Dyrt dobbeltarbejde: Kommunale handleplaner får negative konsekvenser

Hvert år bruger en gennemsnitlig kommune otte til 11 årsværk på dobbeltarbejde, viser ny rapport. Det er dyrt og rammer landets udsatte borgere hårdt.

En handleplan for at finde en bolig, en handleplan for at finde et job, en handleplan for at komme ud af et misbrug.

Kommunerne skriver så mange handleplaner, at dét, der burde være en hjælp til udsatte borgere, ender med at være det direkte modsatte.

Det konkluderer en ny rapport, som Deloitte har lavet for Finansministeriet.

Sidste år lavede kommunerne omkring 950.000 handleplaner, men det store antal har "betydelige negative konsekvenser for borgerne", fremgår det.

Ifølge rapporten skal de udsatte borgere i dag møde op i så mange forskellige forvaltninger og følge så mange forskellige lovgivninger, at det kan opleves "uoverskueligt" og "mindre virksomt".

Dobbeltarbejde i stor stil

Det helt store problem er, ifølge rapporten, at forvaltningerne i de enkelte kommuner ikke taler sammen.

Det betyder nemlig, at der bliver lavet mellem 80.000 og 110.000 handleplaner, som overlapper hinanden. Altså decideret dobbeltarbejde.

Det svarer til 600-900 overlappende sager i en gennemsnitlig kommune, og det er stærkt problematisk, mener Dansk Socialrådgiverforening.

Vi synes generelt, at kravet om handleplaner har taget totalt overhånd

Majbrit Berlau, formand for Dansk Socialrådgiverforening

Hvad er en handleplan?

  • En handleplan er en fælles plan, som borgeren og sagsbehandleren i en kommune laver sammen.
  • Handleplanen er først og fremmest en aftale mellem borgeren og kommunen, og den beskriver bl.a. de mål, som borgeren skal arbejde med.
  • Handleplanen bliver udarbejdet efter et møde mellem borger og sagsbehandler.

- Vi synes generelt, at kravet om handleplaner har taget totalt overhånd. Altså en kontanthjælpsmodtager kan sagtens have otte til 10 handleplaner - og ingen af dem er koordineret, siger Majbrit Berlau, der er formand for Dansk Socialrådgiverforening, og fortsætter:

- Det betyder jo, at den enkelte borger risikerer at løbe spidsrod mellem alle forvaltningerne og sektorerne med sine handleplaner i hånden. Det er helt forkert. De skal bruge deres kræfter på at komme sig over de problemer, de har i deres liv.

Mette: - Jeg føler mig som et nummer i rækken

50-årige Mette Rosenkrantz er en af dem, der føler, at handleplanerne er en endnu større byrde, end de virkelige problemer, hun står over for.

Foruden et tidligere misbrug og en depression står hun uden arbejde, og derfor er der udarbejdet flere handleplaner til hende.

Mette Rosenkrantz er til møde om at få lavet en handleplan, der kan få hende i job.
Mette Rosenkrantz er til møde om at få lavet en handleplan, der kan få hende i job. Foto: TV 2

TV 2 var med, da hun denne uge var til møde på jobcentret. Her sad otte personer og ventede på hende, og endnu engang var flere af ansigterne nye:

- Jeg blev så vred, for så skal jeg igen udbasunere mit liv. Jeg får ikke andet ud af de møder, end at jeg får rykket op i mit følelsesregister igen og igen, siger Mette Rosenkrantz.

Jeg får ikke andet ud af de møder, end at jeg får rykket op i mit følelsesregister igen og igen,

Mette Rosenkrantz, kontanthjælpsmodtager

Hun ville ønske, at hun kunne nøjes med én socialrådgiver, der kendte hendes situation.

- Jeg føler mig som et nummer i rækken, og det gør mig mere syg. Jeg har det rigtig dårligt bagefter, siger hun.

