. 

Den største eksport er søtransport

Derudover er der:

Landbrugsprodukter

Medicinske og pharmaceutiske produkter

Maskiner og instrumenter

Kemiske produkter.

Kilde: Dansk Erhverv.

Japans premierminister Shinzo Abe mødes mandag med statsminister Lars Løkke Rasmussen i København.

Det er første gang, at en japansk premierminister rejser til Danmark for at mødes bilateralt med sin danske kollega. De to statsledere skal blandt andet drøfte udviklingen i Nordkorea og frihandel. Besøget kommer nemlig få dage efter, at en stor frihandelsaftale blev indgået i tilknytning til G-20-topmødet i Hamborg.

- Japan er verdens tredjestørste økonomi og en vigtig strategisk partner for Danmark både politisk og økonomisk. Besøget skal styrke samarbejdet mellem Danmark og Japan. Flere danske varer skal finde vej til de japanske butikshylder, og forhåbentlig kan vi tiltrække endnu flere japanske investeringer den anden vej. Det vil gavne Danmark og skabe danske arbejdspladser, siger den danske statsminister forud for dagens møde.

Og det er et unikt besøg, som danskerne får. Det fortæller journalist og Asien-ekspert Flemming Ytzen til TV 2.

- Det er en sjælden fugl, der lander i Danmark. Der er mange år mellem, at vi får besøg på dette høje ministerniveau fra Japan. Japanerne har haft lidt svært ved 'at finde Danmark', siger han.

Milliard-muligheder

Danmark eksporterer i øjeblikket varer og tjenesteydelser til Japan for omkring 22 milliarder kroner årligt. Dansk Erhverv forventer, at frihandelsaftalen, når den er fuldt indfaset, kan kaste omkring 15 milliarder kroner yderligere af sig til dansk eksport.

International chef hos Dansk Erhverv Kasper Ernest forventer, at frihandelsaftalen især vil gavne de danske fødevarevirksomheder.

- Vi har fået en god åbning inden for svinekød og oksekød. Mange i medical-branchen og inden for tjenesteydelser vil også få gavn af det, mener han.

Og dagens besøg kan booste vores muligheder yderligere på det købestærke japanske marked. For selvom Japan er udfordret ved en aldrende befolkning og et faldende befolkningstal, som blandt andet betyder, at der om en generation vil være adskillige færre millioner mennesker end i dag, så er landet også karakteriseret ved en meget høj privat opsparing, forklarer Flemming Ytzen om Japan, der ifølge demografiske fremskrivninger om små 50 år vil have 88 millioner indbyggere mod de 127 millioner, som er landets nuværende befolkningstal.

- Der gemmer sig en meget stor købekraft i den japanske økonomi. På grund af den aldrende befolkning vil det blandt andet være medicinske ydelser, hvor Danmark jo er meget stærk. De kan nu se frem til - med stor sandsynlighed - at opnå store markedsfordele i Japan.

Vilde med Flying Tiger og Georg Jensen

Traditionelt er Japan dog ikke det nemmeste marked at komme ind på. Det forsøger Dansk Erhverv nu at rette op på, når en række danske virksomheder i samarbejde med kongehuset og udenrigsministeriet tager på eksportfremstød i Japan til oktober.

For Danmark har fokus på det asiatiske land og er blevet bedre til at komme ind på det japanske marked. Således er flere danske mærker også dukket op i Japan.

- Vi kan se dansk design fra Flying Tiger-butikkerne til det helt dyre Georg Jensen. Japanerne er også vilde med det i hele det spektre. Vores vurdering er, at det kan komme til at give omkring 10.000 arbejdspladser. Så det er bestemt værd at tage med, siger Dansk Erhvervs Kasper Ernest.

Danmark er en rollemodel

I det hele taget er Danmark et meget stærkt brand i Japan, Sydkorea og Kina. Ikke blot på grund af vores ry for at levere produkter af høj kvalitet. Et andet aspekt er også kommet i fokus.

- Vores samfundsmodel og vores måde at indrette os på politisk og socialt er noget, som østasiaterne beundrer. De kommer hertil for at finde ud af, hvordan den danske økonomi kan være i så god gænge, når andre europæiske lande stadig er i slæbesporet. Så vi er på mange måder en rollemodel politisk og socialt, siger Flemming Ytzen.

Samtidig er der muligheder for at finde områder, hvor Danmark og Japan kan udnytte hinandens kompetencer. Eksempelvis når det gælder plejesektoren, vurderer Flemming Ytzen. For mens Danmark er langt fremme i medicinalindustrien, har Japan førertrøjen, når det kommer til den teknologiske udvikling. Især robotter, som blandt andet bliver brugt til ældrepleje.

- De køber vores medicinalprodukter, og vi skal måske til at købe nogen af deres teknologiske innovationer, siger Flemming Ytzen.

Asiatisk tålmodighed

Kasper Ernest er enig:

- Det vil betyde, at vi også vil få japanske produkter og services billigere, så vi ser det bestemt positivt. Japanerne er kendt for upåklagelig kvalitet. De har nogle enormt innovative produkter. Så det bliver rigtig spændende at se, hvordan vi kan udnytte det. Både til forbrugernes fordel, men også i forhold til at få nogle billige halvfabrikater til danske virksomheder, som vi kan tilføre værdi og sælge videre igen til resten af verden.

Men selvom det japanske marked og en ny frihandelsaftale lyder lovende, så er der fortsat et stykke vej. For det vil tage tid, før japanerne får afkoblet den protektionisme, som landet har bygget op over et halvt århundrede siden 2. Verdenskrig, og som betyder, at landet længe har lukket sig lidt om sig selv.

- Det er som med alt i Asien. Man skal være tålmodig, og det er jeg sikker på, at danske eksportører også er, slutter Flemming Ytzen.

Dansk Erhverv har fokus på verdens tredjestørste økonomi, og ser stort potentiale.