Samfund

Udenlandske tyve hærger landets genbrugspladser

I Silkeborg har medarbejderne anmeldt fem tyverier til politiet, der dog endnu ikke har anholdt eller sigtet nogen for tyveri.

Flere af landets genbrugspladser bliver plaget af tyve, som blandt andet stjæler computere, køleskabe og bilbatterier.

Især i Midt- og Østjylland er genbrugspladserne flittigt besøgt af tyvene, der ofte udviser en aggressiv og farlig adfærd.

På en videoovervågning fra en genbrugsplads i Tandskov i Silkeborg ses, hvordan en af de ansatte på genbrugspladsen må springe til siden, da en af genbrugstyvene gasser op i en kassevogn og suser ud af pladsen med tyvekosterne. Den ansatte slap heldigvis uskadt.

En varebil er ved at påkøre en ansat på genbrugspladsen i Silkeborg.

- Det er de samme tyve, som går igen og igen. De skifter nummerplader på bilerne og omregistrerer dem. Det er ikke bare noget tilfældigt tyveri. Det er virkelig velorganiseret, siger Karsten Søndergaard, der er affaldschef ved Silkeborg Forsyning.

Alene i år har de på genbrugspladsen i Silkeborg oplevet 13 episoder med tyve, hvoraf fem af dem er anmeldt til politiet.

Karsten Søndergaard oplyser, at der hver gang bliver stjålet for omkring 3-4000 kroner.

- Hvis de så har været andre steder den dag, så tjener de måske 10.000 kroner på en dag.

TV 2 har onsdag været i kontakt med genbrugspladser i både Kolding, Odder, Skanderborg, Odense og Slagelse, hvor de også oplever tyverier.

Ansatte tog selv affære

Efter gentagne gange at være blevet udsat for tyverier fra personer, der tilsyneladende er østeuropæere, tog de ansatte på genbrugspladsen i Silkeborg selv affære.

Da en gruppe medarbejdere så, at der blev læsset 12 bærbare computere ind i tyvenes kassevogn, skyndte de sig at lukke portene, så tyvenes køretøj ikke kunne komme ud.

Overvågningskameraer på genbrugspladsen i Silkeborg fangede nogle af tyvene i deres grønne varebil.

I 25 minutter var tyvene spærret inde på pladsen sammen med de ansatte, indtil politiet ankom. Undervejs tog tyvene billeder af de ansatte for at provokere dem.

- Det føltes overhovedet ikke rart. Hver gang man er på arbejde, går man og kigger sig over skulderen, siger Leif Jensen, der er medarbejder ved Tandskov Genbrugsplads i Silkeborg.

Endnu ingen er sigtet for tyveri

Til trods for videoovervågninger, der viser tyvenes adfærd, er endnu ingen blevet anholdt af politiet og sigtet for tyveri.

- Politiet gør jo ikke noget, så det er en god, solid levevej. De har så i øvrigt heller ingen respekt for politiet, men hvorfor skulle de have det, der er jo ingen konsekvenser ved det her. De morer sig jo over det, fordi politiet ingenting foretager sig, siger affaldschefen ved Silkeborg Forsyning.

I 2018 køber Silkeborg Forsyning en elektronisk port, som koster 130.000 kroner, for at minimere omfanget af tyverierne. 

Politiet kan ikke bruge billederne fra videoovervågningen

Ifølge Ole Henriksen, der er politiinspektør ved Midt- og Vestjyllands Politi, er det svært for politiet at se, hvad der bliver stjålet af hvem på billederne fra videoovervågningen.

- Nogle steder ser vi, at der sidder kameraer, som egentlig dækker et helt areal, og der kan vi ikke se, hvem der tager hvad, eller om de går med noget over hovedet, siger han til TV 2.

Han forklarer samtidig, at det er en stor udfordring for politiet at spore tyvekosterne tilbage til genbrugspladsen, hvis de stopper tyvene uden for området.

Et billede af en af tyvene fra genbrugspladsen i Silkeborg.

- Hvis vi finder noget i en bil, og de (tyvene, red.) først er kommet derfra, så er det rigtig svært at sige, at det her var faktisk det, du stjal dér.

Politiet foreslår som løsning på problemet, at genbrugspladserne bliver indrettet sådan, at det ikke er muligt at tage nogle ting, der allerede er afleveret.

Indtil den løsning er på plads, ødelægger de på genbrugspladsen i Odense de elektroniske genstande, så de ikke er lige så interessante for tyvene at få fingrene i. Samtidig minimeres risikoen for, at fortrolig data på eksempelvis computere ikke havner i hænderne hos de forkerte personer.