Om undersøgelsen

Der har deltaget i alt 11 kommuner og tre regionale sygehuse i analysen:

  • Allerød, Assens, Greve, Halsnæs, Kolding, København, Lolland, Odense, Randers, Thisted og Vejle Kommune, samt Hillerød Sygehus, Odense Universitetshospital og Aarhus Universitetshospital.

Der findes mange forskellige handleplaner, men analysen tager udgangspunkt i otte:

  • Handleplan til forældre med anbragte børn
  • Handleplan til forebyggelse af kriminalitet hos unge
  • Handleplan for børn
  • Handleplan for voksne
  • Min Plan
  • Rehabiliteringsplanen
  • Handleplan for æresrelateret konflikt
  • Integrationskontrakten

Kilde: Deloitte

Men det er jo sagsbehandlere, som siger, at de gerne vil lægge en plan for dig? ​

- Ja, men det er på deres betingelser, ikke på mine. De lytter ikke til det, jeg gerne vil, siger hun.

Marianne Sørensen, der er forløbskoordinator i Vejle-Kolding Voksenpsykiatri forstår godt Mette Rosenkrantz. Hun er glad for, at hun ikke sidder på den anden side af bordet:

- Jeg ville blive forpustet, hvis jeg skulle det igennem - også selvom jeg ikke har en psykiatrisk lidelse eller et misbrug.

- Jeg er sikker på, at de nogen gange må stå og tænke 'hold da op, hvor er der mange mennesker'. Man skal huske på, at de er pressede i forvejen, siger Marianne Sørensen.

Op mod 11 årsværk spilder deres tid

Ifølge rapporten kunne en gennemsnitlig kommune spare mellem otte og 11 årsværk, hvis man bare arbejdede bedre sammen.

Kommunerne Landsforening har ikke ønsket at stille op til interview, men i et mailsvar erkender de, at handleplanerne kan løses bedre:

- Det er en udfordring, når borgere har flere kontakter ind i kommunen. Lovgivningen udstikker forskellige retninger for den indsats, som borgeren skal have, og det harmonerer ikke altid. Resultatet kan blive, at to forvaltninger trækker i forskellige retninger, fordi de følger den lov, som de hver især arbejder efter. Det er uhensigtsmæssigt, skriver KL's kontorchef, Claus Ørum Mogensen.

I mailsvaret henviser kontorchefen til, at KL og regeringen i forbindelse med økonomiaftalen for 2018 har aftalt, at der skal gives mulighed for at kunne udarbejde én plan for borgeren.

I forbindelse med analysen har Deloitte - på forespørgsel fra regeringen og KL - lavet tre løsningsmodeller, som kan øge sammentænkningen af planerne i kommunerne. Dem kan du se herunder:

Råd til kommunerne: Sådan kommer I dobbeltarbejde til livs

Øget koordination

. Foto: Colourbox
Den første model omhandler en øget koordination mellem sagsbehandlerne i sager, hvor den samme borger eller familie har sager i flere forskellige forvaltninger, og hvor der derfor er behov for et tværgående samarbejde.

Denne koordination forankres i et fælles forum, hvor de relevante medarbejdere mødes med faste intervaller og drøfter de pågældende sager.

Digital deling af data

. Foto: Colourbox
Den anden løsningsmodel omhandler digital deling af data indsamlet i forbindelse med sagsbehandlingen.

Denne deling af oplysninger opnås ved at etablere én fælles adgang til oplysninger, der findes i de eksisterende fagsystemer på tværs af forvaltningerne.

Én plan for borgeren

. Foto: Colourbox
Den tredje og sidste løsningsmodel omhandler udarbejdelse af én integreret plan for borgeren eller familien.

Denne model er den mest vidtrækkende af de tre, da den samler indsatserne overfor borgeren i én samlet plan, der muliggør et langt mere helhedsorienteret syn på borgeren end de øvrige modeller såvel som en mere integreret indsats.