Her er uddannelserne, som færrest har søgt
Det er ikke alle uddannelser, der står lige højt på prioriteringslisten, når de unge skal sende ansøgninger afsted.
Brasilianske studier og energiteknologi har ikke fået helt så mange ansøgninger som pædagoguddannelsen, der for andet år i træk er den mest søgte uddannelse. Tværtimod, faktisk.
De to uddannelser topper til nemlig den stik modsatte liste - listen over uddannelser med færreste ansøgninger.
Af de 91.539 personer, der i år har søgt ind på en videregående uddannelse, har kun ganske få valgt at prøve lykken med brasiliansk eller energiteknologi. Blot fire personer har søgt de to uddannelser som deres førsteprioritet.
Det viser nye tal fra Uddannelses- og forskningsministeriet om årets ansøgninger til de videregående uddannelser.
Her er de mindst søgte uddannelser i 2017
Meget bedre ser det dog heller ikke ud for 12 andre uddannelser, der også lander i bunden af listen, når det gælder antallet af førsteprioritetsansøgere.
- Brasilianske studier: 4 ansøgere
- Energiteknolog: 4 ansøgere
- Sydasienstudier: 5 ansøgere
- Indien- og Sydasienstudier: 7 ansøgere
- Indoeuropæisk: 8 ansøgere
- Latin: 8 ansøgere
- Indianske sprog og kulturer: 8 ansøgere
- Eskimologi: 11 ansøgere
- Portugisisk: 12 ansøgere
- International virksomhedskommunikation i tysk, kommunikation og medier: 12 ansøgere
- Græsk, klassisk: 12 ansøgere
- Fødevareteknologi: 12 ansøgere
De uddannelser, der til gengæld har oplevet det største fald i forhold til sidste år, er designer (- 38 procent), laborant (- 24 procent), handelsøkonom (- 20 procent) samt ernæring og sundhed (- 20 procent).
IT-uddannelse når nye højder
Mens flere af de brede kultur-uddannelser ikke har haft held med antallet af ansøgere, kan pædagoguddannelsen bryste sig af at have fået allerflest. 6792 af slagsen, helt nøjagtigt.
På andenpladsen kommer uddannelsen som sygeplejerske - her har 5337 personer søgt ind. Tredjepladsen går til medicin, der har fået 3797 ansøgninger.
Til gengæld er IT-Universitetet i København årets absolutte højdespringer. De har nemlig fået 39 procent flere ansøgninger end forrige år.
Du kan se hele listen med de mest populære uddannelser her.
De spændte ansøgere må dog vente lidt endnu, for først den 28. juli får de svar på, om de er kommet ind på deres drømmeuddannelse.